Tanken og problemet forståelse

Enhver ny indsigt for et menneske er somregel for dette menneske noget der er længe undervejs. Noget der er tilkæmpet, noget man har oplevet som "noget der var på vej, men skulle skabes", ofte gennem smerte og frustration, men heldigvis også nogle gange helt enkelt gennem hårdt arbejde.

Her er det egentligt ligegyldigt om vi tænker i selvindsigt, terapeutisk forståelse, eller at lære sig at spille jazz-soloer som musiker, eller om vi taler hvordan man håndterer sine børn i deres kriser..

Hver gang et menneske oplever noget nyt, og forstår en ny sammenhæng skaber dette menneske noget nyt i sig, såvel som ind i denne verden, for uden den anstrengelse var det ikke tilstede i verden. Verden bliver således skabt gennem mennesket, fordi det kun er mennesket der kan forstå og skabe nye koncepter, nye ideer og nye sammenhænge.

Tanken er sit eget element der til enhver given tid "hænger udenfor" verden, men samtidigt bestemmer verden som vi oplever den, da alt er skabt i dens form (tankens) .
Hele konceptet Logos/verdenskonstruktionen hænger på den forestilling.
Uden at forstå at sansningens kvalitet i sig ikke er tanken derom, men en væsenartethed i sig, forstår man ikke adskillelsen fra det sansede og det tænkte.

Den ene side af verden er det sansede, jeg sanser, i alle retninger/kvaliteter, og oplever hver sans i sin egenartethed. - Først når jeg giver sansningen, hvert enkel sansning et begreb, først da har den et navn og optager sin plads i den logiske verdensopbygning, i logos om man så vil.

I hvilken del af verdenskonstruktionen vi selv deltager (karmisk selv vælger at tage del i) afgør hvad vi sanser, tænker og forstår os selv, deri ligger individets begrænsning. Udviklingsmuligheden ligger så omvendt i alt det man endnu ikke ser og forstår og endnu ikke har den tankemæssige/oplevelsesmæssige koncept for.

Verdensopbygningen venter således på at blive set og forstået og fremfor alt inkarneret, det bliver den dog først af mennesket der lever helt gennem jorden (karma) og derigennem inkarnerer sit projekt, være sig som musiker, forælder eller hvad man måtte se som sit private karmiske mål og opgave.




Kommenter gerne sagligt og objektivt.

Meninger er til for at undersöges...

Dette indläg er skrevet i kogende vrede overfor ekstremt ensidige holdninger og deres konsekvens for vores samfund....

Der er ingen tvivl om at vi alle har en mening, og det er jo saa for saa vidt ogsaa meningen i et demokrati, at vi i det mindste forsöger at skabe os meninger om tingene.

Men

Det at man har en mening, som man i bedste fald kan se kun fra sin side af, er ikke det der gör at vi har et stärkt demokrati. Det der skaber et stärkt demokrati er de voksne, dem der har evnen til at se problemer fra flere sider af, som kan have en holdning, men som stadig bevarer evnen til at se problemet fra flere sider af, ogsaa selvom de "läner lidt til den ene eller anden side".

Fordi et problem aldrig kun har en side, det har somregel mindst to, og somregel flere.

Yndlingsideer

At have yndlingsideer, tanker og forestillinger som man elsker, versus andre som man bruger en masse tid paa at foragte, og eller latterliggöre er ikke et udtryk for at man egentligt ved hvad man snakker om. Hellere ser jeg at man ved hvad det er oppositionen siger, forstaar dennes budskab - i sin fulde sammenhäng - for udfra en iagtagelse af modstanderens argument, versus ens eget argument, at komme til en dom over hvad der er "mere rigtigt" i netop denne sammenhäng.

Man behöver ikke at väre uddannet filosof for at udfordre sine egne tanker, men man er nödt til at träkke vejret og sige stop indeni, fordi de tanker man somregel hälder ud af sig har en vis indre tvang og sammenhäng som man ikke altid kan styre. Vil jeg styre mine tanker? - Det er kun det der interesserer mig i denne blogg, mennesker der i det mindste forsöger at väre iagtagende overfor deres egne tanker og holdninger, som var den tanker der kom fra en anden person.

I det politiske og övrige meningsfulde samfund kan det väre rigtigt svärt, det er klart. Men i sidste ende er enhver ansvarlig overfor sine egne tanker om holdninger og ideer som denne stiller sig til fortaler for, og denne blogg her er ikke for "meninger", men for mennesker der tör stille sig overfor deres meninger, og erkende at de maaske kunne anskues paa en anden maade. Noget der er umuligt i en normal FB diskussion, eller i en debat i andre medier. Herinde derimod er det den eneste form for debat som jeg kommer til at acceptere, andre former for debat, eller behov for bare at holde fast i sine egne fastlaaste ideer beder jeg hermed om at finde andre steder "at lege".

Mytologi og tænkning

De fleste af os tænker ikke over i hvor høj grad vi til hverdag lever udfra både en tankemæssig struktur som er en helt relevant beskrivelse af verden. Den tankeverden jeg taler om her er fortællingernes verden, drømmenes verden, det som Carl Gustav Jung beskrev som det ubevidste, det hvorfra vi henter vores myter, legender og religioner.
Denne verden er sit eget væsen, men vi kan tænke den, da vores tanke har netop den evne til at favne enhver realitet vi forsøger at favne, eller som vi tiltrækkes af.
Sikkert er det at vi ogsaa kan tiltrækkes af umoralske og forkerte mytologier, eller det hele, hvis alt går galt kan misbruges, dog er det samtidigt givet at vi netop lever i disse verdener, ikke fordi vi er onde eller dumme, men fordi de matcher de egentlige kræfter der står bag dette univers vi lever i.
Det interessante er ikke i sig om nogen, med baggrund i psykologien, statistisk psykologi og den biologiske begrundede psykologi kan finde fysiske baggrunde for disse realiteter, det interessante er at det har eksisteret sålænge menneskeheden har eksisteret.
Tag turen tilbage 5-10.000 aar til indien og se deres templer som viser forskellige mytiske billeder og fortæller forskellige historier, som idag stadig er relevante.
Myter og legender findes der fra hele jorden, selv i norden har vi de nordiske gudesagaer som vi deler med de andre germanske folk (nordiske, tyskere, hollændere).
Myterne har til enhver tid været det som samlede den generelle verdensoplevelse hos de enkelte folk, og ja, visse myter taler mod hinanden hos de forskellige folk, men igen, myter er ikke præcise, måske netop fordi der skal være mulighed for at tolke dem i alle sine forskellige muligheder.
Betyder det så at de ikke gælder, nu når vi ser at de ikke er enige?
Nej, det betyder egentligt bare at vi enten ikke evner at forstaa dem i deres forskellighed, eller at vi overser en meget vigtig detaille, nemlig at de forskellige folk paa jorden ogsaa til en vis grad virkeligt levede forskelligt, og paa den måde var langt mere forskellige for tusinder af år siden, end idag, og at deres konkrete livsstil spillede en stor rolle i kulturen, saavel som i guddyrkelsen. Sikkert er der brug for flere guder omkring det kolde element paa grønland end i indien?
Idag er spørgsmålet vel snarere om vi som mennesker har evnen til at strække os op og forsøge at forstå myter i al deres komplexitet, for det er mindstemålet hvis man vil forstå en myte, - eller om vi hellere vil latterliggøre det vi ikke kan forstå, eller opgiver efter 5 sekunder. Er det forkert hellere at ville forblive "realist" ifht. mytiske forestillinger? Nej, men det er meget kortsynet, og det kan ikke forklare hvorfor vi som menneskehed konstant leder efter vore myter i bøger, film, serier, popsange, osv. At man ikke vil indse at man lever i en myternes verden konstant er ikke detsamme som at man ikke gør det.
Bare en forestiling omkring "den sande kærlighed" bevæger os ud i en mytologi omkring temaet kærlighed. Vi ved alle at den eksisterer, vi ved at det er den største kraft som findes, den som giver os mest i livet hvis vi kan opleve den, og savnes mest i livet når vi ikke har den. Naturligvis beskrives den med i mytologierne, på den ene eller den anden måde, alt efter de forskellige kulturers struktur. Derfor ser vi hvordan kulturer kan tolke og tænke kærligheden forskelligt, fordi hele kulturen som kærligheden forsöger at eksistere i, selv stiller krav til den måde den udfolder sig på.
Altsaa må vi indse at myterne kan tale mod hinanden, men samtidigt at det egentligt slet ikke er pointen. Pointen er at indse at selvom myterne kan tale mod hinanden, netop at de samtidigt viser hen til to forskellige måder at søge svar i højere forståelser på. Myterne giver os muligheden til at søge det højere, på mange forskellige måder, hvis dette skulle interessere os.
Tænkningens opgave i den sammenhæng består så i at huske at en mytologi ikke umiddelbart beskriver virkeligheden, men at den viser hen til den åndelige virkelighed der udspiller sig bag mytens fremstilling, og at denne virkelighed er end anden end de direkte udtalte ord, og at de alle befinder sig i en kontekst som vi først skal lære at befinde os i, nemlig en kontekst som er mangfacetteret.
Kan tænkningen håndtere at to myter umiddelbart taler mod hinanden? Ja selvfølgeligt kan den det, men man må først lære sig at det netop ofte forholder sig sådan.
Her er det guld værd at huske Kants ord om at man skal ikke kun læse, men også kunne argumentere fra sin modstanders argument, for at være sikker på at man har forstået det han egentligt ville sige. - Her beskrevet med mine ord.
 - Hvorfor i alverden skal man det? Fordi først naar man forstår hele opbygningen af den andens argument og hele verdensforstaaelse bag argumentet, så ved man ogsaa bedre om man selv (ens egne tanker) står paa solid grund.
Mytologi er jo bare tanker! Ja, og nej.
Vi forstår dem med vores tanker, men de udspiller sig ligesåvel i vore følelser som i de dramaer som udspiller sig overalt omkring vores hele liv.
På den måde ser man måske tydeligt hvad tanken kan, den kan forsöge at beskrive den mytiske realitet, og jo mere præcis og mangfoldig tanken bliver jo bedre kan den forstå mytologiens væsen, og dermed samtidigt menneskets væsen, som jo netop er spundet ind i mytologien, såsnart det træder ind i denne verden.
Kravet til tanken stopper dog ikke der.
For man kan ligesåvel forstå tingene med sin tænkning på den helt rigtige måde som man kan gå forbi helt centrale punkter i mytologien og tænkningen, fordi de ikke passer i ens egne forudindtagede tanker og ideer. Derfor er tankens næsten hellige opgave, hvis man altsaa tager det alvorligt, altid at undersøge om de ideer man tager som "givede og sikre" igen og igen. For oftest er de største fejl i  tænkningen hos den enkelte, netop at denne ikke tjekkede sine grundliggende ideer.
Altid, som i altid gør forsøget at stå på den andens synspunkt, i den andens sko, tal dennes ord og tanker, argumenter disse, for at bliver lidt mere sikker... ofte mærker man selv at man nok burde have brugt lidt mere tid lige der, men glemmer det ligesaa hurtigt igen, fordi man bedre kan li sine egne tanker... Ja, tanker kan også blive til ispinde, nogle smager bedre end andre...
Således har vi i mange år valgt unødvendige krige mod andres ideslotte, fordi de til det ydre syntes forkerte ifht. vore egne ideslotte, og fordi de måske faktisk også er uantagelige, men vi ved det ikke før vi er helt sikre, har stået længe nok i den andens sko og tanker til at have den nødvendlige sikkerhed.
Hvis man ikke har evnen eller viljen til at gøre sig denne anstrengelse, så er det spørgsmaalet om man virkeligt har lyst til at påtage sig den skyld der ligger i at forsøge at udertrykke andre mennesker med sin (mangelhafte) tænkning, blot fordi man føler sin egen berettigelse udfra sit eget livs smerte.
Smerten er der for alle, tolkningen af årsagerne er noget helt andet. Det burde vi have lärt at 100 års kommunisme, facisme, socialisme, nazisme, maoisme, der alle startede fra samme udgangspunkt, at "vi sulter, lider armod og smerte, og nogen er skyldige" - og så finder man en uigennemtænkt årsag, og dræber millioner af uskyldige mennesker, blot fordi man ikke har lært at tænke tingene igennem, eller fordi man bedre kunne li den ene tanke, var en smule "forelsket" i den, istedet for i evnen til at sætte sig over den.