Det der med kærligheden og Steiner..

Hvorfor kan et menneske elske to forskellige?
Hvorfor kan et menneske elske og hade en person på samme tid?
Det er helt normalt, og Steiner kan sikkert ogsaa forklare det. Men vi behöver denne gang ikke engang Steiner.
Alligevel tager jeg gerne den gamles ideer i brug.
Der er en reflektion over kärligheden selv, at den er sit eget väsen, og at den har sine egne regler.
Paulus taler om den i sine breve, det er yderst mystisk hvad han siger. Men han nævner ikke med et ord det som vi som normalt tænker er kærlighed, nemlig begær, drømme, ekstase, sensuel sammenflyden... intet af det er for ham relevant ifht det han kalder kærlighed.
For ham er kærligheden mindre jordisk, og stiller derfor krav om en vis overjordiskhed i sit agerende, som de fleste af os ikke evner, og aldrig kommer til.
Det er mest dette Steiner taler om, men ogsaa kærligheden til kunsten, til det skønne, til idealerne..
Oven i det kommer at vi samtidigt er mennesker, og alt for vel drømmer om ekstasen, at flyde sammen, at være det eneste forelskede væsen.
Vi eksisterer virkeligt på to forskellige niveauer, og det kan være yderst ubehageligt at opleve dette, at man maaske aldrig rigtigt kan forstå hinanden, fordi man lever udfra forskellige måder at opleve verden paa. Dette sidste kommer helt enkelt igennem kønnet, at det ogsaa har sine regler og tendenser, at vi som par slås med at forstaa hinanden igennem tre forskellige verdener, og at det er så bliver ikke bedre af at vi først lærer at gennemskue disse med alderen, at vi ikke selv forstår os selv, eller hinanden, selvom vi gerne ville, men først og fremmest at vi overhovedet ikke forstår os selv, uden en lang og sej kamp - og for at gøre dette endnu værre, så at falder forskelligt for hvert individ. Nogle lærer helt enkelt ikke at forstå hvad det er der sker i demselv og sådan forbliver det.

Men til en start hjælper det lidt at indse at man både er et fysisk og åndeligt væsen, til det nedre hører hele begærsverdenen, til det øvre, det som paulus taler om, dette ophøjede væsentlige som vi bliver en del i hvis vi følger hans "regler" - velvidende om at dette ikke handler om regler, men om indse at vi som mennesker helt enkelt fungerer på den måde. - om vi kan li det eller ej...

Kærligheden

 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.  For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,  men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.  Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.  Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

I denne form taler Paulus om kærligheden som er mellem alle mennesker, forældre til børn, familier, venner, og måske til og med til ens arbejde, men at denne kærlighed kun kan eksistere hvis man indser kærlighedens sande væsen, som Paulus beskriver.

Men hvis kærligheden skal eksistere mellem mand og kvinde, så er det under samme forhold, for selvom vi kan begære hinanden meget længe, og nogle er så heldige at kunne det hele livet, så stiller kærligheden før eller siden spørgsmålet om at virkeligt have set kærligheden som den nu engang virkeligt er, eller om man lyver for sig selv., og på den måde ikke elsker, selvom man tappert forsøger.

I sidste ende kommer man til en grænse, og der må man spørge sig selv om man virkeligt vil indse hvorfor man valgte kærligheden fra, for i sidste ende kan kun den totale ærlighed overfor ens eget virkelige væsen stille ens kærlighedsløse valg frem, som man har valgt gennem livet, og i visse tilfælde har besluttet før livet. - Ja, karmas veje taler også tydeligt her. - Det var virkeligt det jeg besluttede mig for at mit liv skulle være, også selvom jeg ikke kan lide det, eller i det mindste er voldsomt utilfreds med det.

Jeget hos Steiner

Hvad er jeget for noget?
Vi udtaler det med største klarhed omkring os selv når vil skal ned og hente mælk, eller på arbejde, "jeg går nu", siger vi alle.
"Jeg har ikke tid nu".
"Jeg tænker lige over det".
"Jeg arbejder lige i haven".
"Jeg er til træning lige nu"
"Jeg føler lige efter".
"Jeg ser lige på noget"

Der er ingen ting som vi individuelt foretager os som vi ikke selv forbinder med os selv, det vi kalder "jeget". - Vi behøver ikke engang at tænke over det, det er automatisk.
Jeget er menneskets centrum.

Men hvad er jeget så?
Det helt store mysterium. For det er ikke selve sansningen, at jeg mærker mine muskler når jeg graver i jorden i haven.
Heller ikke de følelser der opstår når jeg ser på min smukke have.
Heller ikke mine forestillinger om hvordan haven skal se ud, selvom jeg oftest forbinder mine drømme om hvor smukt det skal blive med mig selv..
Det er i det hele taget det der for de fleste markerer deres selvopfattelse, deres opfattelse om hvem de er, det de drømmer om og ønsker.
Men det er stadig ikke jeget.

Mine tanker da? Der er vel ikke noget nærmere ved mig end mine tanker, "jeg tænker derfor er jeg", sagde jo Descartes?

Er jeg min tanke?
Det er tydeligt at vi indimellem ser såvel tanker som forestillinger glide forbi, som biler der kører forbi nede på vejen, de har til en del deres eget liv, de kører som de vil, også indimellem når man helst ville være fri.
Der er tanker som man har et stort ubehag ved, men som alligevel ikke forsvinder af den grund.
Andre tanker som er utroligt behagelige, er de mere mig?
Eller er tanken ikke helt enkelt noget der står udenfor mig, noget som jeg også kan bevæge, hvis de altså ikke bevæger mig?

Kan jeg overhovedet bevæge tanker eller bevæger de altid mig, hvordan ser man forskel?
Er tanken den samme hvis den glider forbi som panorama, eller hvis jeg selv vælger at tænke den?
Jeg kan vælge at tænke på noget jeg selv vil tænke.
Tag noget enkelt, som at forsøge at lære sig en ligning. Jeg sætter mig for at følge de tanker som min lærer viser mig, derefter udfører jeg selv frit de tanker som ligger til grund for øvelsen. Nu tænker jeg selv udfra mit eget valg, og jeg styrer selv tanken.
Altså kan tanken både være fri, og på andre tidspunkter nogle der blot "besøger mig", traverserer forbi.
At jeg kan vælge at tænke, og selv vælge mit tema, afgør at jeg står udenfor min tanke, og samtidigt kan vælge  at forbinde mig med den.
Jeget er altså heller ikke per definition min tanke. - Det er over tanken.

Altså er jeget "frit svævende" over alt jeg sanser, føler, tænker, men kan gribe ind i alle disse riger, og gør det konstant.
De fleste af os overvejer ikke engang at det er så, men vi er ikke kun forbundne med visse tanker følelser og sansninger, mange af disse fanger os, er på mange måder tvingende overfor os, tvinger os til at leve på en speciel måde, og opleve verden på en given måde.
Alt det som på denne måde er "givet" det er karma. Det er det vi har valgt at leve i forhold til i dette liv, om vi kan lide det eller ej.
Jo mere vi gennem tiden, gennem livet, lærer at hæve os over disse givne realiteter, vores karma, forbedre os, blive mindre afhængige, jo mere frie bliver vi, og jo mindre er vi bundne af vore karmas negative sider, - og jo mere bliver vore tidligere problemer til muligheder.

 - Men hvis karma konstant tvinger mig til at relatere til en række realiteter der er centrale i mit liv, hvorigennem jeg lever mit karma og frigør mig fra det, er så ikke jeget helt afhængigt af karma for at blive sig selv? Jo mere jeg lever mit karma, både som mulighed og problem, jo mere bliver jeg til den jeg skal være, jeg bliver mere jeg.

Det er pointen i Steiners lære om at jeget skal gennemtrænge sine væsensled, astrallegeme (følelseslegeme), æterlegeme (livslegeme) og fysisk krop. - for først der bliver jeget egentligt det det skal, og til det frie åndelige væsen som er dets mål.

I sidste konsekvens udvikles jeget kun i mødet med dets karma. om vi kan li det eller ej.


Mere om jeget senere...



kommenter gerne, eller giv en "like" på FB, så at jeg ved om teksterne siger jer noget.

Karma hos Steiner

Steiner taler meget og gerne om reinkarnation og karma. Det er et centralt emne, ikke kun fordi det er et eller andet religiøst tema som interesserer ham, men fordi det er et centralt tema, hvis man vil forstå hvad det er der driver det enkelte individ, til hvad, hvorhen, på trods af.

En forståelse af mennesket der ikke indeholder ideen om karma og reinkarnation kommer til sine begrænsninger, fordi det enkelte menneskes historie og intentioner helt enkelt spænder sig over dets inkarnationsrække. Hvis vi tager Steiner alvorligt.

Psykologien brugte mange år på at forstå det ubevidste, Jung, Freud, Adler, Frankl søgte alle at forstå vores ubevidste, det som driver os den ene vej, og siden den anden vej, som driver folk til succes såvel som til katastrofe, til glæde og lykke i livet som til undergang og desperation.  Idag nøjes psykologien i højere grad med at se hvad man så kan gøre ved tingene, nu da de engang er som de er, en meget vigtig pointe - den kan man diskutere i evighed, men først når man overvejer at se tingene udfra et perspektiv af personligt karma, af personlig delagtighed i en åndelig verden, så har man måske bedre en mulighed for at forstå dybet af livet, i form af både lidelsen og glæden?

Hvad er det der ændrer sig ved en erkendelse af karma, versus en forståelse af hvor "jeg er lige nu" som jeg har hørt ofte i terapien? Oplevelsen af at tilhøre en verden der er større end mig selv. Lidelsen forbliver, smerten forbliver, glæden ligeså, problemerne også, men blikvinklen er en anden.
Der er en meget vigtig pointe i at forstå at jeg lige nu er her, kommer herfra, og at min lidelse har et personligt historisk perspektiv (barndom somregel), det er sandt at traumaet blev åbnet i barndommen - somregel. Men man kan ligeså godt sige at traumaet fandt sin form i denne tid, som det var forberedt i den åndelige verden som konsekvens af ens karma, og som mulighed for at genskabe det hele menneske, som vi alle stræber imod at blive i dette liv (bevidst eller ubevidst). Og hvis man følger Steiners ide her, så siger han jo klart at englene, ja alle hierakierne var med til at danne og udbygge det kommende livs karma for enhver af os, for at hjælpe os tilbage til at blive hele mennesker igen.

Pointen er at komme til oplevelsen af at englene virkeligt er her for os, de står lige bag køleskabet og hænger over indgangsdøren til vore alles hjem. Det religiøse perspektiv stiller altid lidelsen ind i et større perspektiv, et perspektiv der giver enhver muligheden i at leve i forhold til den religiøse virkelighed, englene, troen på at det jeg skaber i dette liv, omend det synes mig uendeligt småt, at det alligevel i et større perspektiv, ikke kun er nødvendigt, men også rigtigt og godt.
Det er meget få mennesker forundt at skabe en ny og bedre virkelighed for menneskeheden, at ændre historien til det bedre, at forvandle menneskeheden til noget smukkere og visere. Resten af os sidder med brødsmuler i hånden og undrer os over at "det var det".

Spørgsmålet er, og det er også det centrale hos Steiner, at det vi har at gøre godt med, at vi anvender det på bedste vis, for vores karma er lige her, lige her og nu, og der er ikke andet, - og dette er som det skal være, hvis vi husker at englene ser os over skulderen, når vi vel gør det bedste i enhver situation som vi kan. Steiner pointerer at det konkret er så.
Dette er ikke en mekanisme for at holde mennesker fast i noget usundt, at man skal nyde sin "slavetilværelse", nej, enhver situation i livet byder op til egenvurdering. Er jeg selv på det rette sted, kan jeg skabe noget godt her hvor jeg er? På trods af de kampe jeg har med mine medmennesker? Kan jeg forblive i dette håb, så at min gnist ikke forsvinder, mit ønske om at forbedre den verden jeg nu engang lever i?
Disse spørgsmål lever enhver af os konstant med, hvis vi altså føler nogen forpligtelse ifht vores eget karma, vores egen inkarnation i dette liv, vores livs skjulte agenda.
Det er i spændet mellem oplevelsen af håb og mulighed på den ene side, og tro på at englene viser vej, også i det små, måske mest af alt når vi ligger på bunden af vores eksistens, at ideen om en personligt engel giver mening, - En engel der er der for at hjælpe en på sin vej.

Steiner var ikke i tvivl om at livet kan være forfærdeligt, han gav alt fra bønner til meditationer til mennesker der stod midt i deres lidelse, til forældre til døde soldater under krigen, til alle former for menneskelig lidelse.
Spørgsmålet er hvorvidt lidelsen også kan være en skaber for det fremtidige liv, for noget hos den enkelte som han end ikke selv var bevidst om? Om lidelsen åbner for andre perspektiver i livet, og om den giver andre ressourcer end blot at være et slag i ansigtet.

"Ingen erkendelse uden lidelse" så jeg et sted som et meme, tror det var i en buddhistisk gruppe, og det er måske pointen i lidelsen. Man kan ikke se den mens man står i den, men hvis man kan bære lidelsen med en vis indre tro, en indre sikkerhed om at der også i lidelsen er en vej, så kan lidelsen blive lettere at bære, og evnen til at bære den med tiden blive større?

Det største problem i vores tid, er sandsynligvis at den erkendelse som de fleste mennesker får af deres lidelse, ikke på nogen måde ses i vore samfund. Det bliver stiltigende ignoreret, at mennesker opnår visdom i livet, dybde, indre ro overfor livets øvrige storme, fordi vi lever i en popkultur hvor kun det ydre ses. - Som kultur mister vi værdien af lidelsen, men det ligger jo implicit i tabet af den kristne kultur i vesten. At Jesus led og døde spiller ingen rolle i vores kultur længere, at ingen mennesker forbinder sig med den ide. Det er et kæmpe tab, for vi alle går igennem lidelse i livet. Men det er vores kulturs karma, den har også en engel der forsøger at hjælpe, men igen, den er der kun når nogen lider med den og det er et personligt karma, også det.

Den store musiker!

Musiker, jo, man skal da være musiker!

Således drømte jeg tappert i min ungdom, og igang gik jeg med at slå og hive i guitaren.
Da jeg faktisk var en nogenlunde guitarist, gik der ikke længe inden jeg kunne kopiere alle de kendte.
Man lærer jo først de tre akkorder, tonika, dominant og subdominant, og dermed klarer man det meste af rock og popmusikken.
En gavmild sjæl lærer een dominant 7, og så kører det for dig!
Jeg fik da lært at bruge varianterne, de formindskede akkorder, sus og den store syver, det kan man godt lave meget musik på, faktisk er 90 % af det vi hører idag maksimalt sat op på det.
Senere lærte jeg om jazzakkorder, og så skete der noget helt andet.
Det var det jeg forsøgte at komponere fra, men for at være ærlig, så kræver komposition om noget den gode melodi, og den skal gerne hænge sammen med den gode tekst. faktisk bliver det først musik hvis det hænger sammen, indtil det er det den normale muzak som vi hører så meget af for tiden.
Ok jeg blev kun så god, og det var så det, og det var ikke skidt for hverken mig eller verden at jeg aldrig fik lavet drømmenes LP.
Derimod fik jeg set ind i den skabende musiks verden og det er noget helt andet.
For det at jeg havde lært at synge fra sangbogen som barn, og spille violin i klassisk sammenhæng, sammenspil både i skolen og hos Fru Detrikoy lærte mig noget om at musikkens storhed og skønhed.
Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan man kan undgå at se nødvendigheden i at alle børn burde lære, mindst at synge fra sangbogen af, fordi den danske musik er skøn.
Min oplevelse er det at det man nu engang har lært gennem livet, og her startende i barndommen, at det fører til at kunne lytte indad på en anden måde end hvis man kun oplever den moderne popmusik, techno, rave feks. - Dermed siger jeg ikke at musikken der søger alt fra hurtige følelser til ekstase er skidt, blot at det er en anden verden, jeg kender den jo så vel selv.

Pointen er at "Man blir det man spiser", i høj grad gælder det kulturelle, og her det musikalske specifikt. Faktisk tror jeg at de frikadeller jeg har spist igennem livet har haft mindre indflydelse på mig end den musik jeg har dyrket, og det skylder jeg om ikke andet mine forældre, de er og var meget bevidste om kulturens positive virkning.

Der er ikke nogen rangordnings-bedømmelse/fordømmelse, jeg har jo spillet de fleste former for musik selv, men der ligger sig stadig nogle forskelle i det musikalske.
Er der noget mere svedigt end at danse hele natten til funk og soul musik, idag er det vel techno og rave der gælder, men det er et lignende princip, det gælder om at bevæge sig til rytmen, gå ind i et ekstatisk flow.
Den klassiske musik, i det mindste før Wagner og Stravinsky, var en musik som man kunne sidde til og stadigt opleve som en indre berørelse, en indre bevægelse, de spiller og jeg bevæges.
Det er formodentlig den største forskel, om bevægelsen rykker en med i dansen, eller nøjes med at bevæge en i sjælen.
Who cares, det er heller ikke så vigtigt.
Vigtigere er det for mig at jeg lærte at "fornemme" hvilken akkord der burde komme efter den forrige, det er først og fremmest min tid i koret der lærte mig det.
Kan man virkeligt det?
Er den klassiske musik, og den danske sangbog så "enkel" i sin struktur?
Ja egentlig. Den er enkel, men det er langt fra at sige at den derfor ikke er smuk, ofte er det enkleste det smukkeste.
Vi sang i øvrigt også russisk kormusik og græske sange, så det hele var ikke forsimplet, men der var stadig en indre logik i musikken, og det var udfra den at jeg i det mindste oplevede at jeg kunne forudsige hvilken akkord, og følgeligt hvilken tone jeg som bas formodentligt skulle bringe.
Det kedede mig aldrig, fordi korsangs styrke ligger nu engang i at mange stemmer synger på en gang, og at det derfor er smukt og åbnende for sjælen.
Vi synger jo om det skønne og det sande, om ophøjede idealer, om tro, glæde, smerte, lidelse kærlighed og begejstring. - Og musikken er somregel fyldt med disse realiteter, - altså lever vi samtidigt i disse følelser, lader os bevæge sjæleligt af disse følelser.
Hovedsagen er at kende det musikalske, at blive musiker er nu engang for de få, men at kende musikken selv gør en lydhør for bevægelser i sjælens rum, for det er jo der vi bliver bevægede.

Skal vi lære vores børn det, eller er det ligegyldigt?
I vores tid mere end i nogen andre har børn så utroligt meget lidelse og usikkerhed i forhold til hvem de er og hvad de føler, måske mangler de helt enkelt musiken?


Oh... i GA 283 skriver Steiner om dette.


Giv gerne en kommentar, det vil glæde mig at høre hvad du tænker, om jeg måske hellere skulle forsøge mig som musiker ;)

I rummet før forståelsen "En skovl tænkte jeg" kap 2.

fortsættelse af indlægget "En skovl tænkte jeg" - Jeg kan kun anbefale at læse den først..

Så mens ser den skovl som jeg ikke klart kan se og derfor endnu ikke ved hvad er, så famler min iagtagelse rundt omkring, som ville jeg føle mig frem, overalt på det jeg senere erkender som skovlen.
Kan øjnene føle sig frem?
I denne sammenhæng ja.
øjnene famler sig frem og tilbage, op og ned, men fordi de nu engang ikke klart kan se skovlen, blandt alle de andre ting i skuret, så kommer ordet - begrebet endnu ikke.
Derimod kommer måske en usikkerhed, måske til og med en angst, for hvad er det egentligt jeg iagtager, og der er det meget muligt at man selv finder (projicerer) forskellige objekter/personer ind.
Det er i det hele taget sådan vores iagtagelse fungerer, at den vel kan se hvad en ting er, når den ser denne klart, men hvis den ikke har det rette begreb for tingen, så kan den ikke benævne det på anden måde end med de begrebet vi allerede havde i vores tænkning.
Vi lever i en verden begrænset af vores begrebsverden.
Dette gælder for så vidt på alle livets områder.
Dette gælder udtrykt på vores følelsesmæssige oplevelser. Specielt hvis disse er ømtålelige.
Jo mere ømtålelige de er, jo mindre har den enkelte plads i sit sjælsmæssige rum til at forsøge at se disse fra en anden vinkel, og skabe sig nye begreber i nye konstellationer, for sådan eksisterer begreber. De er ikke uafhængige, de eksisterer i forhold til hinanden, bygger på hinanden, nogle gange meget snævert, andre gange mere fleksibelt og openminded. - Dertil er det vel på sin plads at sige at visse begreber i sig for hvert individ rammer den enkelte anderledes end den anden.
Hver positiv oplevelse og hver negativ oplevelse i livet sætter sine spor, og begreberne der stadfæster  disse oplevelser er forskellige for enhver.
Lever vi så kun i vore begreber?
Nej overhovedet ikke.
Vi lever i samspillet mellem sansningen, vore følelser i forhold til enhver given situation og eller begreberne, og i begreberne. - lige hvad dette tema angår.

Ok, hvis jeg så ikke kan se skovlen, men stadig kan ane at der står noget, dog uden at vide hvad, så er jeg i en tilstand hvor jeg "ikke rigtigt ved", og hvor jeg ikke har et begreb der matcher, fordi jeg forbliver usikker.
Findes denne tilstand ellers i livet?
Jo skulle mene at den også findes i kunsten, mens man står foran si staffeli, eller med sit instrument i hånden, mens man søger sit tema. "Jeg forsøger at udtrykke noget som jeg har som en usikker fornemmelse, men som jeg endnu ikke kan se klart for mig". Det er udfra denne fornemmelse at meget kunst skabes. "Jeg ved at der skal være en streg der, det føles helt rigtigt. Og her skal der være en gul plet, jeg har en indre fornemmelse der siger mig at det kun kan være på den måde, ellers ville det være forkert". Man ved ikke hvad det er man forsøger at udtrykke, men man gør det udfra en fornemmelse af "rigtighed", af sandhed, af konstellation, af komposition".
Man forsøger at udtrykke noget der endnu er ubevidst, men som nu og her kommer fra en selv af, og det udfra ens egen sjæls egne indre dynamik.
Musikeren står i samme situation.
Han ved at det skal "lyde sådan", men det tager somregel lang tid at finde den rette melodi og de rette akkorder, bortset fra i visse specielle situationer hvor en vis Mc Cartney vågnede op med både tekst, akkorder og melodi fra en drøm, og blot skulle få det ned på papir.
Hvorfor er det "rigtigt" at et vist sunget ord, sammen med et interval på baggrund af akkorder skaber et sådant enormt udtryk som man husker hele livet igennem, fordi det indefra, fra kompositøren opleves som rigtigt. Sandheden, det rigtige bliver for kompositøren konkret, men kun hvis denne formår at forblive i dette rum og iagtage den form hans eget indre univers udtrykker, og kun hvis dette er opbygget gemmen mange års øvelse og et inderligt forhold til skabelse.
Det antyder en retning i det individuelle forhold til den åndelige verden. At den enkelte selv bygger sit forhold til den åndelige verden i forhold til sin metier, og at dette forhold bliver mere og mere eksakt, jo mere den enkelte befinder sig i stormens øje.
Jo, her forudsætter jeg selvfølgeligt at den åndelige verden er dette område hvor man endnu ikke ser skovlen, men forsøger at ane hvad der står foran en, det kommer endnu ikke til een, men man søger den indre parralel i sig til det man ser, man søger det "rigtige", ligesom det område som man forsøger at skabe i som kunstner.


Om dette skriver Steiner iøvrigt i GA 115 og GA 283.



Hvis dette giver mening for dig, ville det glæde mig med en lille kommentar forneden.

Forståelse, klarsyn og udvikling

Hvad vil det sige at forstå?
Jeg kan forstå at 2 + 2 er 4, men hvorfor?
Enten lærer jeg det udenad, eller også forstår jeg hvad princippet er i dette.
Det er det alle børn prøver i sine første skoleår. Man arbejder med alt fra tændstikker til kuglerammer, det vigtigste er at børnene rent konkret ser hvordan det ser ud når man "lægger 2 til 2 og ser at der nu er 4 samlet set".
Enkelt nok.
Men er det ligeså enkelt når vi taler om at forstå de problemer i et voksent menneskes liv som dette forsøger at håndtere? Følelsesmæssige problemer? Livets hårde problemer, konflikter? Konflikter som sætter en på grænsen af hvad man kan håndtere? Personlige problemer der går til grænsen af det man kan holde til og overskue?
Hvordan kan man overhovedet forstå sådanne ting, sådanne realiteter?

Kan man det?

Ja, det kan man. Det er traditionelt psykologiens område, men selvom man ikke er fagligt funderet i det område, så er det stadig et område man kan skabe forståelse i. Og det er jo også det de fleste gør igennem et helt livs lange samtaler med venner og bekendte, og ikke mindst ægtefæller.

Vi betragter og anskuer, også selvom vi ikke er uddannede i det, alt det der angår vore egne problemer, versus den andens, på den "anden side af bordet".. Og gennem mange samtaler kommer vi til klarhed over hvem vi selv er, og hvad vi kan håndtere, og hvilket vi ikke kan, hvordan vi bliver "triggede" og af hvad, og hvordan vi kan håndtere det. Det er altsammen helt normal psykologi og de fleste af os gør det uden at overveje at der er metode i det.
Oftest, når alt går vel sidder vi efter sådanne samtaler med en følelse af "ja, nu forstår jeg hvad det er der går galt". Og jeg har også en fornellemse af hvad det er der kan forbedre det. Det er en meget specielt fornemmelse af klarhed, som om vi befinder os midt i rum af visdom. Andre gange ender det blot med en hovedrysten, og en opgivelse overfor livet besværligheder, og ikke mindst disse besværligheder i form af tobenene ubegribeligheder...

De fleste af os ville ønske en tabel med opklarende visdom på dette område, stående til rådighed når man mest har brug for den, hvorfor findes den ikke?
Hvorfor skal man gå igennem så meget irritation og frustration over møder med mennesker som man burde kunne kommunikere med?
Hvorfor bliver man selv så trigget af tilsyneladende ligegyldigheder, som således ruinerer resten af dagen?
Det gælder so oder so alle der arbejder i sociale eller kommunikative brancher.

Man ligefrem længes efter en der kan give klarheden, som kan vise en hvordan det hænger sammen, derfor findes der også så mange coaches for tiden, og psykoterapeuter.

Endnu bedre, gå til en klarsynet, en der kan se ind i den åndelige verden for at fortælle hvordan det hele ser ud i det perspektiv? synd at vi ikke har mange flere af den slags, måske kunne vi komme lettere omkring det hele?
Enkle forklaringer, enkle løsninger?

I sidste ende vil vi vel blot have løsningen og mindre problemer, guderne skal vide at vi har nok af dem!
Forstå hvad der sker, det er vel egentligt bare til besvær, hvis man nu bare kunne "se" det hele for sig?

Nej, det er sjælelige problemer, der opløftes til en åndelig indsigt, det er det vi søger og har brug for, det er den egentligt personlige udvikling. Det er det vi har med os efter samtalerne med vennerne, det er indsigten som vi måske igennem mange år ikke kan se klart for os, men som vi alligevel fornemmer har sin rigtighed. - Jo længere vi arbejder med det, jo nærmere kommer vi denne klarhed.
Det er opløftelsen af fornemmelsessjælen og forstandssjælen til bevidsthedssjæl vi søger, det er det vi er ved at skabe, også selvom det tager tid, men det er under alle omstændigheder det mål vi alle søger, det er der vores udvikling er.
Jo mere man danner sine begreber og skærper sin fornemmelse for disse sammenhænge, jo mere arbejder man bevidsthedssjælen ind. Det handler ikke om mig, det handler om det jeg kan gennemskue og forstå, uafhængigt af mine empatier og foretrukne tanker om dette eller hint.

Steiner udtaler sig ofte om dette:

"Man kunne let forestille sig, at visionært syn ville være en bedre forberedelse til døden end blot at høre om fakta om den åndelige verden. Og alligevel er sandheden, at efter døden , hvad man har set på en visionær måde, er meget lille nytte, derimod er det man har modtaget i åndelig kommunikation, hvis man har gennemtrængt dette med sin forståelse til nytte.
Det er, hvad der er blevet forstået, der er af værdi efter døden, uanset om det er blevet set eller ej".

Den danske tro

Almindelige svar på spørgsmålet om hvad de tror, som jeg altid har hørt dem i danmark.

"Ja, der er jo noget, et eller andet som man jo ikke kan vide noget om, men ja, der er noget".

"Det er et eller andet med altet, der er jo noget dere er større end os".

"Jeg tror på gud på en eller anden måde, du må bare ikke spørge mig hvordan det hele hænger sammen".

"Det vigtigste er at vi alle er gode ved hinanden, det står der også i bibelen".

"Vi skal lære at elske hinanden, det sagde jesus"

Jeg har hørt disse udsagn gennem hele mit liv og altid undret mig over dem, de har for mig altid forekommet at være en form for simplificeringer af det er står i bibelen.

Er det da overhovedet vigtigt hvad der står i bibelen, hvis de ovenstående sætninger siger hvad der er at sige om livet og troen?

Jeg tror at jeg tidligt så bibelens tekster som vilde psykologiske dramaer, og disse dramaer har for mig altid været mangfacetterede og svære at gennemskue. Men de har aldrig været blodfattige eller simple, derfor har jeg altid oplevet simplificeringen som mærkelig.

Jeg er med på at inden vil tvinges til at tro nogetsomhelst, det ligger jo også i Luthers tilgang, at vi alle har ret til selv at finde en forståelse af det religiøse. Derfor udkæmpedes der 400 års krig i europa mellem katolske og evangelske magter. Katolikkerne mente at vide hvad vi skulle mene, evangelikerne (Luther) holdt fast i vores ret til selv at tænke det religiøse.

Men tænker vi så det religiøse igennem?

Hvor mange % af en moderne dansk befolkning har de facto læst bibelen? Og hvor mange spørgsmål har disse stillet til det de har læst for at gennemtrænge de etisk/moralske spørgsmål?

"Jeg har min egen måde at tro og det skal du ikke blande dig i", er så det næste svar på slige "dumme spørgsmål"..

Jeg tror ikke at Luther mente at vi skulle ignorere bibelen og hermed den tids tilgang til de mytologiske spørgsmål.

"Men "who cares" i en moderne civilisation, behøver man virkeligt at læse sådan nogle gammeldags moraliserende tekster"?

Ja, det er rigtigt, bibelen fremstår meget autoritær og gammeldags, det er klart nok, " du skal og du må ikke" er svært at forholde sig til, men det er slet ikke pointen.
Her har jeg selv altid klippet orden "skal" ud og indsat ordet "kan", eller "burde". - For i gammeldags forståelse sagde man "skal" i forhold til moralske dilemmaer, idag tager vi retten til selv at vælge vores svar på dette dilemma meget seriøst... En smartere bibel idag ville skrive, "det kan du jo overveje om du vil gøre" ifht. moralske spørgsmål, men bibelen er nu skrevet for 2000 år siden og er derfor nok lidt gammeldags.

I sidste ende er spørgsmålet vel om vi overhovedet skal beskæftige os med etiske, moralske, arkæiske og mytologiske spørgsmål?

Tja det er jo et meget godt spørgsmål.

Er spørgsmålet ikke om vi overhovedet kan lade være?

Hvor mange psykologer, terapeuter, healere, astrologer, coaches, alternativt religiøse guruer, beskæftiger sig idag med det i danmark?

Mange.

De udgår generelt fra det enkelte individ og stiller spørgsmålet den anden vej rundt. "Nu da du er kommet til erkendelse af det mytologiske drama du selv lever i og kæmper med, Hvordan vil du forholde dig til digselv i din situation og hvad for en etik mener du selv er den rette omkring dette, hvad vil du selv gøre".

Her finder mange danskere idag deres tro, deres religiøsitet og spiritualitet. Og det er en befrielse for mange, at de ikke føler at de behøver at "underkaste sig" fordi bibelen har dette gammeldags "tvingende" sprogbrug.

Jeg forstår til 114% fravalget af tvang, også i sproget, det er nødvendigt i vores tid.

Men det er ærgerligt at kristendommen kom til at stå i et så dårligt lys.
Fordi der stadig i bibelen og i kristendommen findes en arkæiske grundliggende mytologi som har et utroligt dyb.

Det er klart og afgørende at kristendommen skulle fornyes, opgøret var på sin plads, men spørgsmålet er om vi fik det, eller om vi ikke blot tabte en stor tilgang til forståelse af vores mytologi?

Og spørgsmålet er hvordan vi finder mytologien igen, såvel personligt som i en fælles forestilling.

En skovl tænkte jeg.

En skovl tænkte jeg.

Indimellem ser man en ting som man ikke rigtigt ved hvad er, indtil man kommer tät nok paa. Så først "slår det en", og man ved eksakt hvad det er.
Det interessante er ikke hvad det er, men at vores iagtagelse fungerer på den måde. Fordi den "henter" samtidigt ordet/begrebet som vi kalder den ting vi iagtager.

Altså ser vi først "et -eller -andet" og pludseligt ser vi hvad det er, og det er i det øjeblik vi ser at det var en skovl der stod ude i skuret, før troede vi at det måske var en indbrudstyv?
Der er altså en tid før "ord og begreb", og en tid efter, hvor "ord og begreb" klinger i mine tanker og samtidigt stemmer med det der findes ude i verden.

Kan jeg kalde det en tanke?
Er det en tanke blot fordi jeg giver en skovl navnet skovl?
Er det ord og begreb der dukker op i min bevidsthed når jeg indser at skovlen er en skovl overhovedet en tanke?
Det første er en iagtagelse af noget jeg ikke kan benævne, jeg ved ikke hvad det er, helt konkret.
Det næste er at et ord dukker op i mit bevidste rum, dette ord har somregel ikke tid til at diskutere om jeg nu synes det er et passende ord at bruge i denne sammenhæng, det sker meddetsamme.

Alt hvad vi har navn for (ord) i denne verden fungerer på samme måde.
Fra barnsben har vi opbygget en verden af ord der matcher enhver iagtagelse som vi har af elementer i den verden vi lever i.

Hvergang vi lærer noget nyt i skolealderen, så bygger vi konkret nye ord ind. Verdenskortet med billedet af Angola husker jeg fra nu af altid som "en form af et land med et navn der er Angola, og i øvrigt en hovedstad der hedder Luanda" - sandsynligvis har kortet også en farve, grønt var farven på mit kort.

Men på et tidspunkt bliver vi teenagere...

Og vi får følelser.

Og disse er meget magtfulde og vi bliver nødt til at kalde dem noget. Dertil bruger vi mængder at samtale med andre mennesker i samme alder for overhovedet at kunne håndtere disse mærkelige følelser der kommer i tide og utide. Vi læser alt fra romaner til erindringer fra andre der også havde følelser, for at forsøge at forstå hvad det er der sker. - Vi er landet i en helt ny verden.
Er det ikke dette vi bruger det meste af ungdommmen på?
Alt er forvirrende nyt og spænnende.

På et tidspunkt lærer vi også vore tanker at kende...
Vi lærer dem at kende som nogen der bor udenfor. Nogen kan man se på som om de ikke kun var mine, men måske også tilhørte nogen andre, at andre måske også har tænkt dem før mig? At tanker også kan betragtes udefra...
Og den der ser godt efter, kan se at tankerne læner sig op ad hinanden, støtter hinanden og at de alle er enige om at de er fuldt berettigede netop der de står, og så ofte står de det forkerte sted i skuret, "en tyv" tænker de, og det var blot en skovl.



I øvrigt skriver Steiner også om dette i sin " psykosofi, ..." GA 115 - hvis det interesserer nogen.





Kommenter gerne, feltet er frit.

Sagde Steiner virkeligt det?

Mange citater har jeg hørt gennem mine mange år i forbindelse med Steiners værker og ideer, og det er også fint nok, problemet er altid kontekst. Altså dermed ment, i hvlken sammenhæng sagde han det han nu sagde. Ofte vil man se at han taler "mod" sig selv, men det er kun på overfladen, hans centrale ideer er der ikke nogen modsætning i.

Det som for mig er værre er hvis folk nøjes med citaterne uden selv at gennemtænke hvad det egentligt var Steiner ville med sine ideer...
Hvorfor gør man egentligt det?
Giver det bonuspunkter?
Jeg havde en lang tid hvor jeg vel kunne citere Steiner dagen lang, men hvor jeg bevidst totalt undgik det, hvorfor mon?
Det var der for mig kun et svar på.
Jeg ville selv gennemtænke hans ideer, og hvis jeg selv mente at have gennemtænkt det som Steiner forsøgte at sige, først da ville jeg udtale det. Mao. Jeg ville stå på mine egne ben ifht til den ideverden som Steiner har givet os, og det kan man kun hvis man selv har tænkt den igennem.
Så god arbejdslyst... Det tog naturligvis lang tid inden jeg følte mig sikker på at udtale mig om antroposofiske temaer, men efterhånden så kom sikkerheden, jeg mente at jeg til en vis grad kunne overskue de centrale ideer og selv formulere dem på min helt egen måde.

Er det nu virkeligt godt, hvad nu hvis man tager fejl? Hvad nu hvis man går omkring og spreder forkerte udsagn om antroposofien?

Det er ikke kun godt, det er også tvingende nødvendigt at gå igennem den fase. For som Steiner lader skrive foran hver foredragsrække så er det hele grundideen i antroposofien, at man selv tænker hans tanker igennem, og kun accepterer hans ideer, hvis man selv mener at de holder vand.
Det er en sikkerhedsmekanisme, for hvis vi ikke kan gennemskue Steiners ideer, bliver det så ikke langt mere farligt, blot at følge ordre, blot at gøre som "doktoren siger" uden at kunne gennemskue ideerne og deres konsekvenser?

Der er overhovedet ingen tvivl. At være antroposof består i at gennemarbejde Steiners ideer så voldsomt at ingen tanke står uafklaret tilbage, og først når man gør det, så gør man det steiner bad os om, nemlig at tage hans ideer helt ind i vore sjæle, aldrig acceptere dem uden at afprøve dem, og  blive et med dem i vore hjerter.

Der er intet krav om at man skal kunne forstå det hele, men det område man arbejder indenfor, der består egentligt opgaven, at man kan det bedre end alle andre, og at man forstår præcist hvad det er Steiner forsøger at lære os.

I sidste ende er der egentligt ikke noget forståelseskrav, det er nok at man kan bifalde arbejdet i Dornach, hvis man vil være medlem. Men hvorfor søgte man så Steiner og hans specielt svære måde at forstå verden på, hvir der ikke var noget man ville forstå og opleve den fulde rigdom af?

Tanken og problemet forståelse

Enhver ny indsigt for et menneske er somregel for dette menneske noget der er længe undervejs. Noget der er tilkæmpet, noget man har oplevet som "noget der var på vej, men skulle skabes", ofte gennem smerte og frustration, men heldigvis også nogle gange helt enkelt gennem hårdt arbejde.

Her er det egentligt ligegyldigt om vi tænker i selvindsigt, terapeutisk forståelse, eller at lære sig at spille jazz-soloer som musiker, eller om vi taler hvordan man håndterer sine børn i deres kriser..

Hver gang et menneske oplever noget nyt, og forstår en ny sammenhæng skaber dette menneske noget nyt i sig, såvel som ind i denne verden, for uden den anstrengelse var det ikke tilstede i verden. Verden bliver således skabt gennem mennesket, fordi det kun er mennesket der kan forstå og skabe nye koncepter, nye ideer og nye sammenhænge.

Tanken er sit eget element der til enhver given tid "hænger udenfor" verden, men samtidigt bestemmer verden som vi oplever den, da alt er skabt i dens form (tankens) .
Hele konceptet Logos/verdenskonstruktionen hænger på den forestilling.
Uden at forstå at sansningens kvalitet i sig ikke er tanken derom, men en væsenartethed i sig, forstår man ikke adskillelsen fra det sansede og det tænkte.

Den ene side af verden er det sansede, jeg sanser, i alle retninger/kvaliteter, og oplever hver sans i sin egenartethed. - Først når jeg giver sansningen, hvert enkel sansning et begreb, først da har den et navn og optager sin plads i den logiske verdensopbygning, i logos om man så vil.

I hvilken del af verdenskonstruktionen vi selv deltager (karmisk selv vælger at tage del i) afgør hvad vi sanser, tænker og forstår os selv, deri ligger individets begrænsning. Udviklingsmuligheden ligger så omvendt i alt det man endnu ikke ser og forstår og endnu ikke har den tankemæssige/oplevelsesmæssige koncept for.

Verdensopbygningen venter således på at blive set og forstået og fremfor alt inkarneret, det bliver den dog først af mennesket der lever helt gennem jorden (karma) og derigennem inkarnerer sit projekt, være sig som musiker, forælder eller hvad man måtte se som sit private karmiske mål og opgave.




Kommenter gerne sagligt og objektivt.

Meninger er til for at undersöges...

Dette indläg er skrevet i kogende vrede overfor ekstremt ensidige holdninger og deres konsekvens for vores samfund....

Der er ingen tvivl om at vi alle har en mening, og det er jo saa for saa vidt ogsaa meningen i et demokrati, at vi i det mindste forsöger at skabe os meninger om tingene.

Men

Det at man har en mening, som man i bedste fald kan se kun fra sin side af, er ikke det der gör at vi har et stärkt demokrati. Det der skaber et stärkt demokrati er de voksne, dem der har evnen til at se problemer fra flere sider af, som kan have en holdning, men som stadig bevarer evnen til at se problemet fra flere sider af, ogsaa selvom de "läner lidt til den ene eller anden side".

Fordi et problem aldrig kun har en side, det har somregel mindst to, og somregel flere.

Yndlingsideer

At have yndlingsideer, tanker og forestillinger som man elsker, versus andre som man bruger en masse tid paa at foragte, og eller latterliggöre er ikke et udtryk for at man egentligt ved hvad man snakker om. Hellere ser jeg at man ved hvad det er oppositionen siger, forstaar dennes budskab - i sin fulde sammenhäng - for udfra en iagtagelse af modstanderens argument, versus ens eget argument, at komme til en dom over hvad der er "mere rigtigt" i netop denne sammenhäng.

Man behöver ikke at väre uddannet filosof for at udfordre sine egne tanker, men man er nödt til at träkke vejret og sige stop indeni, fordi de tanker man somregel hälder ud af sig har en vis indre tvang og sammenhäng som man ikke altid kan styre. Vil jeg styre mine tanker? - Det er kun det der interesserer mig i denne blogg, mennesker der i det mindste forsöger at väre iagtagende overfor deres egne tanker og holdninger, som var den tanker der kom fra en anden person.

I det politiske og övrige meningsfulde samfund kan det väre rigtigt svärt, det er klart. Men i sidste ende er enhver ansvarlig overfor sine egne tanker om holdninger og ideer som denne stiller sig til fortaler for, og denne blogg her er ikke for "meninger", men for mennesker der tör stille sig overfor deres meninger, og erkende at de maaske kunne anskues paa en anden maade. Noget der er umuligt i en normal FB diskussion, eller i en debat i andre medier. Herinde derimod er det den eneste form for debat som jeg kommer til at acceptere, andre former for debat, eller behov for bare at holde fast i sine egne fastlaaste ideer beder jeg hermed om at finde andre steder "at lege".

Mytologi og tænkning

De fleste af os tænker ikke over i hvor høj grad vi til hverdag lever udfra både en tankemæssig struktur som er en helt relevant beskrivelse af verden. Den tankeverden jeg taler om her er fortællingernes verden, drømmenes verden, det som Carl Gustav Jung beskrev som det ubevidste, det hvorfra vi henter vores myter, legender og religioner.
Denne verden er sit eget væsen, men vi kan tænke den, da vores tanke har netop den evne til at favne enhver realitet vi forsøger at favne, eller som vi tiltrækkes af.
Sikkert er det at vi ogsaa kan tiltrækkes af umoralske og forkerte mytologier, eller det hele, hvis alt går galt kan misbruges, dog er det samtidigt givet at vi netop lever i disse verdener, ikke fordi vi er onde eller dumme, men fordi de matcher de egentlige kræfter der står bag dette univers vi lever i.
Det interessante er ikke i sig om nogen, med baggrund i psykologien, statistisk psykologi og den biologiske begrundede psykologi kan finde fysiske baggrunde for disse realiteter, det interessante er at det har eksisteret sålænge menneskeheden har eksisteret.
Tag turen tilbage 5-10.000 aar til indien og se deres templer som viser forskellige mytiske billeder og fortæller forskellige historier, som idag stadig er relevante.
Myter og legender findes der fra hele jorden, selv i norden har vi de nordiske gudesagaer som vi deler med de andre germanske folk (nordiske, tyskere, hollændere).
Myterne har til enhver tid været det som samlede den generelle verdensoplevelse hos de enkelte folk, og ja, visse myter taler mod hinanden hos de forskellige folk, men igen, myter er ikke præcise, måske netop fordi der skal være mulighed for at tolke dem i alle sine forskellige muligheder.
Betyder det så at de ikke gælder, nu når vi ser at de ikke er enige?
Nej, det betyder egentligt bare at vi enten ikke evner at forstaa dem i deres forskellighed, eller at vi overser en meget vigtig detaille, nemlig at de forskellige folk paa jorden ogsaa til en vis grad virkeligt levede forskelligt, og paa den måde var langt mere forskellige for tusinder af år siden, end idag, og at deres konkrete livsstil spillede en stor rolle i kulturen, saavel som i guddyrkelsen. Sikkert er der brug for flere guder omkring det kolde element paa grønland end i indien?
Idag er spørgsmålet vel snarere om vi som mennesker har evnen til at strække os op og forsøge at forstå myter i al deres komplexitet, for det er mindstemålet hvis man vil forstå en myte, - eller om vi hellere vil latterliggøre det vi ikke kan forstå, eller opgiver efter 5 sekunder. Er det forkert hellere at ville forblive "realist" ifht. mytiske forestillinger? Nej, men det er meget kortsynet, og det kan ikke forklare hvorfor vi som menneskehed konstant leder efter vore myter i bøger, film, serier, popsange, osv. At man ikke vil indse at man lever i en myternes verden konstant er ikke detsamme som at man ikke gør det.
Bare en forestiling omkring "den sande kærlighed" bevæger os ud i en mytologi omkring temaet kærlighed. Vi ved alle at den eksisterer, vi ved at det er den største kraft som findes, den som giver os mest i livet hvis vi kan opleve den, og savnes mest i livet når vi ikke har den. Naturligvis beskrives den med i mytologierne, på den ene eller den anden måde, alt efter de forskellige kulturers struktur. Derfor ser vi hvordan kulturer kan tolke og tænke kærligheden forskelligt, fordi hele kulturen som kærligheden forsöger at eksistere i, selv stiller krav til den måde den udfolder sig på.
Altsaa må vi indse at myterne kan tale mod hinanden, men samtidigt at det egentligt slet ikke er pointen. Pointen er at indse at selvom myterne kan tale mod hinanden, netop at de samtidigt viser hen til to forskellige måder at søge svar i højere forståelser på. Myterne giver os muligheden til at søge det højere, på mange forskellige måder, hvis dette skulle interessere os.
Tænkningens opgave i den sammenhæng består så i at huske at en mytologi ikke umiddelbart beskriver virkeligheden, men at den viser hen til den åndelige virkelighed der udspiller sig bag mytens fremstilling, og at denne virkelighed er end anden end de direkte udtalte ord, og at de alle befinder sig i en kontekst som vi først skal lære at befinde os i, nemlig en kontekst som er mangfacetteret.
Kan tænkningen håndtere at to myter umiddelbart taler mod hinanden? Ja selvfølgeligt kan den det, men man må først lære sig at det netop ofte forholder sig sådan.
Her er det guld værd at huske Kants ord om at man skal ikke kun læse, men også kunne argumentere fra sin modstanders argument, for at være sikker på at man har forstået det han egentligt ville sige. - Her beskrevet med mine ord.
 - Hvorfor i alverden skal man det? Fordi først naar man forstår hele opbygningen af den andens argument og hele verdensforstaaelse bag argumentet, så ved man ogsaa bedre om man selv (ens egne tanker) står paa solid grund.
Mytologi er jo bare tanker! Ja, og nej.
Vi forstår dem med vores tanker, men de udspiller sig ligesåvel i vore følelser som i de dramaer som udspiller sig overalt omkring vores hele liv.
På den måde ser man måske tydeligt hvad tanken kan, den kan forsöge at beskrive den mytiske realitet, og jo mere præcis og mangfoldig tanken bliver jo bedre kan den forstå mytologiens væsen, og dermed samtidigt menneskets væsen, som jo netop er spundet ind i mytologien, såsnart det træder ind i denne verden.
Kravet til tanken stopper dog ikke der.
For man kan ligesåvel forstå tingene med sin tænkning på den helt rigtige måde som man kan gå forbi helt centrale punkter i mytologien og tænkningen, fordi de ikke passer i ens egne forudindtagede tanker og ideer. Derfor er tankens næsten hellige opgave, hvis man altsaa tager det alvorligt, altid at undersøge om de ideer man tager som "givede og sikre" igen og igen. For oftest er de største fejl i  tænkningen hos den enkelte, netop at denne ikke tjekkede sine grundliggende ideer.
Altid, som i altid gør forsøget at stå på den andens synspunkt, i den andens sko, tal dennes ord og tanker, argumenter disse, for at bliver lidt mere sikker... ofte mærker man selv at man nok burde have brugt lidt mere tid lige der, men glemmer det ligesaa hurtigt igen, fordi man bedre kan li sine egne tanker... Ja, tanker kan også blive til ispinde, nogle smager bedre end andre...
Således har vi i mange år valgt unødvendige krige mod andres ideslotte, fordi de til det ydre syntes forkerte ifht. vore egne ideslotte, og fordi de måske faktisk også er uantagelige, men vi ved det ikke før vi er helt sikre, har stået længe nok i den andens sko og tanker til at have den nødvendlige sikkerhed.
Hvis man ikke har evnen eller viljen til at gøre sig denne anstrengelse, så er det spørgsmaalet om man virkeligt har lyst til at påtage sig den skyld der ligger i at forsøge at udertrykke andre mennesker med sin (mangelhafte) tænkning, blot fordi man føler sin egen berettigelse udfra sit eget livs smerte.
Smerten er der for alle, tolkningen af årsagerne er noget helt andet. Det burde vi have lärt at 100 års kommunisme, facisme, socialisme, nazisme, maoisme, der alle startede fra samme udgangspunkt, at "vi sulter, lider armod og smerte, og nogen er skyldige" - og så finder man en uigennemtænkt årsag, og dræber millioner af uskyldige mennesker, blot fordi man ikke har lært at tænke tingene igennem, eller fordi man bedre kunne li den ene tanke, var en smule "forelsket" i den, istedet for i evnen til at sætte sig over den.