Som barn havde jeg den fantastiske oplevelse at jeg var begejstret for at kunne læse, det vil sige, at jeg virkeligt gerne ville lære at læse, og det inden at jeg faktisk kunne. Saa jeg øvede lydene fra bogstaverne, fra de sammensatte lyde, indtil jeg kunne læse enkelte ord, og indtil den specielle dag hvor jeg tog fat i fars store politikenavis og læste en rubrikoverskrift.
Den store oplevelse af at de lyde - fra bogstaverne - som jeg havde fået til at give mening i form af en sætning, faldt ned over mig som en ren guddommelig oplevelse. Jeg havde åbnet en helt ny verden, og den var smuk og spændende, og jeg havde selv fundet vejen ind i denne oplevelse, for det havde krævet en del øvelse fra min side af, - så vi ser lige lidt bort fra lærernes anstrengelser lige her...
Jeg nævner denne oplevelse, fordi jeg brød igennem til en helt ny forståelse af livet efter den. Tekster kunne læses, jeg kom ind i de "voksnes" verden på den måde, fordi jeg kunne læse det de skrev.
Var jeg blevet en anden? Nej, jeg var stadig den samme, men her var der i allerhøjeste grad tale om bevidsthedsudvidelse, eller bevidsthedsudvikling. Jeg kunne noget mere, jeg havde fået nye egenskaber, jeg kunne forstå tekster, de gav mening.
Da jeg første gang i terapien forstod at det faktuelt var min historie, som i MIN, jeg stod overfor. At jeg ikke kunne give andre skylden (også selvom terapien i princip udgår fra det indtegrerede fra ens egen historie), men blot måtte lære at indse at det handlede om mit liv, mine følelser, min måde at forstå verden på, mine impulser ind i livet. Da vågnede jeg op overfor at jeg faktuelt var herren i mit liv, well faktuelt at det som var blevet min historie, først og fremmest var mit karma, mit tilvalgte liv (Hvis vi tager Steiners ord for gode varer) Og at jeg kun ved at kæmpe mig igennem smerten som var forbundet med det som nu engang var netop mit karma, kunne finde en vej videre, ind i et liv som jeg ville kunne bruge til mere, end det jeg var gået ind i terapien med. Da jeg vågnede op til det, da jeg indså det i sin fulde konsekvens, da var det også en "bryden igennem til en helt ny forståelse af livet".
Jeg var næppe lige så fornøjet over den oplevelse som jeg var over den nyerhvervede evne til at kunne læse som barn, men det var ihvertfald en ny og stor indsigt, en helt ny forståelse af livet, og det bragte som princip en vigtig ny egenskab til mig, ind i mit liv, ind i min evne til at coache andre mennesker gennem deres skæbnekampe, nemlig evnen til at være meget klar og konkret overfor de valg som mennesker tager sig i sine liv, at de virkeligt selv vælger om de giver sig ind i en ny læringsproces, eller om de forsøger at snige sig udenom "sig selv", eller skal vi ikke bare sige det som det er, den læring som karma forsøger at give dem?
Der er erfaringer igennem livet som gør at man afgørende tager nye skridt i livet, de giver en vedvarende nye evner og indsigter, gør at man forandres som menneske, at man begynder at se nye sider af livet, at livet for en bliver et afgørende andet. Det er de skridt jeg gerne vil fejre.
De er skridt fra et stadie i et menneskes liv til et nyt og højere. Jo, netop højere, fordi man derved vinder nye egensaber og faktisk kan bruge dem, udover de gamle man havde. - eller rent af guddommelige og inspirerede skridt i ens liv, måske er de netop det? Måske er det netop som Wim Wenders viser i "Himlen over Berlin", at der står en engel over ens skulder når man oplever et sådant skridt i livet. For mig er der kvalitativt noget helt rigtigt i netop det.
Jeg vil hermed blot opfordre læseren til at se tilbage i sin historie og se om han ikke har oplevet lignende oplevelser i livet, hvor det at "indse og forstå noget nyt" samtidigt oplevedes som noget absolut fantastisk og stort, større end det normale i livet af indlæring. Måske var der en gang en engel der kom forbi og trykkede en på skulderen og viste en retningen?
Selv tager jeg den oplevelse mere seriøst i mit voksne liv nu, for mig er det en form for tro, og dermed sagt at det er mere oplevelse end det er tro, det er oplevet tro, og det er det som jeg ser som den eneste måde at finde et nyt ståsted i noget religiøst, eller spirituelt, at det kommer fra en konkret oplevelse af at der var noget der var større i livet, netop mens jeg oplevede at verden de facto blev en forståelse, en visdom større.
Det gamle begreb ånd var netop udtryk for hvorvidt men kunne integrere den form for visdom i sin tænkning, altså konkret oplevet indsigt af hvad der er større i livet, hvad der gør os til mere mennesker, til bedre mennesker, til mennesker der udfra disse oplevelser ville have svært ved at være umoralske, ihvertfald på netop disse områder. - Indsigten, visdommen som man havde lært og erkendt blev på visse opråder til moral, og det at man også kunne tænke denne moral, det var ånd. Og en person som havde ånd, det var en man lyttede til, fordi man selv kunne mærke at man selv også oplevede kvaliteten af det talte som noget der var større, noget der var evigt.
Tak for at du læste dette. Du er velkommen til at kommentere eller kritisere.
