Den store musiker!

Musiker, jo, man skal da være musiker!

Således drømte jeg tappert i min ungdom, og igang gik jeg med at slå og hive i guitaren.
Da jeg faktisk var en nogenlunde guitarist, gik der ikke længe inden jeg kunne kopiere alle de kendte.
Man lærer jo først de tre akkorder, tonika, dominant og subdominant, og dermed klarer man det meste af rock og popmusikken.
En gavmild sjæl lærer een dominant 7, og så kører det for dig!
Jeg fik da lært at bruge varianterne, de formindskede akkorder, sus og den store syver, det kan man godt lave meget musik på, faktisk er 90 % af det vi hører idag maksimalt sat op på det.
Senere lærte jeg om jazzakkorder, og så skete der noget helt andet.
Det var det jeg forsøgte at komponere fra, men for at være ærlig, så kræver komposition om noget den gode melodi, og den skal gerne hænge sammen med den gode tekst. faktisk bliver det først musik hvis det hænger sammen, indtil det er det den normale muzak som vi hører så meget af for tiden.
Ok jeg blev kun så god, og det var så det, og det var ikke skidt for hverken mig eller verden at jeg aldrig fik lavet drømmenes LP.
Derimod fik jeg set ind i den skabende musiks verden og det er noget helt andet.
For det at jeg havde lært at synge fra sangbogen som barn, og spille violin i klassisk sammenhæng, sammenspil både i skolen og hos Fru Detrikoy lærte mig noget om at musikkens storhed og skønhed.
Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan man kan undgå at se nødvendigheden i at alle børn burde lære, mindst at synge fra sangbogen af, fordi den danske musik er skøn.
Min oplevelse er det at det man nu engang har lært gennem livet, og her startende i barndommen, at det fører til at kunne lytte indad på en anden måde end hvis man kun oplever den moderne popmusik, techno, rave feks. - Dermed siger jeg ikke at musikken der søger alt fra hurtige følelser til ekstase er skidt, blot at det er en anden verden, jeg kender den jo så vel selv.

Pointen er at "Man blir det man spiser", i høj grad gælder det kulturelle, og her det musikalske specifikt. Faktisk tror jeg at de frikadeller jeg har spist igennem livet har haft mindre indflydelse på mig end den musik jeg har dyrket, og det skylder jeg om ikke andet mine forældre, de er og var meget bevidste om kulturens positive virkning.

Der er ikke nogen rangordnings-bedømmelse/fordømmelse, jeg har jo spillet de fleste former for musik selv, men der ligger sig stadig nogle forskelle i det musikalske.
Er der noget mere svedigt end at danse hele natten til funk og soul musik, idag er det vel techno og rave der gælder, men det er et lignende princip, det gælder om at bevæge sig til rytmen, gå ind i et ekstatisk flow.
Den klassiske musik, i det mindste før Wagner og Stravinsky, var en musik som man kunne sidde til og stadigt opleve som en indre berørelse, en indre bevægelse, de spiller og jeg bevæges.
Det er formodentlig den største forskel, om bevægelsen rykker en med i dansen, eller nøjes med at bevæge en i sjælen.
Who cares, det er heller ikke så vigtigt.
Vigtigere er det for mig at jeg lærte at "fornemme" hvilken akkord der burde komme efter den forrige, det er først og fremmest min tid i koret der lærte mig det.
Kan man virkeligt det?
Er den klassiske musik, og den danske sangbog så "enkel" i sin struktur?
Ja egentlig. Den er enkel, men det er langt fra at sige at den derfor ikke er smuk, ofte er det enkleste det smukkeste.
Vi sang i øvrigt også russisk kormusik og græske sange, så det hele var ikke forsimplet, men der var stadig en indre logik i musikken, og det var udfra den at jeg i det mindste oplevede at jeg kunne forudsige hvilken akkord, og følgeligt hvilken tone jeg som bas formodentligt skulle bringe.
Det kedede mig aldrig, fordi korsangs styrke ligger nu engang i at mange stemmer synger på en gang, og at det derfor er smukt og åbnende for sjælen.
Vi synger jo om det skønne og det sande, om ophøjede idealer, om tro, glæde, smerte, lidelse kærlighed og begejstring. - Og musikken er somregel fyldt med disse realiteter, - altså lever vi samtidigt i disse følelser, lader os bevæge sjæleligt af disse følelser.
Hovedsagen er at kende det musikalske, at blive musiker er nu engang for de få, men at kende musikken selv gør en lydhør for bevægelser i sjælens rum, for det er jo der vi bliver bevægede.

Skal vi lære vores børn det, eller er det ligegyldigt?
I vores tid mere end i nogen andre har børn så utroligt meget lidelse og usikkerhed i forhold til hvem de er og hvad de føler, måske mangler de helt enkelt musiken?


Oh... i GA 283 skriver Steiner om dette.


Giv gerne en kommentar, det vil glæde mig at høre hvad du tænker, om jeg måske hellere skulle forsøge mig som musiker ;)

I rummet før forståelsen "En skovl tænkte jeg" kap 2.

fortsættelse af indlægget "En skovl tænkte jeg" - Jeg kan kun anbefale at læse den først..

Så mens ser den skovl som jeg ikke klart kan se og derfor endnu ikke ved hvad er, så famler min iagtagelse rundt omkring, som ville jeg føle mig frem, overalt på det jeg senere erkender som skovlen.
Kan øjnene føle sig frem?
I denne sammenhæng ja.
øjnene famler sig frem og tilbage, op og ned, men fordi de nu engang ikke klart kan se skovlen, blandt alle de andre ting i skuret, så kommer ordet - begrebet endnu ikke.
Derimod kommer måske en usikkerhed, måske til og med en angst, for hvad er det egentligt jeg iagtager, og der er det meget muligt at man selv finder (projicerer) forskellige objekter/personer ind.
Det er i det hele taget sådan vores iagtagelse fungerer, at den vel kan se hvad en ting er, når den ser denne klart, men hvis den ikke har det rette begreb for tingen, så kan den ikke benævne det på anden måde end med de begrebet vi allerede havde i vores tænkning.
Vi lever i en verden begrænset af vores begrebsverden.
Dette gælder for så vidt på alle livets områder.
Dette gælder udtrykt på vores følelsesmæssige oplevelser. Specielt hvis disse er ømtålelige.
Jo mere ømtålelige de er, jo mindre har den enkelte plads i sit sjælsmæssige rum til at forsøge at se disse fra en anden vinkel, og skabe sig nye begreber i nye konstellationer, for sådan eksisterer begreber. De er ikke uafhængige, de eksisterer i forhold til hinanden, bygger på hinanden, nogle gange meget snævert, andre gange mere fleksibelt og openminded. - Dertil er det vel på sin plads at sige at visse begreber i sig for hvert individ rammer den enkelte anderledes end den anden.
Hver positiv oplevelse og hver negativ oplevelse i livet sætter sine spor, og begreberne der stadfæster  disse oplevelser er forskellige for enhver.
Lever vi så kun i vore begreber?
Nej overhovedet ikke.
Vi lever i samspillet mellem sansningen, vore følelser i forhold til enhver given situation og eller begreberne, og i begreberne. - lige hvad dette tema angår.

Ok, hvis jeg så ikke kan se skovlen, men stadig kan ane at der står noget, dog uden at vide hvad, så er jeg i en tilstand hvor jeg "ikke rigtigt ved", og hvor jeg ikke har et begreb der matcher, fordi jeg forbliver usikker.
Findes denne tilstand ellers i livet?
Jo skulle mene at den også findes i kunsten, mens man står foran si staffeli, eller med sit instrument i hånden, mens man søger sit tema. "Jeg forsøger at udtrykke noget som jeg har som en usikker fornemmelse, men som jeg endnu ikke kan se klart for mig". Det er udfra denne fornemmelse at meget kunst skabes. "Jeg ved at der skal være en streg der, det føles helt rigtigt. Og her skal der være en gul plet, jeg har en indre fornemmelse der siger mig at det kun kan være på den måde, ellers ville det være forkert". Man ved ikke hvad det er man forsøger at udtrykke, men man gør det udfra en fornemmelse af "rigtighed", af sandhed, af konstellation, af komposition".
Man forsøger at udtrykke noget der endnu er ubevidst, men som nu og her kommer fra en selv af, og det udfra ens egen sjæls egne indre dynamik.
Musikeren står i samme situation.
Han ved at det skal "lyde sådan", men det tager somregel lang tid at finde den rette melodi og de rette akkorder, bortset fra i visse specielle situationer hvor en vis Mc Cartney vågnede op med både tekst, akkorder og melodi fra en drøm, og blot skulle få det ned på papir.
Hvorfor er det "rigtigt" at et vist sunget ord, sammen med et interval på baggrund af akkorder skaber et sådant enormt udtryk som man husker hele livet igennem, fordi det indefra, fra kompositøren opleves som rigtigt. Sandheden, det rigtige bliver for kompositøren konkret, men kun hvis denne formår at forblive i dette rum og iagtage den form hans eget indre univers udtrykker, og kun hvis dette er opbygget gemmen mange års øvelse og et inderligt forhold til skabelse.
Det antyder en retning i det individuelle forhold til den åndelige verden. At den enkelte selv bygger sit forhold til den åndelige verden i forhold til sin metier, og at dette forhold bliver mere og mere eksakt, jo mere den enkelte befinder sig i stormens øje.
Jo, her forudsætter jeg selvfølgeligt at den åndelige verden er dette område hvor man endnu ikke ser skovlen, men forsøger at ane hvad der står foran en, det kommer endnu ikke til een, men man søger den indre parralel i sig til det man ser, man søger det "rigtige", ligesom det område som man forsøger at skabe i som kunstner.


Om dette skriver Steiner iøvrigt i GA 115 og GA 283.



Hvis dette giver mening for dig, ville det glæde mig med en lille kommentar forneden.