Ånd - lige her til Michaelstiden.

I dansk kultur er ånd idag et næsten glemt begreb, ihvertfald for menigmand der ikke selv forholder sig til og stiller spørgsmål til sit eget væsen, til tanken eller tænkningen, til bibelen, eller andre religiøse tekster, eller til det religiøse i det hele taget.

Idag tager dog mange mennesker nye religiøse ideer til sig, hovedsageligt buddhisme og hinduisme, fra deres side af kommer begrebet igen til sin ret, og naturligvis er det fra en anden vinkel af, da det jo er en helt anden kultur der er tale om. Men det burde jo ikke hindre et nysgerrigt menneske i at stille spørgsmålet om man kan finde broer mellem disse religioners åndsbegreb og det kristne, eller vesterlandske åndsbegreb.

Udfra religionerne (de store) er det klart at menneskets egentlige væsen er et åndeligt væsen. Et ikke-fysisk væsen som samtidigt deltager i denne verden, og som naturligvis underligger denne verdens indflydelse, ingen er totalt uafhængig, ihvertfald ikke i starten. Og det er pointen. At vi opstår i livet som børn der er under kæmpe indflydelse af vores kultur, sprog, køn, den natur vi omgives af, vores familie og venner og deres sædvaner, med andre ord alt vi møder.
Ud af det er det meningen at ethvert menneske gennem sit liv udvikles af dette og så på et senere tidspunkt stiller sig overfor hele sin baggrund og ser på den, som om den tilhørte en fremmed, for på den måde at forholde sig til sig selv og til de andre mulige verdener som findes. At tage afstand og skabe objektivitet i tanken (er ihvertfald planen),,,

Vi er altså helt ånd, vågner op i dette liv og befinder os i en verden hvor vi ikke i starten har mange valg, fordi den verden vi vågner i somregel har begrænsede normer, men må som voksne stille os over denne og søge måden at forbedre og højne den verden vi kommer fra. Det er for de fleste mennesker en moralsk impuls som de aldrgi glemmer, problemet er desværre at vi ikke er enige, men det hører til det menneskelige væsen at opleve tingene forskelligt og derfor også løsningerne forskelligt, og først i det egentligt møde mellem de forskellige idealismer og behov for at skabe den bedre verden har den en mulighed for at opstå. Kun at acceptere den ene vision bliver altid til undertrykkelse af den anden vison, noget vores verden idag har glemt.

Ja, vi oplever virkeligt verden forskelligt, vore sansesystemer falder forskelligt ud. Man skal bare tænke på forskellen mellem en slagter og en hinduistisk veganer, eller mellem en kloakarbejder og en parfumesælger. Gennem vores kultur og valg i livet får vi mange gange endnu større retning væk fra hinanden, og oplever verden endnu mere forskelligt, men der er en pointe i det, nemlig at verden virkeligt er mangfacetteret, og at de forskellige verdensoplevelser i sig ikke er moralsk hævede over den ene eller den anden, men at det moralske er individuelt, og oftest slås vi også i livet med de forskellige moralske problemer i vore liv som fuldt ud berettiger at vi er forskellige og oplever vores verdener forskelligt.

Egentlig objektivitet opnår man først når man kan forstå og fuldt ud sætte sig ind i den andens måde at opleve verden på, såvel sansemæssigt som i tanke og moral. Deri ligger opgaven til den der vil søge ånden, for ånden er selv ikke ensidig, den søger sandheden i ethvert udsagn og søger at forstå enhver som denne nu engang er, for at forstå hele verden i sin mangfoldighed. Her er begrebet mangfoldighed helt på sin plads.
Det er åndens opgave at forstå mangfoldigheden af verdensforeteelserne, altså alt der sker i verden. ånden er favnende og lærende, og er hvad det angår først skabende når den lærer noget som den ikke havde troet kunne være en realitet, fordi de fleste mennesker somregel har nok i at fordømme og kræve at alle gør som den lokale kultur kræver, istedet for at indse at kultur i første omgang blot er en lokal hændelse. Åndskultur er ikke længere lokal, fordi ånden i sig er storsind, ikke blindhed, men åbenhed. Ikke amoralsk, men virkeligt moralsk vurderende, udfra den realitet som den forsøger at lære af.

En egentlig åndskultur kan kun eksistere hvis mennesker forsøger at lære af alle de udsagn som kulturen udtrykker, og samtidigt helt og holdent er saglig i sin vurdering af moralske og etiske problemer, specielt udfra det egne liv og den private levede virkelighed,
Ånd starter altid hos den enkelte, erkendelse og evnen til at forstå hvad alle meninger og hændelser betyder for den enkelte og for omgivelserne i større perspektiv. 
Modet til at stå overfor større perspektiver og indse at selvom de ikke behager en selv, at de kunne være rigtige, Modet til at tænke de tanker man ellers ikke turde tænke, fordi ens omgivelser siger at de er "forkerte". Der findes ikke forkerte tanker, der findes kun forkerte måder at sætte dem i forhold til virkeligheden på, dette er centralt.
Åndens verden er mangfoldighed, tankens arbejde består i at forstå, specielt det ubehagelige, det "vi ikke kan lide", og sætte disse tanker helt rigtigt i forhold til den verden man befinder sig i. Åndens opgave er at finde den absolutte moral og etik, helt klart udfra de mulige verdener, - hvad er det bedste at gøre af det mulige. (Frankl) Åndens opgave er, fordi den virkeligt er det guddommelige i enhver af os, at vedblivende kritisere de tanker vi tænker forkert i forhold til verden, og konstant skabe revurdering af det vi i første omgang troede var enkelt og letforståeligt, men som i et større perskeptiv måske ikke var så enkelt endda. - Fordi hele den åndelige verden som væver gennem os, som nornerne væver vore individuelle skæbner, er en verden fuld af modsætninger, indre kampe og stridigheder. Sålænge vi forbliver i et enkeltsporet idealsæt, uden at forholde det til os selv og vore egne indre kampe omkring det at bære idealer ind i virkeligheden, mærker vi heller ikke hvor voldsomme forskelle vi som mennesker lever i i denne verden.
Hvis vi indser hvor kompleks en verden vi lever i, skaber vi muligheden for at kunne leve i en fælles verden på trods af modsætningerne, men det er åndens arbejde, og de der ikke vil deltage i dette objektiviserende (og selvobjektiviserende) forsøg, kommer aldrig til at være del af en åndskultur, en kultur der vil sætte os fri mellem hinanden.
En åndskultur søger friheden i det at være menneske præcis som vi er, men skabende i forhold til sig selv og verden, befriende i tanken, specielt i forhold til vor egen indsnævrethed, skabende i verden, fordi ånden til enhver tid er det skabende element, udfra dens indsigt i verdensvirkeligheden.

Skam, seksualitet og ulovlige film - En totalt uantroposofisk tankestrøm som Steiner måske alligevel ville have billiget?

Nogle tanker omkring skam og kvindekroppen, som jeg måtte gennemtænke, fordi en kvinde skrev om en forfærdelig situation, at "private billeder og film, efter et opbrud af et parforhold, alligevel vises, og i værste tilælde kommer til at ligge på nettet, at det er et udtryk for en "Skam-kultur" og en speciel udskamning af kvindekroppen." At skam helt enkelt er et udtryk for en forkert kultur og opdragelse som er kvindeundertrykkende. Spørgsmålet er naturligvis ikke om det er forkert og forkasteligt at dele private film, hvilket det selvfølgeligt er. Spørgsmålet er om selve skammen kun er et kulturelt og et opdragelsesmæssigt problem, eller om det hænger sammen med hele vores historie og måske til og med vores biologi. Er der nogle voksne der - når de er i deres vågne og positive vinkel, vil udskamme andre? - Nej, det er en halvt bevidst gerning, det er et magtredskab og undertrykkelsesredskab mod dem man ikke kan lide og som sådant bruges det meget gerne idag. Som mobning og undertrykkelse. Skammen omkring kroppen - tror jeg - beror på noget andet.

Vi alle mærker hvis vi føler ubehag ved nogle andre mennesker i vores nærhed, men også omkring vores egen kropslighed, hvis vi selv føler at vi er urene. Nogle menneskers berøring oplever vi som "ulækker" eller "ubehagelig". Nogle menneskers hele væsen frastøder os, helt indtil en kropslig fornemmelse af ubehag ved disse mennesker. Det er kropslige fornemmelser som vi knapt kan ryste af os, selv i voksen alder. Jeg vil påstå at kvinder er endnu mere bevidste om dette end mænd, og at fornemmelsen omkring dette er meget mere klar hos kvinder. Teenagerpiger er vel dem der bader oftest ? - Mere end alle andre. Oplevelsen af skam omkring den egne kropslige urenhed er et urinstinkt. Se katte der frenetisk renser sigselv, alle dyr gør det. Og følelsen af skam omkring ens egen kropslige urenhed gør at man mærker vigtigheden af igen at blive ren.

Skam står overfor renhedsfølelsen, skam versus hel, ren og ujordisk. Hos unge mænd er det ikke nær så udpræget, men det er måske kun min iagtagelse? Nogle unge mænd kan stinke ret krast uden selv at have problemer med det, men sjældent unge kvinder.

Er skammen en naturlig ting?

Enhver af os alle ville føle os elendige hvis vi havde tisset i bukserne, også selv der ikke var nogen i nærheden, og vi alle oplever denne enorme skam omkring urenlighed.

HVIS en stakkels skoleelev lugter dårligt, risikerer denne på samme måde at blive voldsomt udskammet, fordi alle de andre børns urinstinkter tændes af.

Det handler om urindstinkter, rygmarvsreflekser, hormonsystemer. Hvorfor er kvinder bange for at deres kroppe bliver vist og set på nettet, hvorfor er det angstprovokerende når nogen ser kvindekroppen i en prækær situation? (De private billeder som det hele jo drejer sig om) Igen, urinstinktet. sexualitet er voldsomt ladet, vi alle har det som et af vores vigtigste temaer i livet, og vi alle har angst for at fremstå forkerte på området. Hvis nogen griner af en der således ses på en film er det naturligvis en voldsom mobbing, men vi kan ikke fjerne vores urinstinkter!

Det sker at man som mand kommer til at se en nøgen kvinde morgenen efter, og selvom man natten inden havde sex, så gør de fleste kvinder det selv automatisk, de beskytter deres køn. Hvorfor det? - Igen urinstinkter, intet er mere ladet end de seksuelle områder, intet har mere behov for at være hemmeligt, intet vil vi hellere fjerne fra en film, fordi det er noget vi alle selv oplever som hemmeligt, skjult, angstprovokerende, også selvom det det ikke engang er filmet. Var vi ikke lige sammen? Jo, men det var igår, idag er vi fremmede, det er en ny dag, og jeg gemmer min blusel.

Har instinkterne ret?

"Husk, at hvis du møder en farlig tiger i afrika, så skal du bare ignorere dine instinkter og lade som ingenting"... nej vel, vi alle ville løbe skrigende bort - det er niveauet der trigger angsten og skammen i os. Vi kan ikke ignorere vore instinkter, om vi vil eller ej.

Det vil glæde mig den dag vi ikke mobber hinanden og viser film på den måde, men ikke desto mindre, så kommer det stadigt til at tage de næste millioner af år inden det kommer så langt, indtil det, lav ikke sådanne film.

Jeg spørger mig selv om ikke selve følelsen af skammen er noget andet end selve instinktet. Selve følelsen burde gennem livet langsomt kunne frivristes skammen, følelsen af skam.
Her tror jeg at der ligger en vigtig pointeog et tveægget sværd, for hvis man har meget høje idealer om sin egen "renhed", så vil følelsen af skammen blive så meget større. Her tror jeg der ligger en vigtig pointe ifht hvordan fortrinsvis unge kvinder oplever deres kropslige skam idag, fordi de alle får at vide at de er gudinder og de hører hjemme blandt guderne. DEN følelse af adskillelse fra det jordiske, det skamfyldte, den vil gøre at disse kvinder i langt højere grad oplever deres egen skam som så meget værre, fordi de glemmer at de faktisk lever i en skamfuld verden (jorden, urenhed) da de måske tror at de kun er guddommelige og aldrig kan gøre noget forkert, og hvis, at de så hurtigt skal bade det væk. Det er et tidens tegn, det er ujordisk og det er usmart. 

Programmet skam handler også om noget moralsk, fordi vi skammer os når vi handler umoralsk, tingene kan let blandes sammen. Jo mere man oplever skam som en realitet, og jo mere problematisk man oplever den, jo mere kan man blande de to ting sammen.

I teksten omkring dette skamfulde som nævnes kort øverst stiller forfatteren sig mod kristendommens/religionens moral og mener at det er dens skyld (opdragelsen) at vi føler skam.
Men jeg mener at det er vendt på hovedet.

Selvfølgeligt har religionen indset skammen som realitet, det ændrer ikke ved urinstinktet, det bekræfter det blot. Derfor er religionen i sit væsen ikke kvindeforagtende, som forfatteren idag mener, men helt enkelt præcis i sin iagtagelse af verden og det menneskelige væsen.

Religionen tilbyder faktisk også hjælp mod oplevelsen af skam. Nemlig det at bade og fjerne skammen fra sin kropslighed gennem badet. (Jødedom, islam, hinduisme osv) Kristendommen derimod ser det lidt anderledes, nemlig at jesus bader sig i floden bliver døbt og gudsriget sænker sig ned i ham, at han bliver "ren" og guddommelig på den måde. Hvis man vil hjælpe unge kvinder at have mindre problemer med deres egen følelse af skam, så skal de huske at gudsriget er her, og at det kan befrie dem for deres skam.
Steiner stiller aldrig Jesu overvindelse af alle jordiske synder i tvivl, og vores mulighed for samme ved at tro på Jesus. Derimod sætter han spørgsmål ved om det er smart at tro at vi som mennesker er ujordiske og om det er godt at glemme sin jordiskhed? Noget med en eller anden modstandermagt i guess.

Oplevelsen af følelsen i sjælen og overgivelsen af samme - processen hos Steiner

Enhver følelse som man som menneske oplever gennem livet er en realitet som udspiller sig såvel i denne verden som i den åndelige verden.  følelsen af begær, lyst, smerte, glæde, sorg, begejstring er altsammen på denne side, deres åndelige macth er på den anden side.

Vi bruger vel stort set første halvdel af livet på at finde nydelse og nydelser, og dernæst, om vi vil eller ej, den sidste halvdel til at finde og opleve mere negative følelser, - Dette er vel den generelle udvikling, at man bygger op og nyder livet, og senere at livet i sine begrænsninger tager meget fra en, hvilket risikerer at føre til en række negative følelser.

Enhver følelsesmæssig oplevelse er del af en proces der først lærer en at deltage i livet, og siden af finde erkendelsen af det man oplevede under livet. 
Nydelsen af noget godt spiseligt forsvinder jo ikke, ikke før vi forlader jorden igen. Men jeg tror at de fleste har spist noget godt sammen med mennesker de egentligt ikke bryder sig om, hvilket så virker undergravende for oplevelsen af nydelsen, det smager pludseligt ikke længere himmelsk, fordi man gennem hele oplevelsen er irriteret over de andre mennesker, eller noget andet i situationen.
Følelsesmæssige oplevelser kan spille mod hinanden, og på den måde bliver den ene trukket ned og den anden kommer til at herske.
Var maden ikke lige så lækker som den var før? Jo da, absolut, men da mit sjælsrum er fuldt af modarbejtende følelser, kan således den ellers skønne følelse forsvinde.
Som konsekvens kan jeg vælge at opleve frustrationen over tabet af den ellers skønne følelse, eller at se bort fra frustrationen. De første mange gange man oplever dette skylder man somregel blot det hele på den irriterende anden, som man forsøger at huske ikke skal deltage en anden gang! Det er dog et problem som på længere distance burde kalde på ens egen bevidste oplevelse af hele situationen (ånden).
For en ting er givet, og det er at alt som frustrerer mig, samtidigt er noget som tilhører mig, ment på den måde at jeg kommer til at opleve det igen og igen i livet, indtil at jeg har fundet en måde at leve med det på som forhåbendligt ikke gør mig alt for trist.
Hvad vi alle bevidst eller ej, betyder og gør mod hinanden, falder uanset hvad tilbage til en selv. Hvorfor bliver jeg så frustreret? Det er det egentlige spørgsmål, ihvertfald i den proces der hedder at lære at leve med sine følelser. Dette er meget konkret karma. 
I ungdommen er dette stort set umuligt, de fleste hænger fast i sine følelser og lever kun i forhold til følelserne, hvilket på en måde er rigtigt - at man skal lære sine følelser at kende - men senere vil livet aftvinge enhver at se om denne kan leve med dobbeltheden af modstræbende følelser i livet, og hvilken betydning det i så fald har.

Gennem livet kommer man unægteligt til at ændre sin smag for dette eller hint, og vigtigt i den sammenhæng er det at smagen kan ændres og at den gør det, det er en vigtig erkendelse. Følelser kan ændres og de gør det gennem livet. Følelser kan vende sig helt om og vise hen til at det som man ellers var begejstret for før, nu overhovedet ikke er vigtigt længere. 
Erkendensen af følelsens foranderlighed er en utroligt vigtig erkendelse. Det er vigtigt at vide at den del af sjælen som vi som mennesker i det meste af livet tillægger den største vægt kan forvandle sig totalt, at alt hvad vi føler kan forvandles og forandres. Vi er ikke vore følelser, fordi de jo kan forvandles, vi har følelser og de kan forvandles.
Hvad betyder det for mig?
Det betyder i allerhøjeste grad at jeg ikke kun behøver at erkende og forstå mig selv som den der føler dette eller hint.  Jeg er også den der betragter mine følelser. Og jo længere jeg kommer i denne proces, og jo klarere dette bliver for mig, jo tydeligere bliver dette, og jo mere indser jeg at jeg også er den der forstår at jeg ikke kun er mine følelser. Min evne til at erkende og forstå vinder kraft. Min ånd vinder kraft i forhold til mine umiddelbare følelser og behov.
Dette er den største erkendelse i livet, at jo mindre jeg hænger fast i at jeg skal føle dette eller hint for at alt skal være tilfredsstillende i livet, jo mere frihed vinder jeg til ikke kun at gøre det rigtige overfor mig selv, men også for mine omgivelser, jeg vinder evnen til at være forstående og givende, istedet for at leve i at være uforstående og krævende. 
Kan man helt komme over sine behov og sine følelser?
Her tror jeg at man skal passe på, de kan nemlig sagtens forklæde sig, og give sig udtryk i andre sammenhænge, og udstille sine krav der også, men på en måde man selv i første omgang ikke er bevidst om, dette er på den ene side helt traditionel psykologi, men ikke desto mindre rigtigt, og jeg tror at vi alle kender den oplevelse, at man pludseligt "vågner" og indser at man er blivet "begærende og krævende" på et område man ellers ikke selv vidste at man var. Det stiller igen ens lavere væsen i perspektiv, og åndens opgave består i først at erkende det, og siden langsomt forvandle det, hvordan skal man ellers blive herre i eget hus?
Nu er det ikke detsamme som at man skal undertrykke al lyst og begejstring i sit liv, man skal bare med tiden lære at have det med i livet på en positiv måde, og ikke at det kommer til udtryk i negativitet over sine medmennesker. - Det er ihvertfald målet.
Begejstringen kan man jo også have overfor kunst og musik, børn eller hyggelige stunder med gode mennesker.

Er der noget der står overfor begejstringen?
Vi skal alle dø, og hvis vi tror det Steiner har skrevet op døden, så kommer selve vore følelser kun med os til en vis grænse, derefter kommer vi til at aflægge os disse. 
For den der hænger fast i sine følelser og begær bliver det en større kamp end for den der hænger mindre fast i disse, fordi følelserne helt enkelt ikke kan komme med os op i den højere åndelige verden.
Steiner beskriver dette som kamaloka, det sted hvor vi gør to ting.
Et, vi giver afkald på alle de følelser og begær vi stadig har fra livet, det er ikke en smuk proces, fordi begæret selv i vores normale liv opleves som en form for "brændende begær", men jo mindre denne brand gløder i en, jo mindre har man at slås med i kamaloka.
To, vi betaler af på det vi har forskyldt os mod andre, og det på den måde at vi oplever den følelse de havde i sig, da vi gjorde noget forkasteligt overfor dem. - Problemet her er kun at vi i det jordiske liv kan abstrahere fra ubehaget, hvis vi synes det er for ubehageligt, det kan vi ikke i kamaloka, her brænder det sig igennem, indtil oplevesen har givet os det fulde ubehag som vi har udsat vor omverden for... Dette er altsammen beskrevet klokkeklart hos Steiner

Der er en meget lang vej, det er en lang proces fra vi starter livet, forhåbentligt nydende, til at vi begynder at opfatte den personlige nydelse som sekundær, til at vi lærer at se bort fra den personlige nydelse, for istedetfor at leve for at hjælpe andre mennesker som det væsentlige, den egentlige skabelse i det sociale, hvor ånden, opbygget gennem livets erkendelser og møder med det begrænsede i at være menneske viser sit egentlige væsen, i at hjælpe, støtte og sætte rammer for de næste generationer, således at disse også kan finde frem til ånden gennem følelsens jungler.

Sjælens indhold ifølge Steiner

Nu da jeg sidste gang forsøgte at fremstille følelse, tanke og impulser (vilje) som sjælens domæner, vil jeg her tale om sjælens indhold.

For når vi en gang oplever at vore følelser spiller så stor en rolle i vore liv, da bliver vi også klar over at det vil forblive et centralt thema i vore liv. Og derfor forbringer mange også netop livet med at blive mættet på det område.

Sjælens søgen efter mættelse starter med en sukkerholdig drik og fortsætter gennem alskens nydelser af mad hele vejen over partnerskaberne til kunsten - og til det religiøse. Jo, der kan man også finde nydelse/behag, og da det er i mit sjælsrum jeg oplever nydelsen skaber hver og en af os en række nydelser som på den ene side er dybt individuelle, som vi jo er, over til også at relatere til vores kultur og vore gener.

Det som kan være forvirrende er at oplevelsen af et smukt stykke musik også er en sjælslig oplevelse, en nydelse, ligesom oplevelsen af billedkunst, og i øvrigt alle andre kunstarter. Dette er ikke detsamme som at sige at kunsten kun er nydelse, men at den kan vække den oplevelse hos enhver af os, hvis den rammer individet med dens indhold.

Der er dog en kæmpe forskel på at opleve nydelsen i et stykke kunst og det at opleve nydelse i et stykke chokolade. For det første er mediet to vidt forskellige ting. Et stykke chokolade er ret fysisk.
Oplevelsen af feks et stykke musik er på sin vis en ikke fysisk oplevelse, da det er indholdet af musikken man forholder sig til, altså det sjælelige der udtrykkes i musikken. Begge ting opleveles i ens sjælerum, sjælen bevæges af begge ting, begge oplevelser er nydelse.
Som Steiner beskriver i bogen "Teosofi" er det ret klart at Hele den følelsesmæssige side af sjælsrummet i første omgang slet ikke stiller spørgsmålet til kvaliteten af det oplevede, men blot at det kan nydes. Og at denne følelsesmæssige side spænder mellem mere jordiske nydelser helt op til rent åndelige nydelser, jo man kan også nyde forholdet til det åndelige, feks i forhold til at nyde sin deltagelse i en gudstjeneste, eller at nyde en smuk spirituel tekst/bibellæsning.
Det interessante er dog at Steiner samtidigt gør opmærksom på at alle disse følelser jo efter døden skal "aflægges", og at der i princip ikke er nogle følelser der i forhold til karma ikke skal aflægges, det skal de alle, men at vi alle tror at fine følelser er ånd og derfor noget vi skal søge i højere grad end nydelsen af chokolade. Det er sandt at vi skal søge det finere, men ikke for nydelsens skyld, for den skal stadig aflægges når vi en dag takker af, vi skal søge det sande, det gode og det skønne i oplevelsen, ikke som nydelse, men som iagtagelse. Al nydelse, siger Steiner, "aflægges efter besøget".
Oplevelsen af det sande, det gode og det skønne er skridtet over nydelsen og dermed skridtet op i et åndeligt niveau. Den der med ånden tager vi senere.
Nydelsen, sjælerummets følelsesmæssige oplevelser er nødvendige for at leve som menneske og for at komme ind i en iagtagelse af følelsens kvaliteter, og kan derfor ikke springes over i den menneskelige udvikling.

Hvad kan vi lære af tanke og vilje ud af sjælens rum?
Som beskrevet sidste uge danner vi vore tanker - i første omgang - i forhold til den oplevelse af verden vi har individuelt. Det er ikke detsamme som at tanken kun er individuel, men da vi vokser ind i et vist karmaforløb, så begrænses vore tanker somregel af en vist struktur, i forhold til karma, til vore kommende opgaver, og somregel stiller vores karma den opgave at vi bliver udfordrede og gennem mange udfordringer lærer at forstå noget vi ikke forstod før, og vore evne til at tænke og forstå ændres, bliver mere objektiv, penetrerer mere ind i virkeligheden, som den står i al sin ubehagelighed, hvis vi taler karma.
Nogle gange vil vi helt enkelt ikke forstå noget der for andre er elkelt og åbenlyst, vore følelser og umiddelbare fornemmelser understøtter en vis måde at se verden på, og vore idealer kan også til dels blænde os således at vi ikke forholder os til virkeligheden, men kun den del af virkeligheden som vi har lyst til at deltage i.
Således kan vi mange gange blive ved at slå hovederne mod mure, fordi vi nægter at indse at virkeligeheden er anderledes end vi vil have, indtil vi - ofte gennem lidelse - finder ud af at vi bliver nødt til at forholde vore tanker til virkeligheden, og at dette skridt samtidigt er skridtet til forståelse af virkeligheden og derfor samtidigt ophøjelsen af os selv til mere åndelige væsener, fra sjæl til ånd. Fra definition udfra vore karmiske baggrund til befrielse gennem erkendelse og forståelse - op til ånd.

Viljen, impulsen, er den der viser vejen vi går ind i livet. Den er generelt ubevidst, dog bliver den mere bevidst jo mere vi vågner i forhold til vort personlige karma. Hvorfor slår jeg hele tiden hovedet ind i væggen, hvorfor gør det altid ondt? Fordi verden har sine begrænsninger, og fordi jeg ubevidst ledes til at møde mine begrænsninger, for gennem mødet at finde forståelsen omend somregel gennem smerte.
Samtidigt ledes jeg også til at finde mine interesser i livet, det jeg er begejstret for, det jeg kommer til at få muligheden til at elske i livet, mit eventuelle job, min eventuelle partner. Viljen leder os alle ubevidst ind i livet på godt og ondt, det er en karma viser, en karma fortæller, en irriterenden ven der viser vejen, også selvom vi er tilfredse med det vi har og er lige nu.

Jeg skal forsøge af uddybe nogle af disse tanker yderligere i følgende tekster... Men sig hvis du har et spørgsmål i forhold til dette, så skal jeg se om jeg kan svare.

Sjæl og sjælerummet hos Steiner

Efter ønske fra Svend Erik Ibsen Houlberg

Hvad er så sjælen, hvis man skal definere den. 

Sjælen er det enkelte menneskes eget rum hvori individet oplever sin version af verden. Derfor er det for mig mere passende at kalde det sjælerummet.
Jeg forsøgte i forrige indlæg at beskrive forskellen mellem bevidstheden og sjælen (sjælerummet), men var nok ikke præcis nok.
Meget kort sammenfattet ser jeg begreberne Bevidsthed, jeg og ånd, som det der har med tanken om, overblikket over, sjælerummet. Som skridtet "over". - for klart at adskille sjælerummet fra dette.
Steiner redegør for hvordan følelse, vilje (impulser) og tanker udgør indholdet for individets sjælerum.
Jeg oplever min verden, og dermed mit sjælsrum, som de følelser jeg lever med, de impulser som vedblivende giver mig retning, og de tanker som jeg i første omgang oplever som nogle der helt enkelt går igennem mig og siden forsvinder.
Sjælen indbefatter så det jeg selv umiddelbart lever i, mit sjælerum, det der gør at vi oplever at leve i hver sin verden, fordi vi rent faktuelt oplever verden forskelligt. Og jo mere det har med individets følelser at gøre, jo mere klart er dette fænomen.
Vores følelsesverden er netop i allerhøjeste grad forskellig, i den grad at den ene kan opleve ulykke og forfærdelse over noget den anden oplever begejstring over, her kan man ikke sige andet end at vi lever i hver sin verden..
Følelseselementet er det er i yngre alder er det tydeligste element i sjælsrummet.
Impulserne (ubevidst vilje) som vi alle i mindre eller højere grad ligger under for har samme tendens. de styrer os og er i allerhøjeste grad individuelle. Den ene oplever en impuls i sig føre sig til at blive musiker, den anden kan ikke håndtere sine impulser og bliver kriminel eller afhængig. Det er impulser der styrer og som tager det meste af livet at komme til et overblik over, og lige så langt at begynde at kunne håndtere, så at de ikke er dem der altid bestemmer, men at personen har greb om dem.
Hvorfor tager Steiner tankerne med i  beskrivelsen af sjælerummet? Fordi vi oplever dem som vores helt egne, noget som vi fejlagtigt tror at andre mennesker overhovedet ikke kan opleve/tænke på samme måde, indtil vi senere i livet finder ud af at tankerne ikke er så forskellige endda, men at vi blot ikke tidligere forstod det. Er vi heldige at finde en sjæleven, så er det somregel en der kan forstå vore tanker om det vi føler.
Ofte har vi mange tanker om det vi oplever som "trauma" i livet, altså de ting som tynger os negativt, og har en række tanker i forhold til det som forsvarer og beskytter os mod den negative oplevelse. Vi bygger et helt slot af tanker omkring dette for at forsvare os og på den måde bliver vi meget personlige i vores tankeliv, faktuelt spiller tanken sig igen og igen som var det en gammel pladespiller der kørte i en rille. - Her er tanken fast i et meget individuelt forhold helt koncentreret omkring mit personlige liv og karma.
For sjælsrummet bliver tanken ofte en gentagelsesmaskine, mens tanken ikke kun er lavet til det, men også har andre formål. Blot for at klargøre hvad tanken laver i sjælsrummet.

Jeg håber at dette giver et klarere billede af hvad sjælsrummet er for individet.

Klart er det at sjælsrummet er noget vi i ungdommen sidder hjælpeløst fast i. Vi agerer en række følelser, impulser og tanker ud som var vi selv den ridsede plade på pladespilleren. Vi kan generelt ikke andet og mere, og det tager en del år inden vi begynder at tage bevidsthedens standpunkt overfor det vi oplever i vort sjælsrum.
Ofte hænger det sammen med når vi begynder at spørge om "hvorfor" det ene og det andet er så ubehagelivt, irriterende, frastødende" i livet.. Først der opstår behovet for og evnen til at tage afstand til indholdet.
Og derfra går en lang proces mod at lære at håndtere det der udspiller sig, men nu på en bevidst måde, og ikke blot i automatismer. Her kastes vi fra den ene side til den anden, mellem den ene vi ikke bryder os om og det andet som heller ikke er bedre, mens vi langsomt indser at det er livets betingelse, i samme øjeblik som vi "vågner", at befinde os i denne ubehagelige situation.

Det væsen der vågner er hos Steiner beskrevet som "jeget", eller "menneskeånden" - idag i vores moderne forståelsesramme kaldes det bevidstheden.
Da Steiner var meget præcis og opfattede det som vigtigt at man beskrev alt hvad som findes så eksakt som muligt var det for ham nødvendigt at beskrive hele dette "spil" fra flere vinkler af, og det kan gøre det meget svært at forstå. Hovedsagen er trods alt stadigt at man gør forsøget på at forstå dette, medtagende så meget som muligt.

Fra andre perspektiver er ånd, jeg og bevidsthed ikke detsamme, men det er et andet problem, det tager vi en anden gang.

Sjæl og bevidsthed, en moderne spekulation - Om Steiners "Teosofi"

Jo, Steiner har skrevet meget om sjælen, rigtigt meget.
Kan man komme sig frem til et samlet billede, en klar egen oplevelse og forståelse af hvad sjælen er - og hvad ville det kræve?
Det ville kræve en objektivitet i forhold til den.
En objektivitet og nogle begrænsninger - vinkler at se og forstå den indenfor.

Er der et objektivt punkt hvorfra man kan betragte sjælen?
Hvis vi skal tage Steiner for gode varer taler han altid om tanken, følelsen og viljen når han starter på at definere hvad det er der finder sted for individet, i individets sjælerum.
....
En vigtig skillelinie er den mellem det bevidstheden deltager i og det sjælen deltager i.
Alt jeg iagtager i mit liv, være sig ser, hører, sanser, føler ude i verden og inde i migselv iagtager jeg, altså det er noget jeg betragter med min bevidsthed, hvis vi tør bruge dette begreb.
Steiner bruger ikke begrebet sådan, men de 100 år mellem ham og os giver os idag et andet sprogbrug og bevidsthed er for flere mennesker idag lettere at forholde sig til. (håber jeg)
Alt jeg er bevidst om, alt hvad jeg på noget niveau iagtager, i mig udenfor mig, min tanker, følelser, det er i min bevidstheds område, min bevidstheds rum.
Jeg tog tanken med fordi vi også kan være bevidste om at vi tænker, mange er ikke, men vi kan, altså tilhører det også området for bevidstheden.
Steiner bruger generelt begrebet "Jeg" om denne ide/position, men "jeget" er mere end bevidsthed, det må jeg komme tilbage til i en senere tekst.

Hvorfor så forskel mellem sjæl og bevidsthed?
Hvis det hele alligevel er noget jeg oplever, hvorfor er der så forskel?
Vi alle oplever verden, men er alle byggede forskelligt, har haft forskellige liv, har udviklet os forskelligt. Vi kommer til gennem livet at opleve verden vidt forskelligt, og hvor man feks i NLP gør et tappert forsøg på at adskille tingene, følelser, sansninger, tanker - netop fordi at vi sjælsligt kan være for fangede i negative tanker - så viser det hen til at vi kan komme over det personligt sjælslige i forhold til alle mulige "fejliagtagelser", fejlslutninger, "følelser af at være fanget sjælsligt" eller slet og ret trauma i klassisk forstand. - Og at der udenfor det personlige karma findes en verden der i første hånd er "ligeglad", men som i at vi visserlig slår os på den, men samtidigt at den i sig er objektiv, at verden er som vi er, uanset hvor traumatiserede vi har været af den, men at vi med tiden kan komme ud af det, og verden står der stadig,
Jeg kan være fanget af alt mit personligt sjælslige, mit karma, tanker, følelser og viljesimpulser der styrer mig, men jeg kan også forløses fra dette og udenfor står der stadig alle de elementer som jeg var fanget af, dog nu, er de ikke længere farlige for mig. - Jeg er blevet verdensnær, og kommer mere ud af min egen fangenskab i det "alt for sjælslige" (smerten ved tanker, følelser osv), og ud i en virkelighed hvor jeg blot er, og som ikke længere er smertelig for mig.
Sjælens rum bliver på den måde virkeligt et karmaområde, noget der skal gennemleves, gennemkæmpes, gennemlides, såvel på tankeområdet som i følelser og impulser (vilje).
Jeg kan bevidst iagtage verden og den kan stå udenfor mig, men min sjæl kan jeg ikke løbe fra.
Min tanke kan være fanget af spinnerier og forståelser der er forkerte og fører til problemer, istedet for at løse dem, det tilhører også min sjæl, da tanken i sig ikke er forkert, den er altid objektiv, men det jeg tænker er ført og forledt for at beskytte den måde jeg oplever min verden på, for at beskytte mig, mine behov og følelser. (Klassisk forstået sekundære gevinster)
Det er mit karma, mit sjælslige rum der fører mine tanker til at stoppe før sandheden. Men udenfor min sjælslighed lever tanken i sig uafhængigt, og først når man vælger at se på det med klarhed, vælger at stille sig "over sigselv", over sine egne begrænsninger, bevæger man sig i første omgang ud over sjælen. Dermed forsvinder sjælen ikke, men den forvandles med tiden.
Bevidstheden kan se tankerne, se at de "nok er rigtige", man kan forstå verden teoretisk, og på meget højt niveau, men det er ikke detsamme som at sjælen kan frigøre sig fra dens karma, dens laster og selv frigøre sig fra det der forhindrer den i at komme videre i forhold til sin udvikling.
...
Tager vi tanke, følelse og vilje udfra Steiners teorier så er sjælen fyldt af disse impulser, agendaer og kvaliteter. Vi kan til og med iagtage at det er sådan (bevidstheden hævet over sjælens impulser).
Tanken har den specielle evne at den kan beskrive og fastholde alt hvad der udspiller sig, måske til og med fra forskellige vinkler, måske har man lært at tænke i forskellige teorier, det har de fleste der har studeret, på den måde hæver den sig over, men er ikke nødvendigvis sand. Sand bliver den først når det hele hænger rigtigt sammen, og den kvalitet, evnen til at se hvornår det sker, den ligger hos bevidstheden.
Oplevelsen af at "det stemmer" beskriver Steiner mere som en "indre fornemmelse" end som en, i første hånd gennemtænkt teori. Dog beskriver steiner at verden nu faktisk er EN og at tankernes verden i sig er "ren", indtil vi forbryder os mod den, så vores opgave består i at klarlægge tanken fra vores egne mistolkninger. At noget er sandt er oplevelsesmæssigt en indre kvalitet, noget man fornemmer, noget der giver en selv oplevesen af at der findes noget der er højere end mig, end mine tanker, end mine private teorier. - Og denne oplevelse er en moralsk oplevelse hos Steiner, hvem kan være uenig i det.
Jo mere moralsk kvalitet der gennemgår mine tanker og forestillinger, jo mere har jeg med tiden muligheden for at hæve mig over min sjælslige "fangenskab".
...
Altså har vi en bevidsthed der iagtager sin sjæls fangeskab, en bevidsthed der kan kæmpe for at opleve det sande som moralsk kvalitet, der videre vil styrke sjælen i dens kamp. En bevidsthed der gennem hele livet stiller spørgsmål til sjælens "mærkelige beslutninger", til sjælens stadige forsøg på at følge dens forfald, følge dens impulser, fejlagtige tanker og behov for at udleve følelser, selvom den ved at det er for en kort frist. En kamp der objektivt er en kamp mellem Højnelse/moralitet og forfald.
Dette handler ikke om moralen i dette, men blot om at det er sandt, at verden er så. Derfra vælger enhver selv hvordan denne vil leve dette.
Det kalder vi frihed, selvom det rigtigere ville være at kalde det moralske det frie, men det gør vi ikke i denne vores moderne verden. - Generelt lader vi sjælen vælge og ikke bevidstheden.
Og set fra denne vinkel bliver det klart at begrebet bevidsthed, "Jeg" hos Steiner, er detsamme som vi kaldte ånd, dengang man måtte bruge sådanne begreber i danmark.

Det vi ikke kan forstå - Om indsigtens begrænsning hos Steiner

!Det forstår jeg ikke" er vel en helt normal sætning, nogle bruger den faktisk til at demonstrere at det modparten i en diskussion siger noget der er dumt eller mærkeligt, noget denne burde skamme sig over! - Men normalt bruger vi den jo for at markere at vi ikke kan forbinde de tanker og visioner som vores modpart forsøger at opstille..

Er der noget vi ikke kan forstå? Findes der virkeligt noget som vi absolut ikke kan forstå?

Vi lever ellers i en tid hvor det synes at være det vigtigste at vise alle de ting vi faktisk kan forstå. Og det gælder fremfor alt de svære temaer omkring psykologien, coaching, selvhjælp, nyreligiøsitet, spiritualitet osv. Alle disse eksperter forklarer os alt, eller det kan man ihvertfald hurtigt komme til at tænke... Dårligt gør de det ihvertfald ikke. Vi kan få forklaret hvorfor vi lider af alle verdens sygdomme (karma), hvorfor vi mentalt/psykisk har det skidt. Hvad vi skal gøre for at få det bedre, og udvikle os selv, i ca 114 forskellige retninger og med ligeså mange årsagsforklaringer.
Er det skidt? Nej, det er fantastiske, fantastisk at nogen i det mindste prøver at finde årsagerne, at forklare den reelle verden som vi lever i i sin mangfoldighed.
Det er en gave at der findes så mange svar og muligheder på alt hvad sjælen begærer at få svar på, fordi vi er forskellige og skal være det.

"Jeg forstår ikke hvad eller hvem Gud er" svarede en ven mig på spørgsmålet om der var noget som vi ikke forstår...
Jeg forstår ham godt, det er et ufatteligt stort spørgsmål. Tusinder af professorer har forsøgt at give klare svar på hvad vi måtte og burde forestille os om dette. De er stort set aldrig enige, ikke kun fordi de har hver deres ideologiske baggrund, hver deres måde at formulere deres forståelsesrammer hver deres favoritforestillinger...
Vi opnår i en debat højest tilnærmelser på svaret på sådan et spørgsmål, men heldigvis er debatten ikke målet selv, men istedet den egne oplevelse af hvordan dette kan forstås.
Alt der har med den åndelige verden at gøre kan kun "frames", vi kan kun tilnærme os svaret, oplevelsen af hvorvidt dette stemmer og er rigtigt kan kun den enkelte opleve. - Men her ligger også en vigtig pointe, for kun hvis den enkelte forsøger selv at finde svaret, og har modet til at fortsætte kampen mod sine egne fejl-konklusioner, misforståede koncepter - tage opgøret med for hurtigt konkluderede fejlslutninger har den enkelte en mulighed for at nå over og forbi den ydre ramme af svaret, og ind til et egentligt sandt, en konklusion udfra en sandhedsoplevelse, en oplevelse af at "det stemmer".
Pas på. Her er mange fanatikere røget gennem gulvet og havnet i fanatisme og ekstrem ensidighed. Mange sekter er bygget på noget der var sandt, og som virkeligt var sandt og oplevet som sandt og for gud også sandt, men som mennesker ikke kan leve i, fordi det blev for ensidigt og ekstremt, og helt enkelt ikke til at trække vejret i for den enkelte der valgte at følge fanatikeren, istedet for selv at finde sandheden. - For at sige det som det er, så er der mange sandheder som alle har sin rette hylde i den samlede pakke af sandheder, og fanatikeren der kun fandt og ser den ene, begår ofte overgreb mod alle de andre...
Det er sandt at oplevelsen af sandheden findes i den enkelte, hvor skulle den ellers findes? Det er rigtigt at den er forbundet med en enorm fare - helt uden tvivl. Derfor er det så vigtigt altid at stå på en solid grund, såvel i tanke som i følelse, og her er det så, og netop af den grund - at Steiner giver de grundliggende øvelser til enhver der vil forsøge sig på at finde svar i forhold til den åndelige verden, den verden som ligger bag den umiddelbart synlige.
Derfor laver antroposoffer de seks "nebenübungen", for at være sikre på ikke at blive "for anstrengende overfor sine omgivelser", på trods af at man har set noget der er sandt - og virkeligt har set og forstået det rigtigt, men fordi man kun har set en del af helheden.
Øvelserne består såvel i at forme og bevare sin tankes klarhed og elasticitet, som sine følelsers rummelighed og fylde - og ikke mindst sin viljesstyrke og udholdenhed over tid - for ikke at havne i ekstremisme, blot fordi man kom til at lyfte låget til en anden verden for en kort stund.

Der er ikke noget vi ikke kan forstå, men som menneskehed er vi verdensmestre i at stå i vejen for osselv og for at bevare roen i forhold til de store perspektiver, som vi ser dem hos Steiner- her ligger opgaven og det i væsentligt højere grad end i noget andet.

Steiner og kristendommen

 I vores humanistiske tid kan det for mange mennesker være svært at at forholde sig til kristendommen, den er jo også konsekvent blevet latterliggjort og forsøgt udstillet som tåbernes religion. Det er den ikke.

Kristendommen er fyldt af mytologisk realitet, arketypiske mytologier, som Jung nok ville have formuleret det, og det er naturligvis for det første let at latterliggøre, hvis man tager det konkret, og 2 temmeligt svært at forstå at sådanne ting er reelle, specielt hvis man befinder sig i et socialistisk korstog, og det er jo det som vores tid har været fyldt af siden Marx - som i øvrigt selv havde sin egen mytologi, men den er der ikke mange der har forsøgt at kompromittere på samme vis.

Kristendommen er fikseret omkring et menneske, en person, som selvom han var menneske alligevel var fyldt af det guddommelige, altså stort set modsat det vi somregel oplever os selv fyldt af.

Kampen i det enkelte individ, mellem det personlige moralske og de personlige begær og forfald er i højeste grad stadig relevant idag, hvilket fører til at enhver der oplever denne kamp i sig jo enten kan forsøge at finde sin egen religion (new age og post new age), og det er jo det de fleste i norden forsøger at gøre idag, eller også at finde ud af hvad der nu var af moralske kvaliteter i vore tidligere religioner - det er nok mere en mangelvare idag.

Er der stadig nogen der af sigselv læser bibelen?

Er der stadig nogen der forsøger at forstå hvad det var jesus kristus var og hvad han ville og gjorde? Eller rækker det at vi har en masse forestillinger fra "gamle dage" som vi forsøger at kigge lidt på indimellem, eller er der her en opgave som ligger og venter på enhver der vil se mennesket udspændt mellem et moralsk væsen der i det mindste forsøger at forstå sin egen situation, kæmpende for ikke at forfalde til sig egen manglende moralitet - Og mennesket der lever i sin umoralitet, uden at være sig bevidst om hvad dette har som konsekvenser, og måske også være imod at se på det umoralske som en realitet. - Det er jo nok mest der vi befinder os idag.

Det moralske har konsekvenser, det mærker vi før eller senere i livet - alle. Vi alle har punkter i livet hvor vi vender tilbage og spørger os selv, eller en god ven, hvorfor gjorde jeg det? Hvordan kunne jeg gøre det. Vist går der mange gange mange år før vi indser at vi har haft en destruktiv indflydelse på vores medmennesker, men det kommer alligevel for de fleste af os. - Nogle nøjes med at kaste dette væk fra sig og forkynde en anden religion#, ved at sige at "Det var hans eller hendes egen skyld". Men det kan aldrig være pointen, fordi Jesus klart lærer os at vi selv er ansvarlige for det vi gør mod andre mennesker. (#Nihilismen)

Det onde er på samme måde en realitet, det burde ikke være til at se bort fra, hvis man bare har læst en brøkdel af vores historie sidste århundrede, så ved man i hvor høj grad det onde har regeret i menneskeheden, hvor mange mennesker det har ødelagt og dræbt, og hvor lidt vi har lært af det, hvilket jo er en vigtig del for det onde, at sørge for at vi glemmer at det er til. Vi er selv nødt til at huske at det onde eksisterer, også som ideer der florerer rundt mellem os, og det er somregel her at det bliver svært...

Steiner beskriver en verden der er bag denne vores fysiske verden, han beskriver hvordan denne interagerer med vores fysiske verden, og hvordan vi kan komme til at forstå disse sammenhænge (Hvordan opnår man erkendelse af den åndelige verden). _Udfra det alene er det klart at han befatter sig med samtlige religioner der har haft sin historiske plads, hvordan man kan forstå dem udfra og i forhold til den tid vi lever i nu, og hvilken rolle de udspiller i vores tid og for vores menneskehed.

Kristendommen kan aldrig være en tvang, det er absurd, det kan man sige sig selv. Det har Steiner klartgjort fra begyndelsen af, da han selv kom til en erkendelse af at denne beskriver det helt centrale af den åndelige verden, nemlig at kristus som Gud steg ned på jorden og blev den gud der idag lever her blandt menneskene.

Det i tegnefilm morsomt fremstillede dilemma mellem en forførerisk lille djævel versus en lille engel der sidder og hvisker en noget i ørene, noget som man skal handle efter - det er helt konkret, også her findes jesus, helt konkret. Han findes i enhver af os i ethvert dilemme i livet. Han vandrer med når vi elsker og når vi sørger eller er ensomme, han er virkeligt og konkret her.

Pointen for Steiner er ikke hvorvidt man kan opleve at han er der, for det kommer automatisk jo mere man forsøger at forbinde sig med det gode, det moralske, sandheden og kærligheden - at man oplever at det har en reel karakter. Pointen for Steiner var at fortælle om den centrale skikkelse i verdensudviklingen, den skikkelse som oppebærer hele verdensvisdommen og som lærer os om kærlighedens væsen og lever i kærligheden i enhver af os. 

Det var Steiners pointe, at kristendommen ikke er en religion mellem alle de andre religioner, at kristus ikke var en religiøs figur som de andre, men at kristus var en virkelighed som han kunne se i den åndelige verden, og at denne virkelighed var blevet den åndelige verdens centrale punkt, og oppebærer af al visdom som således blev tilgængelig gennem et personligt forhold til kristus.

At bibelens historier viser hen til den største visdom og evne til at elske på trods af, kan man hurtigt forstå, hvis man vil. Men Steiner redegør i rundt regnet 1 af 6 foredrag (ca 1000 foredrag) han holder om hvad det er og hvordan man kan forstå det, det er det nye, og det svære. 

Så kristendommen er ikke kun en historie fra for 2000 år siden, nej det er en historie der udspiller sig idag i hvert menneskes hjerte og tænkning. Alle de dramaer og arketypiske forhold vi forsøger at forstå, kan forstås gennem kristendommen, fordi kristus blev den åndelige verdens centrum. Steiner siger ikke at det er let, det er det aldrig, men det er muligt. For som han siger i "hvordan opnår man erkendelse af den højere verden", så kan man ikke forvente sig at komme til den indsigt i den åndelige verdens virkelighed, uden at kæmpe med disse problemer i sit hjerte, nogle gange gennem et helt liv.

Og det er måske pointen i den verdslige kristendom, at man ikke kommer til visdom om livet uden at have hjertet med. Mindre klart for en verdslig forståelse er det at man heller ikke kommer til visdom uden at have tanken med, men det er stadig sandt. Man skal til bunden af begge realiteter for at finde svarene, svarene til de mytologiske forestillinger som Jesus står midt i sit liv for 2000 år siden, og som siden da lever iblandt os, hvis vi forbinder os med dem.

Ps:

Det bør siges at Steiner i sin ungdom var stiv modstander af kristendommen, og først da han forstod den kosmiske konsekvens af denne blev overbevist af dens vigtighed og centrale punkt i verdens-virkeligheden.

Det der med kærligheden og Steiner..

Hvorfor kan et menneske elske to forskellige?
Hvorfor kan et menneske elske og hade en person på samme tid?
Det er helt normalt, og Steiner kan sikkert ogsaa forklare det. Men vi behöver denne gang ikke engang Steiner.
Alligevel tager jeg gerne den gamles ideer i brug.
Der er en reflektion over kärligheden selv, at den er sit eget väsen, og at den har sine egne regler.
Paulus taler om den i sine breve, det er yderst mystisk hvad han siger. Men han nævner ikke med et ord det som vi som normalt tænker er kærlighed, nemlig begær, drømme, ekstase, sensuel sammenflyden... intet af det er for ham relevant ifht det han kalder kærlighed.
For ham er kærligheden mindre jordisk, og stiller derfor krav om en vis overjordiskhed i sit agerende, som de fleste af os ikke evner, og aldrig kommer til.
Det er mest dette Steiner taler om, men ogsaa kærligheden til kunsten, til det skønne, til idealerne..
Oven i det kommer at vi samtidigt er mennesker, og alt for vel drømmer om ekstasen, at flyde sammen, at være det eneste forelskede væsen.
Vi eksisterer virkeligt på to forskellige niveauer, og det kan være yderst ubehageligt at opleve dette, at man maaske aldrig rigtigt kan forstå hinanden, fordi man lever udfra forskellige måder at opleve verden paa. Dette sidste kommer helt enkelt igennem kønnet, at det ogsaa har sine regler og tendenser, at vi som par slås med at forstaa hinanden igennem tre forskellige verdener, og at det er så bliver ikke bedre af at vi først lærer at gennemskue disse med alderen, at vi ikke selv forstår os selv, eller hinanden, selvom vi gerne ville, men først og fremmest at vi overhovedet ikke forstår os selv, uden en lang og sej kamp - og for at gøre dette endnu værre, så at falder forskelligt for hvert individ. Nogle lærer helt enkelt ikke at forstå hvad det er der sker i demselv og sådan forbliver det.

Men til en start hjælper det lidt at indse at man både er et fysisk og åndeligt væsen, til det nedre hører hele begærsverdenen, til det øvre, det som paulus taler om, dette ophøjede væsentlige som vi bliver en del i hvis vi følger hans "regler" - velvidende om at dette ikke handler om regler, men om indse at vi som mennesker helt enkelt fungerer på den måde. - om vi kan li det eller ej...

Kærligheden

 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.  For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,  men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.  Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.  Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

I denne form taler Paulus om kærligheden som er mellem alle mennesker, forældre til børn, familier, venner, og måske til og med til ens arbejde, men at denne kærlighed kun kan eksistere hvis man indser kærlighedens sande væsen, som Paulus beskriver.

Men hvis kærligheden skal eksistere mellem mand og kvinde, så er det under samme forhold, for selvom vi kan begære hinanden meget længe, og nogle er så heldige at kunne det hele livet, så stiller kærligheden før eller siden spørgsmålet om at virkeligt have set kærligheden som den nu engang virkeligt er, eller om man lyver for sig selv., og på den måde ikke elsker, selvom man tappert forsøger.

I sidste ende kommer man til en grænse, og der må man spørge sig selv om man virkeligt vil indse hvorfor man valgte kærligheden fra, for i sidste ende kan kun den totale ærlighed overfor ens eget virkelige væsen stille ens kærlighedsløse valg frem, som man har valgt gennem livet, og i visse tilfælde har besluttet før livet. - Ja, karmas veje taler også tydeligt her. - Det var virkeligt det jeg besluttede mig for at mit liv skulle være, også selvom jeg ikke kan lide det, eller i det mindste er voldsomt utilfreds med det.

Jeget hos Steiner

Hvad er jeget for noget?
Vi udtaler det med største klarhed omkring os selv når vil skal ned og hente mælk, eller på arbejde, "jeg går nu", siger vi alle.
"Jeg har ikke tid nu".
"Jeg tænker lige over det".
"Jeg arbejder lige i haven".
"Jeg er til træning lige nu"
"Jeg føler lige efter".
"Jeg ser lige på noget"

Der er ingen ting som vi individuelt foretager os som vi ikke selv forbinder med os selv, det vi kalder "jeget". - Vi behøver ikke engang at tænke over det, det er automatisk.
Jeget er menneskets centrum.

Men hvad er jeget så?
Det helt store mysterium. For det er ikke selve sansningen, at jeg mærker mine muskler når jeg graver i jorden i haven.
Heller ikke de følelser der opstår når jeg ser på min smukke have.
Heller ikke mine forestillinger om hvordan haven skal se ud, selvom jeg oftest forbinder mine drømme om hvor smukt det skal blive med mig selv..
Det er i det hele taget det der for de fleste markerer deres selvopfattelse, deres opfattelse om hvem de er, det de drømmer om og ønsker.
Men det er stadig ikke jeget.

Mine tanker da? Der er vel ikke noget nærmere ved mig end mine tanker, "jeg tænker derfor er jeg", sagde jo Descartes?

Er jeg min tanke?
Det er tydeligt at vi indimellem ser såvel tanker som forestillinger glide forbi, som biler der kører forbi nede på vejen, de har til en del deres eget liv, de kører som de vil, også indimellem når man helst ville være fri.
Der er tanker som man har et stort ubehag ved, men som alligevel ikke forsvinder af den grund.
Andre tanker som er utroligt behagelige, er de mere mig?
Eller er tanken ikke helt enkelt noget der står udenfor mig, noget som jeg også kan bevæge, hvis de altså ikke bevæger mig?

Kan jeg overhovedet bevæge tanker eller bevæger de altid mig, hvordan ser man forskel?
Er tanken den samme hvis den glider forbi som panorama, eller hvis jeg selv vælger at tænke den?
Jeg kan vælge at tænke på noget jeg selv vil tænke.
Tag noget enkelt, som at forsøge at lære sig en ligning. Jeg sætter mig for at følge de tanker som min lærer viser mig, derefter udfører jeg selv frit de tanker som ligger til grund for øvelsen. Nu tænker jeg selv udfra mit eget valg, og jeg styrer selv tanken.
Altså kan tanken både være fri, og på andre tidspunkter nogle der blot "besøger mig", traverserer forbi.
At jeg kan vælge at tænke, og selv vælge mit tema, afgør at jeg står udenfor min tanke, og samtidigt kan vælge  at forbinde mig med den.
Jeget er altså heller ikke per definition min tanke. - Det er over tanken.

Altså er jeget "frit svævende" over alt jeg sanser, føler, tænker, men kan gribe ind i alle disse riger, og gør det konstant.
De fleste af os overvejer ikke engang at det er så, men vi er ikke kun forbundne med visse tanker følelser og sansninger, mange af disse fanger os, er på mange måder tvingende overfor os, tvinger os til at leve på en speciel måde, og opleve verden på en given måde.
Alt det som på denne måde er "givet" det er karma. Det er det vi har valgt at leve i forhold til i dette liv, om vi kan lide det eller ej.
Jo mere vi gennem tiden, gennem livet, lærer at hæve os over disse givne realiteter, vores karma, forbedre os, blive mindre afhængige, jo mere frie bliver vi, og jo mindre er vi bundne af vore karmas negative sider, - og jo mere bliver vore tidligere problemer til muligheder.

 - Men hvis karma konstant tvinger mig til at relatere til en række realiteter der er centrale i mit liv, hvorigennem jeg lever mit karma og frigør mig fra det, er så ikke jeget helt afhængigt af karma for at blive sig selv? Jo mere jeg lever mit karma, både som mulighed og problem, jo mere bliver jeg til den jeg skal være, jeg bliver mere jeg.

Det er pointen i Steiners lære om at jeget skal gennemtrænge sine væsensled, astrallegeme (følelseslegeme), æterlegeme (livslegeme) og fysisk krop. - for først der bliver jeget egentligt det det skal, og til det frie åndelige væsen som er dets mål.

I sidste konsekvens udvikles jeget kun i mødet med dets karma. om vi kan li det eller ej.


Mere om jeget senere...



kommenter gerne, eller giv en "like" på FB, så at jeg ved om teksterne siger jer noget.

Karma hos Steiner

Steiner taler meget og gerne om reinkarnation og karma. Det er et centralt emne, ikke kun fordi det er et eller andet religiøst tema som interesserer ham, men fordi det er et centralt tema, hvis man vil forstå hvad det er der driver det enkelte individ, til hvad, hvorhen, på trods af.

En forståelse af mennesket der ikke indeholder ideen om karma og reinkarnation kommer til sine begrænsninger, fordi det enkelte menneskes historie og intentioner helt enkelt spænder sig over dets inkarnationsrække. Hvis vi tager Steiner alvorligt.

Psykologien brugte mange år på at forstå det ubevidste, Jung, Freud, Adler, Frankl søgte alle at forstå vores ubevidste, det som driver os den ene vej, og siden den anden vej, som driver folk til succes såvel som til katastrofe, til glæde og lykke i livet som til undergang og desperation.  Idag nøjes psykologien i højere grad med at se hvad man så kan gøre ved tingene, nu da de engang er som de er, en meget vigtig pointe - den kan man diskutere i evighed, men først når man overvejer at se tingene udfra et perspektiv af personligt karma, af personlig delagtighed i en åndelig verden, så har man måske bedre en mulighed for at forstå dybet af livet, i form af både lidelsen og glæden?

Hvad er det der ændrer sig ved en erkendelse af karma, versus en forståelse af hvor "jeg er lige nu" som jeg har hørt ofte i terapien? Oplevelsen af at tilhøre en verden der er større end mig selv. Lidelsen forbliver, smerten forbliver, glæden ligeså, problemerne også, men blikvinklen er en anden.
Der er en meget vigtig pointe i at forstå at jeg lige nu er her, kommer herfra, og at min lidelse har et personligt historisk perspektiv (barndom somregel), det er sandt at traumaet blev åbnet i barndommen - somregel. Men man kan ligeså godt sige at traumaet fandt sin form i denne tid, som det var forberedt i den åndelige verden som konsekvens af ens karma, og som mulighed for at genskabe det hele menneske, som vi alle stræber imod at blive i dette liv (bevidst eller ubevidst). Og hvis man følger Steiners ide her, så siger han jo klart at englene, ja alle hierakierne var med til at danne og udbygge det kommende livs karma for enhver af os, for at hjælpe os tilbage til at blive hele mennesker igen.

Pointen er at komme til oplevelsen af at englene virkeligt er her for os, de står lige bag køleskabet og hænger over indgangsdøren til vore alles hjem. Det religiøse perspektiv stiller altid lidelsen ind i et større perspektiv, et perspektiv der giver enhver muligheden i at leve i forhold til den religiøse virkelighed, englene, troen på at det jeg skaber i dette liv, omend det synes mig uendeligt småt, at det alligevel i et større perspektiv, ikke kun er nødvendigt, men også rigtigt og godt.
Det er meget få mennesker forundt at skabe en ny og bedre virkelighed for menneskeheden, at ændre historien til det bedre, at forvandle menneskeheden til noget smukkere og visere. Resten af os sidder med brødsmuler i hånden og undrer os over at "det var det".

Spørgsmålet er, og det er også det centrale hos Steiner, at det vi har at gøre godt med, at vi anvender det på bedste vis, for vores karma er lige her, lige her og nu, og der er ikke andet, - og dette er som det skal være, hvis vi husker at englene ser os over skulderen, når vi vel gør det bedste i enhver situation som vi kan. Steiner pointerer at det konkret er så.
Dette er ikke en mekanisme for at holde mennesker fast i noget usundt, at man skal nyde sin "slavetilværelse", nej, enhver situation i livet byder op til egenvurdering. Er jeg selv på det rette sted, kan jeg skabe noget godt her hvor jeg er? På trods af de kampe jeg har med mine medmennesker? Kan jeg forblive i dette håb, så at min gnist ikke forsvinder, mit ønske om at forbedre den verden jeg nu engang lever i?
Disse spørgsmål lever enhver af os konstant med, hvis vi altså føler nogen forpligtelse ifht vores eget karma, vores egen inkarnation i dette liv, vores livs skjulte agenda.
Det er i spændet mellem oplevelsen af håb og mulighed på den ene side, og tro på at englene viser vej, også i det små, måske mest af alt når vi ligger på bunden af vores eksistens, at ideen om en personligt engel giver mening, - En engel der er der for at hjælpe en på sin vej.

Steiner var ikke i tvivl om at livet kan være forfærdeligt, han gav alt fra bønner til meditationer til mennesker der stod midt i deres lidelse, til forældre til døde soldater under krigen, til alle former for menneskelig lidelse.
Spørgsmålet er hvorvidt lidelsen også kan være en skaber for det fremtidige liv, for noget hos den enkelte som han end ikke selv var bevidst om? Om lidelsen åbner for andre perspektiver i livet, og om den giver andre ressourcer end blot at være et slag i ansigtet.

"Ingen erkendelse uden lidelse" så jeg et sted som et meme, tror det var i en buddhistisk gruppe, og det er måske pointen i lidelsen. Man kan ikke se den mens man står i den, men hvis man kan bære lidelsen med en vis indre tro, en indre sikkerhed om at der også i lidelsen er en vej, så kan lidelsen blive lettere at bære, og evnen til at bære den med tiden blive større?

Det største problem i vores tid, er sandsynligvis at den erkendelse som de fleste mennesker får af deres lidelse, ikke på nogen måde ses i vore samfund. Det bliver stiltigende ignoreret, at mennesker opnår visdom i livet, dybde, indre ro overfor livets øvrige storme, fordi vi lever i en popkultur hvor kun det ydre ses. - Som kultur mister vi værdien af lidelsen, men det ligger jo implicit i tabet af den kristne kultur i vesten. At Jesus led og døde spiller ingen rolle i vores kultur længere, at ingen mennesker forbinder sig med den ide. Det er et kæmpe tab, for vi alle går igennem lidelse i livet. Men det er vores kulturs karma, den har også en engel der forsøger at hjælpe, men igen, den er der kun når nogen lider med den og det er et personligt karma, også det.

Den store musiker!

Musiker, jo, man skal da være musiker!

Således drømte jeg tappert i min ungdom, og igang gik jeg med at slå og hive i guitaren.
Da jeg faktisk var en nogenlunde guitarist, gik der ikke længe inden jeg kunne kopiere alle de kendte.
Man lærer jo først de tre akkorder, tonika, dominant og subdominant, og dermed klarer man det meste af rock og popmusikken.
En gavmild sjæl lærer een dominant 7, og så kører det for dig!
Jeg fik da lært at bruge varianterne, de formindskede akkorder, sus og den store syver, det kan man godt lave meget musik på, faktisk er 90 % af det vi hører idag maksimalt sat op på det.
Senere lærte jeg om jazzakkorder, og så skete der noget helt andet.
Det var det jeg forsøgte at komponere fra, men for at være ærlig, så kræver komposition om noget den gode melodi, og den skal gerne hænge sammen med den gode tekst. faktisk bliver det først musik hvis det hænger sammen, indtil det er det den normale muzak som vi hører så meget af for tiden.
Ok jeg blev kun så god, og det var så det, og det var ikke skidt for hverken mig eller verden at jeg aldrig fik lavet drømmenes LP.
Derimod fik jeg set ind i den skabende musiks verden og det er noget helt andet.
For det at jeg havde lært at synge fra sangbogen som barn, og spille violin i klassisk sammenhæng, sammenspil både i skolen og hos Fru Detrikoy lærte mig noget om at musikkens storhed og skønhed.
Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan man kan undgå at se nødvendigheden i at alle børn burde lære, mindst at synge fra sangbogen af, fordi den danske musik er skøn.
Min oplevelse er det at det man nu engang har lært gennem livet, og her startende i barndommen, at det fører til at kunne lytte indad på en anden måde end hvis man kun oplever den moderne popmusik, techno, rave feks. - Dermed siger jeg ikke at musikken der søger alt fra hurtige følelser til ekstase er skidt, blot at det er en anden verden, jeg kender den jo så vel selv.

Pointen er at "Man blir det man spiser", i høj grad gælder det kulturelle, og her det musikalske specifikt. Faktisk tror jeg at de frikadeller jeg har spist igennem livet har haft mindre indflydelse på mig end den musik jeg har dyrket, og det skylder jeg om ikke andet mine forældre, de er og var meget bevidste om kulturens positive virkning.

Der er ikke nogen rangordnings-bedømmelse/fordømmelse, jeg har jo spillet de fleste former for musik selv, men der ligger sig stadig nogle forskelle i det musikalske.
Er der noget mere svedigt end at danse hele natten til funk og soul musik, idag er det vel techno og rave der gælder, men det er et lignende princip, det gælder om at bevæge sig til rytmen, gå ind i et ekstatisk flow.
Den klassiske musik, i det mindste før Wagner og Stravinsky, var en musik som man kunne sidde til og stadigt opleve som en indre berørelse, en indre bevægelse, de spiller og jeg bevæges.
Det er formodentlig den største forskel, om bevægelsen rykker en med i dansen, eller nøjes med at bevæge en i sjælen.
Who cares, det er heller ikke så vigtigt.
Vigtigere er det for mig at jeg lærte at "fornemme" hvilken akkord der burde komme efter den forrige, det er først og fremmest min tid i koret der lærte mig det.
Kan man virkeligt det?
Er den klassiske musik, og den danske sangbog så "enkel" i sin struktur?
Ja egentlig. Den er enkel, men det er langt fra at sige at den derfor ikke er smuk, ofte er det enkleste det smukkeste.
Vi sang i øvrigt også russisk kormusik og græske sange, så det hele var ikke forsimplet, men der var stadig en indre logik i musikken, og det var udfra den at jeg i det mindste oplevede at jeg kunne forudsige hvilken akkord, og følgeligt hvilken tone jeg som bas formodentligt skulle bringe.
Det kedede mig aldrig, fordi korsangs styrke ligger nu engang i at mange stemmer synger på en gang, og at det derfor er smukt og åbnende for sjælen.
Vi synger jo om det skønne og det sande, om ophøjede idealer, om tro, glæde, smerte, lidelse kærlighed og begejstring. - Og musikken er somregel fyldt med disse realiteter, - altså lever vi samtidigt i disse følelser, lader os bevæge sjæleligt af disse følelser.
Hovedsagen er at kende det musikalske, at blive musiker er nu engang for de få, men at kende musikken selv gør en lydhør for bevægelser i sjælens rum, for det er jo der vi bliver bevægede.

Skal vi lære vores børn det, eller er det ligegyldigt?
I vores tid mere end i nogen andre har børn så utroligt meget lidelse og usikkerhed i forhold til hvem de er og hvad de føler, måske mangler de helt enkelt musiken?


Oh... i GA 283 skriver Steiner om dette.


Giv gerne en kommentar, det vil glæde mig at høre hvad du tænker, om jeg måske hellere skulle forsøge mig som musiker ;)

I rummet før forståelsen "En skovl tænkte jeg" kap 2.

fortsættelse af indlægget "En skovl tænkte jeg" - Jeg kan kun anbefale at læse den først..

Så mens ser den skovl som jeg ikke klart kan se og derfor endnu ikke ved hvad er, så famler min iagtagelse rundt omkring, som ville jeg føle mig frem, overalt på det jeg senere erkender som skovlen.
Kan øjnene føle sig frem?
I denne sammenhæng ja.
øjnene famler sig frem og tilbage, op og ned, men fordi de nu engang ikke klart kan se skovlen, blandt alle de andre ting i skuret, så kommer ordet - begrebet endnu ikke.
Derimod kommer måske en usikkerhed, måske til og med en angst, for hvad er det egentligt jeg iagtager, og der er det meget muligt at man selv finder (projicerer) forskellige objekter/personer ind.
Det er i det hele taget sådan vores iagtagelse fungerer, at den vel kan se hvad en ting er, når den ser denne klart, men hvis den ikke har det rette begreb for tingen, så kan den ikke benævne det på anden måde end med de begrebet vi allerede havde i vores tænkning.
Vi lever i en verden begrænset af vores begrebsverden.
Dette gælder for så vidt på alle livets områder.
Dette gælder udtrykt på vores følelsesmæssige oplevelser. Specielt hvis disse er ømtålelige.
Jo mere ømtålelige de er, jo mindre har den enkelte plads i sit sjælsmæssige rum til at forsøge at se disse fra en anden vinkel, og skabe sig nye begreber i nye konstellationer, for sådan eksisterer begreber. De er ikke uafhængige, de eksisterer i forhold til hinanden, bygger på hinanden, nogle gange meget snævert, andre gange mere fleksibelt og openminded. - Dertil er det vel på sin plads at sige at visse begreber i sig for hvert individ rammer den enkelte anderledes end den anden.
Hver positiv oplevelse og hver negativ oplevelse i livet sætter sine spor, og begreberne der stadfæster  disse oplevelser er forskellige for enhver.
Lever vi så kun i vore begreber?
Nej overhovedet ikke.
Vi lever i samspillet mellem sansningen, vore følelser i forhold til enhver given situation og eller begreberne, og i begreberne. - lige hvad dette tema angår.

Ok, hvis jeg så ikke kan se skovlen, men stadig kan ane at der står noget, dog uden at vide hvad, så er jeg i en tilstand hvor jeg "ikke rigtigt ved", og hvor jeg ikke har et begreb der matcher, fordi jeg forbliver usikker.
Findes denne tilstand ellers i livet?
Jo skulle mene at den også findes i kunsten, mens man står foran si staffeli, eller med sit instrument i hånden, mens man søger sit tema. "Jeg forsøger at udtrykke noget som jeg har som en usikker fornemmelse, men som jeg endnu ikke kan se klart for mig". Det er udfra denne fornemmelse at meget kunst skabes. "Jeg ved at der skal være en streg der, det føles helt rigtigt. Og her skal der være en gul plet, jeg har en indre fornemmelse der siger mig at det kun kan være på den måde, ellers ville det være forkert". Man ved ikke hvad det er man forsøger at udtrykke, men man gør det udfra en fornemmelse af "rigtighed", af sandhed, af konstellation, af komposition".
Man forsøger at udtrykke noget der endnu er ubevidst, men som nu og her kommer fra en selv af, og det udfra ens egen sjæls egne indre dynamik.
Musikeren står i samme situation.
Han ved at det skal "lyde sådan", men det tager somregel lang tid at finde den rette melodi og de rette akkorder, bortset fra i visse specielle situationer hvor en vis Mc Cartney vågnede op med både tekst, akkorder og melodi fra en drøm, og blot skulle få det ned på papir.
Hvorfor er det "rigtigt" at et vist sunget ord, sammen med et interval på baggrund af akkorder skaber et sådant enormt udtryk som man husker hele livet igennem, fordi det indefra, fra kompositøren opleves som rigtigt. Sandheden, det rigtige bliver for kompositøren konkret, men kun hvis denne formår at forblive i dette rum og iagtage den form hans eget indre univers udtrykker, og kun hvis dette er opbygget gemmen mange års øvelse og et inderligt forhold til skabelse.
Det antyder en retning i det individuelle forhold til den åndelige verden. At den enkelte selv bygger sit forhold til den åndelige verden i forhold til sin metier, og at dette forhold bliver mere og mere eksakt, jo mere den enkelte befinder sig i stormens øje.
Jo, her forudsætter jeg selvfølgeligt at den åndelige verden er dette område hvor man endnu ikke ser skovlen, men forsøger at ane hvad der står foran en, det kommer endnu ikke til een, men man søger den indre parralel i sig til det man ser, man søger det "rigtige", ligesom det område som man forsøger at skabe i som kunstner.


Om dette skriver Steiner iøvrigt i GA 115 og GA 283.



Hvis dette giver mening for dig, ville det glæde mig med en lille kommentar forneden.

Forståelse, klarsyn og udvikling

Hvad vil det sige at forstå?
Jeg kan forstå at 2 + 2 er 4, men hvorfor?
Enten lærer jeg det udenad, eller også forstår jeg hvad princippet er i dette.
Det er det alle børn prøver i sine første skoleår. Man arbejder med alt fra tændstikker til kuglerammer, det vigtigste er at børnene rent konkret ser hvordan det ser ud når man "lægger 2 til 2 og ser at der nu er 4 samlet set".
Enkelt nok.
Men er det ligeså enkelt når vi taler om at forstå de problemer i et voksent menneskes liv som dette forsøger at håndtere? Følelsesmæssige problemer? Livets hårde problemer, konflikter? Konflikter som sætter en på grænsen af hvad man kan håndtere? Personlige problemer der går til grænsen af det man kan holde til og overskue?
Hvordan kan man overhovedet forstå sådanne ting, sådanne realiteter?

Kan man det?

Ja, det kan man. Det er traditionelt psykologiens område, men selvom man ikke er fagligt funderet i det område, så er det stadig et område man kan skabe forståelse i. Og det er jo også det de fleste gør igennem et helt livs lange samtaler med venner og bekendte, og ikke mindst ægtefæller.

Vi betragter og anskuer, også selvom vi ikke er uddannede i det, alt det der angår vore egne problemer, versus den andens, på den "anden side af bordet".. Og gennem mange samtaler kommer vi til klarhed over hvem vi selv er, og hvad vi kan håndtere, og hvilket vi ikke kan, hvordan vi bliver "triggede" og af hvad, og hvordan vi kan håndtere det. Det er altsammen helt normal psykologi og de fleste af os gør det uden at overveje at der er metode i det.
Oftest, når alt går vel sidder vi efter sådanne samtaler med en følelse af "ja, nu forstår jeg hvad det er der går galt". Og jeg har også en fornellemse af hvad det er der kan forbedre det. Det er en meget specielt fornemmelse af klarhed, som om vi befinder os midt i rum af visdom. Andre gange ender det blot med en hovedrysten, og en opgivelse overfor livet besværligheder, og ikke mindst disse besværligheder i form af tobenene ubegribeligheder...

De fleste af os ville ønske en tabel med opklarende visdom på dette område, stående til rådighed når man mest har brug for den, hvorfor findes den ikke?
Hvorfor skal man gå igennem så meget irritation og frustration over møder med mennesker som man burde kunne kommunikere med?
Hvorfor bliver man selv så trigget af tilsyneladende ligegyldigheder, som således ruinerer resten af dagen?
Det gælder so oder so alle der arbejder i sociale eller kommunikative brancher.

Man ligefrem længes efter en der kan give klarheden, som kan vise en hvordan det hænger sammen, derfor findes der også så mange coaches for tiden, og psykoterapeuter.

Endnu bedre, gå til en klarsynet, en der kan se ind i den åndelige verden for at fortælle hvordan det hele ser ud i det perspektiv? synd at vi ikke har mange flere af den slags, måske kunne vi komme lettere omkring det hele?
Enkle forklaringer, enkle løsninger?

I sidste ende vil vi vel blot have løsningen og mindre problemer, guderne skal vide at vi har nok af dem!
Forstå hvad der sker, det er vel egentligt bare til besvær, hvis man nu bare kunne "se" det hele for sig?

Nej, det er sjælelige problemer, der opløftes til en åndelig indsigt, det er det vi søger og har brug for, det er den egentligt personlige udvikling. Det er det vi har med os efter samtalerne med vennerne, det er indsigten som vi måske igennem mange år ikke kan se klart for os, men som vi alligevel fornemmer har sin rigtighed. - Jo længere vi arbejder med det, jo nærmere kommer vi denne klarhed.
Det er opløftelsen af fornemmelsessjælen og forstandssjælen til bevidsthedssjæl vi søger, det er det vi er ved at skabe, også selvom det tager tid, men det er under alle omstændigheder det mål vi alle søger, det er der vores udvikling er.
Jo mere man danner sine begreber og skærper sin fornemmelse for disse sammenhænge, jo mere arbejder man bevidsthedssjælen ind. Det handler ikke om mig, det handler om det jeg kan gennemskue og forstå, uafhængigt af mine empatier og foretrukne tanker om dette eller hint.

Steiner udtaler sig ofte om dette:

"Man kunne let forestille sig, at visionært syn ville være en bedre forberedelse til døden end blot at høre om fakta om den åndelige verden. Og alligevel er sandheden, at efter døden , hvad man har set på en visionær måde, er meget lille nytte, derimod er det man har modtaget i åndelig kommunikation, hvis man har gennemtrængt dette med sin forståelse til nytte.
Det er, hvad der er blevet forstået, der er af værdi efter døden, uanset om det er blevet set eller ej".

Den danske tro

Almindelige svar på spørgsmålet om hvad de tror, som jeg altid har hørt dem i danmark.

"Ja, der er jo noget, et eller andet som man jo ikke kan vide noget om, men ja, der er noget".

"Det er et eller andet med altet, der er jo noget dere er større end os".

"Jeg tror på gud på en eller anden måde, du må bare ikke spørge mig hvordan det hele hænger sammen".

"Det vigtigste er at vi alle er gode ved hinanden, det står der også i bibelen".

"Vi skal lære at elske hinanden, det sagde jesus"

Jeg har hørt disse udsagn gennem hele mit liv og altid undret mig over dem, de har for mig altid forekommet at være en form for simplificeringer af det er står i bibelen.

Er det da overhovedet vigtigt hvad der står i bibelen, hvis de ovenstående sætninger siger hvad der er at sige om livet og troen?

Jeg tror at jeg tidligt så bibelens tekster som vilde psykologiske dramaer, og disse dramaer har for mig altid været mangfacetterede og svære at gennemskue. Men de har aldrig været blodfattige eller simple, derfor har jeg altid oplevet simplificeringen som mærkelig.

Jeg er med på at inden vil tvinges til at tro nogetsomhelst, det ligger jo også i Luthers tilgang, at vi alle har ret til selv at finde en forståelse af det religiøse. Derfor udkæmpedes der 400 års krig i europa mellem katolske og evangelske magter. Katolikkerne mente at vide hvad vi skulle mene, evangelikerne (Luther) holdt fast i vores ret til selv at tænke det religiøse.

Men tænker vi så det religiøse igennem?

Hvor mange % af en moderne dansk befolkning har de facto læst bibelen? Og hvor mange spørgsmål har disse stillet til det de har læst for at gennemtrænge de etisk/moralske spørgsmål?

"Jeg har min egen måde at tro og det skal du ikke blande dig i", er så det næste svar på slige "dumme spørgsmål"..

Jeg tror ikke at Luther mente at vi skulle ignorere bibelen og hermed den tids tilgang til de mytologiske spørgsmål.

"Men "who cares" i en moderne civilisation, behøver man virkeligt at læse sådan nogle gammeldags moraliserende tekster"?

Ja, det er rigtigt, bibelen fremstår meget autoritær og gammeldags, det er klart nok, " du skal og du må ikke" er svært at forholde sig til, men det er slet ikke pointen.
Her har jeg selv altid klippet orden "skal" ud og indsat ordet "kan", eller "burde". - For i gammeldags forståelse sagde man "skal" i forhold til moralske dilemmaer, idag tager vi retten til selv at vælge vores svar på dette dilemma meget seriøst... En smartere bibel idag ville skrive, "det kan du jo overveje om du vil gøre" ifht. moralske spørgsmål, men bibelen er nu skrevet for 2000 år siden og er derfor nok lidt gammeldags.

I sidste ende er spørgsmålet vel om vi overhovedet skal beskæftige os med etiske, moralske, arkæiske og mytologiske spørgsmål?

Tja det er jo et meget godt spørgsmål.

Er spørgsmålet ikke om vi overhovedet kan lade være?

Hvor mange psykologer, terapeuter, healere, astrologer, coaches, alternativt religiøse guruer, beskæftiger sig idag med det i danmark?

Mange.

De udgår generelt fra det enkelte individ og stiller spørgsmålet den anden vej rundt. "Nu da du er kommet til erkendelse af det mytologiske drama du selv lever i og kæmper med, Hvordan vil du forholde dig til digselv i din situation og hvad for en etik mener du selv er den rette omkring dette, hvad vil du selv gøre".

Her finder mange danskere idag deres tro, deres religiøsitet og spiritualitet. Og det er en befrielse for mange, at de ikke føler at de behøver at "underkaste sig" fordi bibelen har dette gammeldags "tvingende" sprogbrug.

Jeg forstår til 114% fravalget af tvang, også i sproget, det er nødvendigt i vores tid.

Men det er ærgerligt at kristendommen kom til at stå i et så dårligt lys.
Fordi der stadig i bibelen og i kristendommen findes en arkæiske grundliggende mytologi som har et utroligt dyb.

Det er klart og afgørende at kristendommen skulle fornyes, opgøret var på sin plads, men spørgsmålet er om vi fik det, eller om vi ikke blot tabte en stor tilgang til forståelse af vores mytologi?

Og spørgsmålet er hvordan vi finder mytologien igen, såvel personligt som i en fælles forestilling.

En skovl tænkte jeg.

En skovl tænkte jeg.

Indimellem ser man en ting som man ikke rigtigt ved hvad er, indtil man kommer tät nok paa. Så først "slår det en", og man ved eksakt hvad det er.
Det interessante er ikke hvad det er, men at vores iagtagelse fungerer på den måde. Fordi den "henter" samtidigt ordet/begrebet som vi kalder den ting vi iagtager.

Altså ser vi først "et -eller -andet" og pludseligt ser vi hvad det er, og det er i det øjeblik vi ser at det var en skovl der stod ude i skuret, før troede vi at det måske var en indbrudstyv?
Der er altså en tid før "ord og begreb", og en tid efter, hvor "ord og begreb" klinger i mine tanker og samtidigt stemmer med det der findes ude i verden.

Kan jeg kalde det en tanke?
Er det en tanke blot fordi jeg giver en skovl navnet skovl?
Er det ord og begreb der dukker op i min bevidsthed når jeg indser at skovlen er en skovl overhovedet en tanke?
Det første er en iagtagelse af noget jeg ikke kan benævne, jeg ved ikke hvad det er, helt konkret.
Det næste er at et ord dukker op i mit bevidste rum, dette ord har somregel ikke tid til at diskutere om jeg nu synes det er et passende ord at bruge i denne sammenhæng, det sker meddetsamme.

Alt hvad vi har navn for (ord) i denne verden fungerer på samme måde.
Fra barnsben har vi opbygget en verden af ord der matcher enhver iagtagelse som vi har af elementer i den verden vi lever i.

Hvergang vi lærer noget nyt i skolealderen, så bygger vi konkret nye ord ind. Verdenskortet med billedet af Angola husker jeg fra nu af altid som "en form af et land med et navn der er Angola, og i øvrigt en hovedstad der hedder Luanda" - sandsynligvis har kortet også en farve, grønt var farven på mit kort.

Men på et tidspunkt bliver vi teenagere...

Og vi får følelser.

Og disse er meget magtfulde og vi bliver nødt til at kalde dem noget. Dertil bruger vi mængder at samtale med andre mennesker i samme alder for overhovedet at kunne håndtere disse mærkelige følelser der kommer i tide og utide. Vi læser alt fra romaner til erindringer fra andre der også havde følelser, for at forsøge at forstå hvad det er der sker. - Vi er landet i en helt ny verden.
Er det ikke dette vi bruger det meste af ungdommmen på?
Alt er forvirrende nyt og spænnende.

På et tidspunkt lærer vi også vore tanker at kende...
Vi lærer dem at kende som nogen der bor udenfor. Nogen kan man se på som om de ikke kun var mine, men måske også tilhørte nogen andre, at andre måske også har tænkt dem før mig? At tanker også kan betragtes udefra...
Og den der ser godt efter, kan se at tankerne læner sig op ad hinanden, støtter hinanden og at de alle er enige om at de er fuldt berettigede netop der de står, og så ofte står de det forkerte sted i skuret, "en tyv" tænker de, og det var blot en skovl.



I øvrigt skriver Steiner også om dette i sin " psykosofi, ..." GA 115 - hvis det interesserer nogen.





Kommenter gerne, feltet er frit.