Jo, Steiner har skrevet meget om sjælen, rigtigt meget.
Kan man komme sig frem til et samlet billede, en klar egen oplevelse og forståelse af hvad sjælen er - og hvad ville det kræve?
Det ville kræve en objektivitet i forhold til den.
En objektivitet og nogle begrænsninger - vinkler at se og forstå den indenfor.
Er der et objektivt punkt hvorfra man kan betragte sjælen?
Hvis vi skal tage Steiner for gode varer taler han altid om tanken, følelsen og viljen når han starter på at definere hvad det er der finder sted for individet, i individets sjælerum.
....
En vigtig skillelinie er den mellem det bevidstheden deltager i og det sjælen deltager i.
Alt jeg iagtager i mit liv, være sig ser, hører, sanser, føler ude i verden og inde i migselv iagtager jeg, altså det er noget jeg betragter med min bevidsthed, hvis vi tør bruge dette begreb.
Steiner bruger ikke begrebet sådan, men de 100 år mellem ham og os giver os idag et andet sprogbrug og bevidsthed er for flere mennesker idag lettere at forholde sig til. (håber jeg)
Alt jeg er bevidst om, alt hvad jeg på noget niveau iagtager, i mig udenfor mig, min tanker, følelser, det er i min bevidstheds område, min bevidstheds rum.
Jeg tog tanken med fordi vi også kan være bevidste om at vi tænker, mange er ikke, men vi kan, altså tilhører det også området for bevidstheden.
Steiner bruger generelt begrebet "Jeg" om denne ide/position, men "jeget" er mere end bevidsthed, det må jeg komme tilbage til i en senere tekst.
Hvorfor så forskel mellem sjæl og bevidsthed?
Hvis det hele alligevel er noget jeg oplever, hvorfor er der så forskel?
Vi alle oplever verden, men er alle byggede forskelligt, har haft forskellige liv, har udviklet os forskelligt. Vi kommer til gennem livet at opleve verden vidt forskelligt, og hvor man feks i NLP gør et tappert forsøg på at adskille tingene, følelser, sansninger, tanker - netop fordi at vi sjælsligt kan være for fangede i negative tanker - så viser det hen til at vi kan komme over det personligt sjælslige i forhold til alle mulige "fejliagtagelser", fejlslutninger, "følelser af at være fanget sjælsligt" eller slet og ret trauma i klassisk forstand. - Og at der udenfor det personlige karma findes en verden der i første hånd er "ligeglad", men som i at vi visserlig slår os på den, men samtidigt at den i sig er objektiv, at verden er som vi er, uanset hvor traumatiserede vi har været af den, men at vi med tiden kan komme ud af det, og verden står der stadig,
Jeg kan være fanget af alt mit personligt sjælslige, mit karma, tanker, følelser og viljesimpulser der styrer mig, men jeg kan også forløses fra dette og udenfor står der stadig alle de elementer som jeg var fanget af, dog nu, er de ikke længere farlige for mig. - Jeg er blevet verdensnær, og kommer mere ud af min egen fangenskab i det "alt for sjælslige" (smerten ved tanker, følelser osv), og ud i en virkelighed hvor jeg blot er, og som ikke længere er smertelig for mig.
Sjælens rum bliver på den måde virkeligt et karmaområde, noget der skal gennemleves, gennemkæmpes, gennemlides, såvel på tankeområdet som i følelser og impulser (vilje).
Jeg kan bevidst iagtage verden og den kan stå udenfor mig, men min sjæl kan jeg ikke løbe fra.
Min tanke kan være fanget af spinnerier og forståelser der er forkerte og fører til problemer, istedet for at løse dem, det tilhører også min sjæl, da tanken i sig ikke er forkert, den er altid objektiv, men det jeg tænker er ført og forledt for at beskytte den måde jeg oplever min verden på, for at beskytte mig, mine behov og følelser. (Klassisk forstået sekundære gevinster)
Det er mit karma, mit sjælslige rum der fører mine tanker til at stoppe før sandheden. Men udenfor min sjælslighed lever tanken i sig uafhængigt, og først når man vælger at se på det med klarhed, vælger at stille sig "over sigselv", over sine egne begrænsninger, bevæger man sig i første omgang ud over sjælen. Dermed forsvinder sjælen ikke, men den forvandles med tiden.
Bevidstheden kan se tankerne, se at de "nok er rigtige", man kan forstå verden teoretisk, og på meget højt niveau, men det er ikke detsamme som at sjælen kan frigøre sig fra dens karma, dens laster og selv frigøre sig fra det der forhindrer den i at komme videre i forhold til sin udvikling.
...
Tager vi tanke, følelse og vilje udfra Steiners teorier så er sjælen fyldt af disse impulser, agendaer og kvaliteter. Vi kan til og med iagtage at det er sådan (bevidstheden hævet over sjælens impulser).
Tanken har den specielle evne at den kan beskrive og fastholde alt hvad der udspiller sig, måske til og med fra forskellige vinkler, måske har man lært at tænke i forskellige teorier, det har de fleste der har studeret, på den måde hæver den sig over, men er ikke nødvendigvis sand. Sand bliver den først når det hele hænger rigtigt sammen, og den kvalitet, evnen til at se hvornår det sker, den ligger hos bevidstheden.
Oplevelsen af at "det stemmer" beskriver Steiner mere som en "indre fornemmelse" end som en, i første hånd gennemtænkt teori. Dog beskriver steiner at verden nu faktisk er EN og at tankernes verden i sig er "ren", indtil vi forbryder os mod den, så vores opgave består i at klarlægge tanken fra vores egne mistolkninger. At noget er sandt er oplevelsesmæssigt en indre kvalitet, noget man fornemmer, noget der giver en selv oplevesen af at der findes noget der er højere end mig, end mine tanker, end mine private teorier. - Og denne oplevelse er en moralsk oplevelse hos Steiner, hvem kan være uenig i det.
Jo mere moralsk kvalitet der gennemgår mine tanker og forestillinger, jo mere har jeg med tiden muligheden for at hæve mig over min sjælslige "fangenskab".
...
Altså har vi en bevidsthed der iagtager sin sjæls fangeskab, en bevidsthed der kan kæmpe for at opleve det sande som moralsk kvalitet, der videre vil styrke sjælen i dens kamp. En bevidsthed der gennem hele livet stiller spørgsmål til sjælens "mærkelige beslutninger", til sjælens stadige forsøg på at følge dens forfald, følge dens impulser, fejlagtige tanker og behov for at udleve følelser, selvom den ved at det er for en kort frist. En kamp der objektivt er en kamp mellem Højnelse/moralitet og forfald.
Dette handler ikke om moralen i dette, men blot om at det er sandt, at verden er så. Derfra vælger enhver selv hvordan denne vil leve dette.
Det kalder vi frihed, selvom det rigtigere ville være at kalde det moralske det frie, men det gør vi ikke i denne vores moderne verden. - Generelt lader vi sjælen vælge og ikke bevidstheden.
Og set fra denne vinkel bliver det klart at begrebet bevidsthed, "Jeg" hos Steiner, er detsamme som vi kaldte ånd, dengang man måtte bruge sådanne begreber i danmark.
