Den store musiker!

Musiker, jo, man skal da være musiker!

Således drømte jeg tappert i min ungdom, og igang gik jeg med at slå og hive i guitaren.
Da jeg faktisk var en nogenlunde guitarist, gik der ikke længe inden jeg kunne kopiere alle de kendte.
Man lærer jo først de tre akkorder, tonika, dominant og subdominant, og dermed klarer man det meste af rock og popmusikken.
En gavmild sjæl lærer een dominant 7, og så kører det for dig!
Jeg fik da lært at bruge varianterne, de formindskede akkorder, sus og den store syver, det kan man godt lave meget musik på, faktisk er 90 % af det vi hører idag maksimalt sat op på det.
Senere lærte jeg om jazzakkorder, og så skete der noget helt andet.
Det var det jeg forsøgte at komponere fra, men for at være ærlig, så kræver komposition om noget den gode melodi, og den skal gerne hænge sammen med den gode tekst. faktisk bliver det først musik hvis det hænger sammen, indtil det er det den normale muzak som vi hører så meget af for tiden.
Ok jeg blev kun så god, og det var så det, og det var ikke skidt for hverken mig eller verden at jeg aldrig fik lavet drømmenes LP.
Derimod fik jeg set ind i den skabende musiks verden og det er noget helt andet.
For det at jeg havde lært at synge fra sangbogen som barn, og spille violin i klassisk sammenhæng, sammenspil både i skolen og hos Fru Detrikoy lærte mig noget om at musikkens storhed og skønhed.
Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan man kan undgå at se nødvendigheden i at alle børn burde lære, mindst at synge fra sangbogen af, fordi den danske musik er skøn.
Min oplevelse er det at det man nu engang har lært gennem livet, og her startende i barndommen, at det fører til at kunne lytte indad på en anden måde end hvis man kun oplever den moderne popmusik, techno, rave feks. - Dermed siger jeg ikke at musikken der søger alt fra hurtige følelser til ekstase er skidt, blot at det er en anden verden, jeg kender den jo så vel selv.

Pointen er at "Man blir det man spiser", i høj grad gælder det kulturelle, og her det musikalske specifikt. Faktisk tror jeg at de frikadeller jeg har spist igennem livet har haft mindre indflydelse på mig end den musik jeg har dyrket, og det skylder jeg om ikke andet mine forældre, de er og var meget bevidste om kulturens positive virkning.

Der er ikke nogen rangordnings-bedømmelse/fordømmelse, jeg har jo spillet de fleste former for musik selv, men der ligger sig stadig nogle forskelle i det musikalske.
Er der noget mere svedigt end at danse hele natten til funk og soul musik, idag er det vel techno og rave der gælder, men det er et lignende princip, det gælder om at bevæge sig til rytmen, gå ind i et ekstatisk flow.
Den klassiske musik, i det mindste før Wagner og Stravinsky, var en musik som man kunne sidde til og stadigt opleve som en indre berørelse, en indre bevægelse, de spiller og jeg bevæges.
Det er formodentlig den største forskel, om bevægelsen rykker en med i dansen, eller nøjes med at bevæge en i sjælen.
Who cares, det er heller ikke så vigtigt.
Vigtigere er det for mig at jeg lærte at "fornemme" hvilken akkord der burde komme efter den forrige, det er først og fremmest min tid i koret der lærte mig det.
Kan man virkeligt det?
Er den klassiske musik, og den danske sangbog så "enkel" i sin struktur?
Ja egentlig. Den er enkel, men det er langt fra at sige at den derfor ikke er smuk, ofte er det enkleste det smukkeste.
Vi sang i øvrigt også russisk kormusik og græske sange, så det hele var ikke forsimplet, men der var stadig en indre logik i musikken, og det var udfra den at jeg i det mindste oplevede at jeg kunne forudsige hvilken akkord, og følgeligt hvilken tone jeg som bas formodentligt skulle bringe.
Det kedede mig aldrig, fordi korsangs styrke ligger nu engang i at mange stemmer synger på en gang, og at det derfor er smukt og åbnende for sjælen.
Vi synger jo om det skønne og det sande, om ophøjede idealer, om tro, glæde, smerte, lidelse kærlighed og begejstring. - Og musikken er somregel fyldt med disse realiteter, - altså lever vi samtidigt i disse følelser, lader os bevæge sjæleligt af disse følelser.
Hovedsagen er at kende det musikalske, at blive musiker er nu engang for de få, men at kende musikken selv gør en lydhør for bevægelser i sjælens rum, for det er jo der vi bliver bevægede.

Skal vi lære vores børn det, eller er det ligegyldigt?
I vores tid mere end i nogen andre har børn så utroligt meget lidelse og usikkerhed i forhold til hvem de er og hvad de føler, måske mangler de helt enkelt musiken?


Oh... i GA 283 skriver Steiner om dette.


Giv gerne en kommentar, det vil glæde mig at høre hvad du tænker, om jeg måske hellere skulle forsøge mig som musiker ;)