fortsættelse af indlægget "En skovl tænkte jeg" - Jeg kan kun anbefale at læse den først..
Så mens ser den skovl som jeg ikke klart kan se og derfor endnu ikke ved hvad er, så famler min iagtagelse rundt omkring, som ville jeg føle mig frem, overalt på det jeg senere erkender som skovlen.
Kan øjnene føle sig frem?
I denne sammenhæng ja.
øjnene famler sig frem og tilbage, op og ned, men fordi de nu engang ikke klart kan se skovlen, blandt alle de andre ting i skuret, så kommer ordet - begrebet endnu ikke.
Derimod kommer måske en usikkerhed, måske til og med en angst, for hvad er det egentligt jeg iagtager, og der er det meget muligt at man selv finder (projicerer) forskellige objekter/personer ind.
Det er i det hele taget sådan vores iagtagelse fungerer, at den vel kan se hvad en ting er, når den ser denne klart, men hvis den ikke har det rette begreb for tingen, så kan den ikke benævne det på anden måde end med de begrebet vi allerede havde i vores tænkning.
Vi lever i en verden begrænset af vores begrebsverden.
Dette gælder for så vidt på alle livets områder.
Dette gælder udtrykt på vores følelsesmæssige oplevelser. Specielt hvis disse er ømtålelige.
Jo mere ømtålelige de er, jo mindre har den enkelte plads i sit sjælsmæssige rum til at forsøge at se disse fra en anden vinkel, og skabe sig nye begreber i nye konstellationer, for sådan eksisterer begreber. De er ikke uafhængige, de eksisterer i forhold til hinanden, bygger på hinanden, nogle gange meget snævert, andre gange mere fleksibelt og openminded. - Dertil er det vel på sin plads at sige at visse begreber i sig for hvert individ rammer den enkelte anderledes end den anden.
Hver positiv oplevelse og hver negativ oplevelse i livet sætter sine spor, og begreberne der stadfæster disse oplevelser er forskellige for enhver.
Lever vi så kun i vore begreber?
Nej overhovedet ikke.
Vi lever i samspillet mellem sansningen, vore følelser i forhold til enhver given situation og eller begreberne, og i begreberne. - lige hvad dette tema angår.
Ok, hvis jeg så ikke kan se skovlen, men stadig kan ane at der står noget, dog uden at vide hvad, så er jeg i en tilstand hvor jeg "ikke rigtigt ved", og hvor jeg ikke har et begreb der matcher, fordi jeg forbliver usikker.
Findes denne tilstand ellers i livet?
Jo skulle mene at den også findes i kunsten, mens man står foran si staffeli, eller med sit instrument i hånden, mens man søger sit tema. "Jeg forsøger at udtrykke noget som jeg har som en usikker fornemmelse, men som jeg endnu ikke kan se klart for mig". Det er udfra denne fornemmelse at meget kunst skabes. "Jeg ved at der skal være en streg der, det føles helt rigtigt. Og her skal der være en gul plet, jeg har en indre fornemmelse der siger mig at det kun kan være på den måde, ellers ville det være forkert". Man ved ikke hvad det er man forsøger at udtrykke, men man gør det udfra en fornemmelse af "rigtighed", af sandhed, af konstellation, af komposition".
Man forsøger at udtrykke noget der endnu er ubevidst, men som nu og her kommer fra en selv af, og det udfra ens egen sjæls egne indre dynamik.
Musikeren står i samme situation.
Han ved at det skal "lyde sådan", men det tager somregel lang tid at finde den rette melodi og de rette akkorder, bortset fra i visse specielle situationer hvor en vis Mc Cartney vågnede op med både tekst, akkorder og melodi fra en drøm, og blot skulle få det ned på papir.
Hvorfor er det "rigtigt" at et vist sunget ord, sammen med et interval på baggrund af akkorder skaber et sådant enormt udtryk som man husker hele livet igennem, fordi det indefra, fra kompositøren opleves som rigtigt. Sandheden, det rigtige bliver for kompositøren konkret, men kun hvis denne formår at forblive i dette rum og iagtage den form hans eget indre univers udtrykker, og kun hvis dette er opbygget gemmen mange års øvelse og et inderligt forhold til skabelse.
Det antyder en retning i det individuelle forhold til den åndelige verden. At den enkelte selv bygger sit forhold til den åndelige verden i forhold til sin metier, og at dette forhold bliver mere og mere eksakt, jo mere den enkelte befinder sig i stormens øje.
Jo, her forudsætter jeg selvfølgeligt at den åndelige verden er dette område hvor man endnu ikke ser skovlen, men forsøger at ane hvad der står foran en, det kommer endnu ikke til een, men man søger den indre parralel i sig til det man ser, man søger det "rigtige", ligesom det område som man forsøger at skabe i som kunstner.
Om dette skriver Steiner iøvrigt i GA 115 og GA 283.
Hvis dette giver mening for dig, ville det glæde mig med en lille kommentar forneden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar