Den danske tro

Almindelige svar på spørgsmålet om hvad de tror, som jeg altid har hørt dem i danmark.

"Ja, der er jo noget, et eller andet som man jo ikke kan vide noget om, men ja, der er noget".

"Det er et eller andet med altet, der er jo noget dere er større end os".

"Jeg tror på gud på en eller anden måde, du må bare ikke spørge mig hvordan det hele hænger sammen".

"Det vigtigste er at vi alle er gode ved hinanden, det står der også i bibelen".

"Vi skal lære at elske hinanden, det sagde jesus"

Jeg har hørt disse udsagn gennem hele mit liv og altid undret mig over dem, de har for mig altid forekommet at være en form for simplificeringer af det er står i bibelen.

Er det da overhovedet vigtigt hvad der står i bibelen, hvis de ovenstående sætninger siger hvad der er at sige om livet og troen?

Jeg tror at jeg tidligt så bibelens tekster som vilde psykologiske dramaer, og disse dramaer har for mig altid været mangfacetterede og svære at gennemskue. Men de har aldrig været blodfattige eller simple, derfor har jeg altid oplevet simplificeringen som mærkelig.

Jeg er med på at inden vil tvinges til at tro nogetsomhelst, det ligger jo også i Luthers tilgang, at vi alle har ret til selv at finde en forståelse af det religiøse. Derfor udkæmpedes der 400 års krig i europa mellem katolske og evangelske magter. Katolikkerne mente at vide hvad vi skulle mene, evangelikerne (Luther) holdt fast i vores ret til selv at tænke det religiøse.

Men tænker vi så det religiøse igennem?

Hvor mange % af en moderne dansk befolkning har de facto læst bibelen? Og hvor mange spørgsmål har disse stillet til det de har læst for at gennemtrænge de etisk/moralske spørgsmål?

"Jeg har min egen måde at tro og det skal du ikke blande dig i", er så det næste svar på slige "dumme spørgsmål"..

Jeg tror ikke at Luther mente at vi skulle ignorere bibelen og hermed den tids tilgang til de mytologiske spørgsmål.

"Men "who cares" i en moderne civilisation, behøver man virkeligt at læse sådan nogle gammeldags moraliserende tekster"?

Ja, det er rigtigt, bibelen fremstår meget autoritær og gammeldags, det er klart nok, " du skal og du må ikke" er svært at forholde sig til, men det er slet ikke pointen.
Her har jeg selv altid klippet orden "skal" ud og indsat ordet "kan", eller "burde". - For i gammeldags forståelse sagde man "skal" i forhold til moralske dilemmaer, idag tager vi retten til selv at vælge vores svar på dette dilemma meget seriøst... En smartere bibel idag ville skrive, "det kan du jo overveje om du vil gøre" ifht. moralske spørgsmål, men bibelen er nu skrevet for 2000 år siden og er derfor nok lidt gammeldags.

I sidste ende er spørgsmålet vel om vi overhovedet skal beskæftige os med etiske, moralske, arkæiske og mytologiske spørgsmål?

Tja det er jo et meget godt spørgsmål.

Er spørgsmålet ikke om vi overhovedet kan lade være?

Hvor mange psykologer, terapeuter, healere, astrologer, coaches, alternativt religiøse guruer, beskæftiger sig idag med det i danmark?

Mange.

De udgår generelt fra det enkelte individ og stiller spørgsmålet den anden vej rundt. "Nu da du er kommet til erkendelse af det mytologiske drama du selv lever i og kæmper med, Hvordan vil du forholde dig til digselv i din situation og hvad for en etik mener du selv er den rette omkring dette, hvad vil du selv gøre".

Her finder mange danskere idag deres tro, deres religiøsitet og spiritualitet. Og det er en befrielse for mange, at de ikke føler at de behøver at "underkaste sig" fordi bibelen har dette gammeldags "tvingende" sprogbrug.

Jeg forstår til 114% fravalget af tvang, også i sproget, det er nødvendigt i vores tid.

Men det er ærgerligt at kristendommen kom til at stå i et så dårligt lys.
Fordi der stadig i bibelen og i kristendommen findes en arkæiske grundliggende mytologi som har et utroligt dyb.

Det er klart og afgørende at kristendommen skulle fornyes, opgøret var på sin plads, men spørgsmålet er om vi fik det, eller om vi ikke blot tabte en stor tilgang til forståelse af vores mytologi?

Og spørgsmålet er hvordan vi finder mytologien igen, såvel personligt som i en fælles forestilling.