I en tid med saa mange meninger kan det forekomme mærkeligt at ville tale om et eventuelt gyldent overblik, fordi alle jo hver forsig påstår at have ret i deres absolutte meninger.
Tag feminismen i dag, nykapitalismen, genderideologien, EU tilbederne, BLM, Covidforkæmperne, konspirationsteoretikere og ikke mindst veganerne! Bare roligt, der er mange flere, men lige nu synes det mig at disse er største på skyen og dem vi ser og hører mest.
Jeg siger ikke noget om deres meninger i sig, måske har nogle af dem ret, sikkert har de da det, i nogle af deres meninger. Måske er det det rigtige paa mange punkter, måske er det det allervigtigste lige nu, men måske ikke. Så det er vel ikke ideerne som alle har jeg kan udtale mig imod.
Det jeg kan udtale mig imod er hvor hurtigt folk griber fast i deres faste mønstre af ideer, ofte uargumenterede ideer, noget som man har lært er rigtigt - udenad - uden selv at gennemtænke det, men blot fordi det føles rigtigt.
Vi kan vel hurtigt konkludere at hvis man gør sig afhængig af "følelsen " af at det er rigtigt, at man så måske selv burde overveje om andre mennesker kunne have andre følelser?
Meget ofte er det nok for de mennesker der har de forskellige retninger af ideer og idealismer, af den ene og den anden art. De er tilfredse.
Måske har de tom "tænkt den" igennem, og mener at de står paa en solid grund? Og hvis det virkeligt er så, hvorfor er der så så stor kamp de forskellige sider mod hinanden? for der er med garanti folk på begge sider af meningsudvekslinger der har tænkt sine ideer igennem og kommet frem til at de er absolut korrekte.
- Men er de det på alle livets områder... Og her bliver det pludseligt svært, fordi vi hver for sig kun ser få af livets områder i de liv vi konkret fører. Ved jeg hvordan den veganske genderidentificerende oplever sit liv? Ved denne hvordan underchefen i slagteriet oplever sit liv og sine problemer i livet, det som denne kæmper med? For vi alle kæmper med noget, det er stensikkert.
Hermed det største problem smidt paa bordet.
Vi kender de facto ikke nok til hinandens livsproblemer til med skråsikkerhed let at kunne tale ned om vore meningsmodstandere.
Vil vi overhovedet det, eller "ved" vi allerede at vi har "ret"?
De fleste er meget tilfredse med deres ideer og har allerede "ret", ihvertfald i deres egen forestillingsverden.
Hvad skulle vi så gøre for at komme til at få en bedre vurdering af hvad der ret, og derfor vigtigere og bedre i vurderingen af ideerne ifht de livets problemer som vi alle individuelt står og kæmper med?
Der er i sidste ende ikke andet at gøre end at forsøge at lære den andens ideer at kende og 1. gennemtænke disse ideer. 2. forsøge virkeligt at leve sig ind i dem, for på den måde at opleve hvad nytten og værdien er i dem, udfra hver deres blikvinkel.
Om det er en større opgave, ja, absolut. Men vi har ikke andre muligheder hvis vi vil forsøge at danne os overblik. Punktum
Kun hvis vi aldrig opgiver kampen for at se den andens ståsted og argument som det vigtigste i vores liv, i det mindste for en stund, mens vi sætter os i deres sted, får vi muligheden for at få og danne os det nødvendige overblik. (Dette er en øvelse, det er ikke farligt, men sundt for tænkningen)
Jeg er bange for at det ikke er særligt let, det er faktisk skidesvært. Men heldigvis har andre mennesker før os jo forsøgt detsamme, så vi er jo ikke alene med dette.
Jeg har ikke lyst til at opsætte regler og krav på denne form for indsigt, hvad der skal til, hvad jeg vil kræve af en der skal kunne udtale sig med det gyldnge overblik, dertil er det alt for svært. Det er kun hvis man virkeligt lever en tid, i de andres sko, at man kan se verden fra deres blikvinkel af. og der er mange parametre af tænkning, følen og forståelse der skal til for at "være der", alt for mange til hurtigt at kunne reducere de rigtige måleredskaber for det rigtige standpunkt.
Jeg hævder naturligvis selv at jeg KAN staa der (en solbeskinnet dag), når jeg tager min egen indsigt alvorligt og ikke lader mig føre med i den ene tanke eller den anden, men istedet blot forsøger at forholde mig objektivt, både ifht min tænkning og min følen omkring de ideer jeg står overfor, og det er naturligvis også baseret på erfaring fra livet, og de uendeligt mange møder med mennesker med forskellige ideer og livsstile.
Jeg hævder at jeg kan, AT ENHVER kan, hvis han vil, stille sig over sine første tanker og følelser og højne sine ideer og indsigter fra den verden han har lært at kende gennem sit hele liv. At enhver kan stille sig over sine første idealismer som han eller hun har levet med, erkendt, indset konsekvenserne af og stille dem i det rigtige perspektiv. Men IKKE uden at give afkald paa det specielle indre krav om altid at ville have ret. - Det ville saa være en förste regel.
Det er først naar man ved at man kan tage fejl i sine vurderinger af den ene og den anden ide, at man ogsaa lagsomt opbygger evnen til at se ind i disse ideer og deres reale konsekvenser for den verden de eksisterer i.
Så hvis du vil have det gyldne overblik over ideerne, så må du først lære dem at kende, du må først leve med dem længe nok til at de bliver værdifulde for dig, du må prøve at føle konsekvenserne af begge siders ideer, ikke kun tænke dem. De må blive virkelighed for dig, og det er somregel smerteligt.
Det er igen problemet ånd, eller indsigt, som jo er samme sag. At masser af ideer og idealismer kan synes så uendeligt "rigtige", men de i forhold til virkelighedens verden ender i gigantiske tragedier (se feks kommunismen i rusland, facismen i europa). Alene erkendensen af disse idealismers konsekvenser, for jo, i begge lejre var de jo "idealister" omkring deres faste tro på at vide hvad der var rigtigt for verden. - Og alt de skulle have gjort var at spørge og se på deres ofre, så ville de have vidst at verden alligevel ikke var så enkel som deres ideologier førte dem til at tro.
Idealer og idiologier er i allerhøjeste grad livsfarlige, faktisk helt konkret livsfarlige. Og at forsöge at se over idealerne og ideologierne kræver mange års tænkning, anskuelse og forsøg paa indsigt, altsamme udfra ovenstaaende minimumskrav. Så enten tager vi det seriøst i vor tid, eller vi falder i samme problemer som vi har gjort gennem historien. Forsimplede idealismer, som igen igen myrder millioner af uskyldige mennesker, som vi måske ikke kender, eller måske var det naboen, hvor vi sidenhen undrer os - mange år efter - var det virkeligt nødvendigt, for det har mange ekstremister senere måttet leve med, at de åa venner og naboer dø, måske at de selv hjalp til, for først mange år senere at indse at det "måske var at gå lidt for langt"?
Really, var det at gå lidt for langt? Det er vel et mildt udtryk.
Vi falder tilbage paa vilddyret hvergang vi lader vores forsimplede idealismer "smadre modstanden", og det er ekstremt farligt for de mennesker der er på den "forkerte side". DENNE FARE ER MEGET STOR I DAG.
Jeg tror det er på tide at skabe en organisation der faktisk advarer mod disse tendenser. For det er tydeligt at vi alle har tendens til at "ryge i gryden" indimellem, specielt når vi forglemmer os, når vi "har en dårlig dag".
Hvad skal man så se på?
På hvor langt ude et ideal, eller en samling af idealismer fører mennesker fra det kunne se de lidelser man påfører andre. Der er ALTID en skjult idealisme bag ondskab, men ofte ser folk den ikke selv. Glem ikke at at krig og vrede sagtens kan benytte sig af "fine" argumenter, af fine "ideer og idealer", mens de bomber folk ihjel.
Eller, og det er måske vigtigere, se på kontoret, se den lille verden i det daglige.
Der er altid en som ende som syndebuk for alles misbehag. Er han det? Er det virkeligt ham der er den dumme og forkerte i alt hvad han gör, fordi "vi gør jo alt rigtigt". "Rigtigt" betyder for det meste at man har et forstået eller ikke forstået begreb for hvad der er rigtigt eller forkert, og derfor en begvedliggende idealisme, et bagvedliggende ideal.
Er det virkeligt ham (syndebukken paa kontoret) der er skyld i at alt er forkert, eller har vi glemt at se på hvad vi bedømmer og fordømmer ham for?
HER ser man hurtigt at vi alle gør dette, fordømmer og misbedømmer udfra alt for hurtige idealer og idealistiske forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. - Og her ser man ogsaa hurtigt hvor gode vi er til at lade andre mennesker lide for at de er "forkerte". FORDI det er en indbygget mekanisme i det at være menneske, at se det "ideelle", og lade dem der ikke er "i skyen af det perfekte" blive dem der bliver uddømt, og udskældt.
Vi gør det som mennesker hele livet, vi kan slet ikke lade være. Det er en menneskelig betingelse, et menneskeligt problem. at vi dømmer og fordømmer, smider folk i kasser - alle gør det. Det er vores evne til at tænke, faktisk hele vores tankesystem, som vi jo alle er afhængige af, der er automatik udøver "sortering", fordi det er betingelsen for tænkningen selv. Du kan ikke tænke uden at ligge "ting i skuffer". Du kan ikke have meninger uden at have lagt meningerne i skuffer af "rigtigt og forkert". Det er simpelthen ikke muligt. Selv blandt de idealister der mener at man ikke skal bruge logik i vor tid, fordi den netop fungerer som ovenfor beskrevet. Det er blot forkert, fordi de selv anvender logikken til at afvikle logikken. - OG ikke mindst fordi de selv blot bruger nye kasser, hvor de saa tillader sig at hade den ene gruppe og elske den anden.
Vi SKAL bruge vor tænkning, men vi skal bare ikke lade den fare afsted med os, uden selv at forsøge at se hvilket farer der er indbygget i den.
Vores tænkning og følen er selv i vores hverdag en fare, hvis vi det går ud over andre, det vi selv føler og tænker. Derfor råber jeg til forsigtighed. forsigtighed ifht at uddømme andre der ikke er perfekte ifht dit ideal, idealet, specielt de idealer som er svære at gennemskue.
Brug nu forsigtigheden, fordøm ikke for hurtigt. Har du selv siddet i syndebukkens position? Ved du selv hvor svært det er at eksistere der?
OG det skal samtidigt ikke afråde for at rent faktisk dømme. Fordi vi eller selv havner i en ny idealisme der hedder at vi "ikke må dømme", "fordi alt er lige godt", det er det ikke.
Der er ting, hændelser og ideer der selvfølgeligt skal stoppes og på hvert sit sted ikke accepteres, men hvilke! Det kan man kun danne sig et forhold til hvis man altid udgaar fra et forsigtighedsprincip.
Her står så altid et forsigtighedsprincip overfor et handlingsprincip, fordi begge er nødvendige i eksistensen. Og kun hvis man benytter sig af begge dele kan man håbe på, at man med tiden faar skabt sig et gyldent overblik. - Fordi forudsætningen for et sådant er at man arbejder med at skabe det. Der er tale om en proces. en udvikling gennem hele livet. Jo flere erfaringer og jo mere man har gennemtænkt de forskellige scenarier, jo mere skaber man muligheden for at danne sig et gyldent overblik. - Og det er i sandhed blevet nødvendigt i vores tid at flere gør dette arbejde.
