Hvorfor kan et menneske elske og hade en person på samme tid?
Det er helt normalt, og Steiner kan sikkert ogsaa forklare det. Men vi behöver denne gang ikke engang Steiner.
Alligevel tager jeg gerne den gamles ideer i brug.
Der er en reflektion over kärligheden selv, at den er sit eget väsen, og at den har sine egne regler.
Paulus taler om den i sine breve, det er yderst mystisk hvad han siger. Men han nævner ikke med et ord det som vi som normalt tænker er kærlighed, nemlig begær, drømme, ekstase, sensuel sammenflyden... intet af det er for ham relevant ifht det han kalder kærlighed.
For ham er kærligheden mindre jordisk, og stiller derfor krav om en vis overjordiskhed i sit agerende, som de fleste af os ikke evner, og aldrig kommer til.
Det er mest dette Steiner taler om, men ogsaa kærligheden til kunsten, til det skønne, til idealerne..
Oven i det kommer at vi samtidigt er mennesker, og alt for vel drømmer om ekstasen, at flyde sammen, at være det eneste forelskede væsen.
Vi eksisterer virkeligt på to forskellige niveauer, og det kan være yderst ubehageligt at opleve dette, at man maaske aldrig rigtigt kan forstå hinanden, fordi man lever udfra forskellige måder at opleve verden paa. Dette sidste kommer helt enkelt igennem kønnet, at det ogsaa har sine regler og tendenser, at vi som par slås med at forstaa hinanden igennem tre forskellige verdener, og at det er så bliver ikke bedre af at vi først lærer at gennemskue disse med alderen, at vi ikke selv forstår os selv, eller hinanden, selvom vi gerne ville, men først og fremmest at vi overhovedet ikke forstår os selv, uden en lang og sej kamp - og for at gøre dette endnu værre, så at falder forskelligt for hvert individ. Nogle lærer helt enkelt ikke at forstå hvad det er der sker i demselv og sådan forbliver det.
Men til en start hjælper det lidt at indse at man både er et fysisk og åndeligt væsen, til det nedre hører hele begærsverdenen, til det øvre, det som paulus taler om, dette ophøjede væsentlige som vi bliver en del i hvis vi følger hans "regler" - velvidende om at dette ikke handler om regler, men om indse at vi som mennesker helt enkelt fungerer på den måde. - om vi kan li det eller ej...
Kærligheden
Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
I denne form taler Paulus om kærligheden som er mellem alle mennesker, forældre til børn, familier, venner, og måske til og med til ens arbejde, men at denne kærlighed kun kan eksistere hvis man indser kærlighedens sande væsen, som Paulus beskriver.
Men hvis kærligheden skal eksistere mellem mand og kvinde, så er det under samme forhold, for selvom vi kan begære hinanden meget længe, og nogle er så heldige at kunne det hele livet, så stiller kærligheden før eller siden spørgsmålet om at virkeligt have set kærligheden som den nu engang virkeligt er, eller om man lyver for sig selv., og på den måde ikke elsker, selvom man tappert forsøger.
I sidste ende kommer man til en grænse, og der må man spørge sig selv om man virkeligt vil indse hvorfor man valgte kærligheden fra, for i sidste ende kan kun den totale ærlighed overfor ens eget virkelige væsen stille ens kærlighedsløse valg frem, som man har valgt gennem livet, og i visse tilfælde har besluttet før livet. - Ja, karmas veje taler også tydeligt her. - Det var virkeligt det jeg besluttede mig for at mit liv skulle være, også selvom jeg ikke kan lide det, eller i det mindste er voldsomt utilfreds med det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar