Sjæl og bevidsthed, en moderne spekulation - Om Steiners "Teosofi"

Jo, Steiner har skrevet meget om sjælen, rigtigt meget.
Kan man komme sig frem til et samlet billede, en klar egen oplevelse og forståelse af hvad sjælen er - og hvad ville det kræve?
Det ville kræve en objektivitet i forhold til den.
En objektivitet og nogle begrænsninger - vinkler at se og forstå den indenfor.

Er der et objektivt punkt hvorfra man kan betragte sjælen?
Hvis vi skal tage Steiner for gode varer taler han altid om tanken, følelsen og viljen når han starter på at definere hvad det er der finder sted for individet, i individets sjælerum.
....
En vigtig skillelinie er den mellem det bevidstheden deltager i og det sjælen deltager i.
Alt jeg iagtager i mit liv, være sig ser, hører, sanser, føler ude i verden og inde i migselv iagtager jeg, altså det er noget jeg betragter med min bevidsthed, hvis vi tør bruge dette begreb.
Steiner bruger ikke begrebet sådan, men de 100 år mellem ham og os giver os idag et andet sprogbrug og bevidsthed er for flere mennesker idag lettere at forholde sig til. (håber jeg)
Alt jeg er bevidst om, alt hvad jeg på noget niveau iagtager, i mig udenfor mig, min tanker, følelser, det er i min bevidstheds område, min bevidstheds rum.
Jeg tog tanken med fordi vi også kan være bevidste om at vi tænker, mange er ikke, men vi kan, altså tilhører det også området for bevidstheden.
Steiner bruger generelt begrebet "Jeg" om denne ide/position, men "jeget" er mere end bevidsthed, det må jeg komme tilbage til i en senere tekst.

Hvorfor så forskel mellem sjæl og bevidsthed?
Hvis det hele alligevel er noget jeg oplever, hvorfor er der så forskel?
Vi alle oplever verden, men er alle byggede forskelligt, har haft forskellige liv, har udviklet os forskelligt. Vi kommer til gennem livet at opleve verden vidt forskelligt, og hvor man feks i NLP gør et tappert forsøg på at adskille tingene, følelser, sansninger, tanker - netop fordi at vi sjælsligt kan være for fangede i negative tanker - så viser det hen til at vi kan komme over det personligt sjælslige i forhold til alle mulige "fejliagtagelser", fejlslutninger, "følelser af at være fanget sjælsligt" eller slet og ret trauma i klassisk forstand. - Og at der udenfor det personlige karma findes en verden der i første hånd er "ligeglad", men som i at vi visserlig slår os på den, men samtidigt at den i sig er objektiv, at verden er som vi er, uanset hvor traumatiserede vi har været af den, men at vi med tiden kan komme ud af det, og verden står der stadig,
Jeg kan være fanget af alt mit personligt sjælslige, mit karma, tanker, følelser og viljesimpulser der styrer mig, men jeg kan også forløses fra dette og udenfor står der stadig alle de elementer som jeg var fanget af, dog nu, er de ikke længere farlige for mig. - Jeg er blevet verdensnær, og kommer mere ud af min egen fangenskab i det "alt for sjælslige" (smerten ved tanker, følelser osv), og ud i en virkelighed hvor jeg blot er, og som ikke længere er smertelig for mig.
Sjælens rum bliver på den måde virkeligt et karmaområde, noget der skal gennemleves, gennemkæmpes, gennemlides, såvel på tankeområdet som i følelser og impulser (vilje).
Jeg kan bevidst iagtage verden og den kan stå udenfor mig, men min sjæl kan jeg ikke løbe fra.
Min tanke kan være fanget af spinnerier og forståelser der er forkerte og fører til problemer, istedet for at løse dem, det tilhører også min sjæl, da tanken i sig ikke er forkert, den er altid objektiv, men det jeg tænker er ført og forledt for at beskytte den måde jeg oplever min verden på, for at beskytte mig, mine behov og følelser. (Klassisk forstået sekundære gevinster)
Det er mit karma, mit sjælslige rum der fører mine tanker til at stoppe før sandheden. Men udenfor min sjælslighed lever tanken i sig uafhængigt, og først når man vælger at se på det med klarhed, vælger at stille sig "over sigselv", over sine egne begrænsninger, bevæger man sig i første omgang ud over sjælen. Dermed forsvinder sjælen ikke, men den forvandles med tiden.
Bevidstheden kan se tankerne, se at de "nok er rigtige", man kan forstå verden teoretisk, og på meget højt niveau, men det er ikke detsamme som at sjælen kan frigøre sig fra dens karma, dens laster og selv frigøre sig fra det der forhindrer den i at komme videre i forhold til sin udvikling.
...
Tager vi tanke, følelse og vilje udfra Steiners teorier så er sjælen fyldt af disse impulser, agendaer og kvaliteter. Vi kan til og med iagtage at det er sådan (bevidstheden hævet over sjælens impulser).
Tanken har den specielle evne at den kan beskrive og fastholde alt hvad der udspiller sig, måske til og med fra forskellige vinkler, måske har man lært at tænke i forskellige teorier, det har de fleste der har studeret, på den måde hæver den sig over, men er ikke nødvendigvis sand. Sand bliver den først når det hele hænger rigtigt sammen, og den kvalitet, evnen til at se hvornår det sker, den ligger hos bevidstheden.
Oplevelsen af at "det stemmer" beskriver Steiner mere som en "indre fornemmelse" end som en, i første hånd gennemtænkt teori. Dog beskriver steiner at verden nu faktisk er EN og at tankernes verden i sig er "ren", indtil vi forbryder os mod den, så vores opgave består i at klarlægge tanken fra vores egne mistolkninger. At noget er sandt er oplevelsesmæssigt en indre kvalitet, noget man fornemmer, noget der giver en selv oplevesen af at der findes noget der er højere end mig, end mine tanker, end mine private teorier. - Og denne oplevelse er en moralsk oplevelse hos Steiner, hvem kan være uenig i det.
Jo mere moralsk kvalitet der gennemgår mine tanker og forestillinger, jo mere har jeg med tiden muligheden for at hæve mig over min sjælslige "fangenskab".
...
Altså har vi en bevidsthed der iagtager sin sjæls fangeskab, en bevidsthed der kan kæmpe for at opleve det sande som moralsk kvalitet, der videre vil styrke sjælen i dens kamp. En bevidsthed der gennem hele livet stiller spørgsmål til sjælens "mærkelige beslutninger", til sjælens stadige forsøg på at følge dens forfald, følge dens impulser, fejlagtige tanker og behov for at udleve følelser, selvom den ved at det er for en kort frist. En kamp der objektivt er en kamp mellem Højnelse/moralitet og forfald.
Dette handler ikke om moralen i dette, men blot om at det er sandt, at verden er så. Derfra vælger enhver selv hvordan denne vil leve dette.
Det kalder vi frihed, selvom det rigtigere ville være at kalde det moralske det frie, men det gør vi ikke i denne vores moderne verden. - Generelt lader vi sjælen vælge og ikke bevidstheden.
Og set fra denne vinkel bliver det klart at begrebet bevidsthed, "Jeg" hos Steiner, er detsamme som vi kaldte ånd, dengang man måtte bruge sådanne begreber i danmark.

Det vi ikke kan forstå - Om indsigtens begrænsning hos Steiner

!Det forstår jeg ikke" er vel en helt normal sætning, nogle bruger den faktisk til at demonstrere at det modparten i en diskussion siger noget der er dumt eller mærkeligt, noget denne burde skamme sig over! - Men normalt bruger vi den jo for at markere at vi ikke kan forbinde de tanker og visioner som vores modpart forsøger at opstille..

Er der noget vi ikke kan forstå? Findes der virkeligt noget som vi absolut ikke kan forstå?

Vi lever ellers i en tid hvor det synes at være det vigtigste at vise alle de ting vi faktisk kan forstå. Og det gælder fremfor alt de svære temaer omkring psykologien, coaching, selvhjælp, nyreligiøsitet, spiritualitet osv. Alle disse eksperter forklarer os alt, eller det kan man ihvertfald hurtigt komme til at tænke... Dårligt gør de det ihvertfald ikke. Vi kan få forklaret hvorfor vi lider af alle verdens sygdomme (karma), hvorfor vi mentalt/psykisk har det skidt. Hvad vi skal gøre for at få det bedre, og udvikle os selv, i ca 114 forskellige retninger og med ligeså mange årsagsforklaringer.
Er det skidt? Nej, det er fantastiske, fantastisk at nogen i det mindste prøver at finde årsagerne, at forklare den reelle verden som vi lever i i sin mangfoldighed.
Det er en gave at der findes så mange svar og muligheder på alt hvad sjælen begærer at få svar på, fordi vi er forskellige og skal være det.

"Jeg forstår ikke hvad eller hvem Gud er" svarede en ven mig på spørgsmålet om der var noget som vi ikke forstår...
Jeg forstår ham godt, det er et ufatteligt stort spørgsmål. Tusinder af professorer har forsøgt at give klare svar på hvad vi måtte og burde forestille os om dette. De er stort set aldrig enige, ikke kun fordi de har hver deres ideologiske baggrund, hver deres måde at formulere deres forståelsesrammer hver deres favoritforestillinger...
Vi opnår i en debat højest tilnærmelser på svaret på sådan et spørgsmål, men heldigvis er debatten ikke målet selv, men istedet den egne oplevelse af hvordan dette kan forstås.
Alt der har med den åndelige verden at gøre kan kun "frames", vi kan kun tilnærme os svaret, oplevelsen af hvorvidt dette stemmer og er rigtigt kan kun den enkelte opleve. - Men her ligger også en vigtig pointe, for kun hvis den enkelte forsøger selv at finde svaret, og har modet til at fortsætte kampen mod sine egne fejl-konklusioner, misforståede koncepter - tage opgøret med for hurtigt konkluderede fejlslutninger har den enkelte en mulighed for at nå over og forbi den ydre ramme af svaret, og ind til et egentligt sandt, en konklusion udfra en sandhedsoplevelse, en oplevelse af at "det stemmer".
Pas på. Her er mange fanatikere røget gennem gulvet og havnet i fanatisme og ekstrem ensidighed. Mange sekter er bygget på noget der var sandt, og som virkeligt var sandt og oplevet som sandt og for gud også sandt, men som mennesker ikke kan leve i, fordi det blev for ensidigt og ekstremt, og helt enkelt ikke til at trække vejret i for den enkelte der valgte at følge fanatikeren, istedet for selv at finde sandheden. - For at sige det som det er, så er der mange sandheder som alle har sin rette hylde i den samlede pakke af sandheder, og fanatikeren der kun fandt og ser den ene, begår ofte overgreb mod alle de andre...
Det er sandt at oplevelsen af sandheden findes i den enkelte, hvor skulle den ellers findes? Det er rigtigt at den er forbundet med en enorm fare - helt uden tvivl. Derfor er det så vigtigt altid at stå på en solid grund, såvel i tanke som i følelse, og her er det så, og netop af den grund - at Steiner giver de grundliggende øvelser til enhver der vil forsøge sig på at finde svar i forhold til den åndelige verden, den verden som ligger bag den umiddelbart synlige.
Derfor laver antroposoffer de seks "nebenübungen", for at være sikre på ikke at blive "for anstrengende overfor sine omgivelser", på trods af at man har set noget der er sandt - og virkeligt har set og forstået det rigtigt, men fordi man kun har set en del af helheden.
Øvelserne består såvel i at forme og bevare sin tankes klarhed og elasticitet, som sine følelsers rummelighed og fylde - og ikke mindst sin viljesstyrke og udholdenhed over tid - for ikke at havne i ekstremisme, blot fordi man kom til at lyfte låget til en anden verden for en kort stund.

Der er ikke noget vi ikke kan forstå, men som menneskehed er vi verdensmestre i at stå i vejen for osselv og for at bevare roen i forhold til de store perspektiver, som vi ser dem hos Steiner- her ligger opgaven og det i væsentligt højere grad end i noget andet.

Steiner og kristendommen

 I vores humanistiske tid kan det for mange mennesker være svært at at forholde sig til kristendommen, den er jo også konsekvent blevet latterliggjort og forsøgt udstillet som tåbernes religion. Det er den ikke.

Kristendommen er fyldt af mytologisk realitet, arketypiske mytologier, som Jung nok ville have formuleret det, og det er naturligvis for det første let at latterliggøre, hvis man tager det konkret, og 2 temmeligt svært at forstå at sådanne ting er reelle, specielt hvis man befinder sig i et socialistisk korstog, og det er jo det som vores tid har været fyldt af siden Marx - som i øvrigt selv havde sin egen mytologi, men den er der ikke mange der har forsøgt at kompromittere på samme vis.

Kristendommen er fikseret omkring et menneske, en person, som selvom han var menneske alligevel var fyldt af det guddommelige, altså stort set modsat det vi somregel oplever os selv fyldt af.

Kampen i det enkelte individ, mellem det personlige moralske og de personlige begær og forfald er i højeste grad stadig relevant idag, hvilket fører til at enhver der oplever denne kamp i sig jo enten kan forsøge at finde sin egen religion (new age og post new age), og det er jo det de fleste i norden forsøger at gøre idag, eller også at finde ud af hvad der nu var af moralske kvaliteter i vore tidligere religioner - det er nok mere en mangelvare idag.

Er der stadig nogen der af sigselv læser bibelen?

Er der stadig nogen der forsøger at forstå hvad det var jesus kristus var og hvad han ville og gjorde? Eller rækker det at vi har en masse forestillinger fra "gamle dage" som vi forsøger at kigge lidt på indimellem, eller er der her en opgave som ligger og venter på enhver der vil se mennesket udspændt mellem et moralsk væsen der i det mindste forsøger at forstå sin egen situation, kæmpende for ikke at forfalde til sig egen manglende moralitet - Og mennesket der lever i sin umoralitet, uden at være sig bevidst om hvad dette har som konsekvenser, og måske også være imod at se på det umoralske som en realitet. - Det er jo nok mest der vi befinder os idag.

Det moralske har konsekvenser, det mærker vi før eller senere i livet - alle. Vi alle har punkter i livet hvor vi vender tilbage og spørger os selv, eller en god ven, hvorfor gjorde jeg det? Hvordan kunne jeg gøre det. Vist går der mange gange mange år før vi indser at vi har haft en destruktiv indflydelse på vores medmennesker, men det kommer alligevel for de fleste af os. - Nogle nøjes med at kaste dette væk fra sig og forkynde en anden religion#, ved at sige at "Det var hans eller hendes egen skyld". Men det kan aldrig være pointen, fordi Jesus klart lærer os at vi selv er ansvarlige for det vi gør mod andre mennesker. (#Nihilismen)

Det onde er på samme måde en realitet, det burde ikke være til at se bort fra, hvis man bare har læst en brøkdel af vores historie sidste århundrede, så ved man i hvor høj grad det onde har regeret i menneskeheden, hvor mange mennesker det har ødelagt og dræbt, og hvor lidt vi har lært af det, hvilket jo er en vigtig del for det onde, at sørge for at vi glemmer at det er til. Vi er selv nødt til at huske at det onde eksisterer, også som ideer der florerer rundt mellem os, og det er somregel her at det bliver svært...

Steiner beskriver en verden der er bag denne vores fysiske verden, han beskriver hvordan denne interagerer med vores fysiske verden, og hvordan vi kan komme til at forstå disse sammenhænge (Hvordan opnår man erkendelse af den åndelige verden). _Udfra det alene er det klart at han befatter sig med samtlige religioner der har haft sin historiske plads, hvordan man kan forstå dem udfra og i forhold til den tid vi lever i nu, og hvilken rolle de udspiller i vores tid og for vores menneskehed.

Kristendommen kan aldrig være en tvang, det er absurd, det kan man sige sig selv. Det har Steiner klartgjort fra begyndelsen af, da han selv kom til en erkendelse af at denne beskriver det helt centrale af den åndelige verden, nemlig at kristus som Gud steg ned på jorden og blev den gud der idag lever her blandt menneskene.

Det i tegnefilm morsomt fremstillede dilemma mellem en forførerisk lille djævel versus en lille engel der sidder og hvisker en noget i ørene, noget som man skal handle efter - det er helt konkret, også her findes jesus, helt konkret. Han findes i enhver af os i ethvert dilemme i livet. Han vandrer med når vi elsker og når vi sørger eller er ensomme, han er virkeligt og konkret her.

Pointen for Steiner er ikke hvorvidt man kan opleve at han er der, for det kommer automatisk jo mere man forsøger at forbinde sig med det gode, det moralske, sandheden og kærligheden - at man oplever at det har en reel karakter. Pointen for Steiner var at fortælle om den centrale skikkelse i verdensudviklingen, den skikkelse som oppebærer hele verdensvisdommen og som lærer os om kærlighedens væsen og lever i kærligheden i enhver af os. 

Det var Steiners pointe, at kristendommen ikke er en religion mellem alle de andre religioner, at kristus ikke var en religiøs figur som de andre, men at kristus var en virkelighed som han kunne se i den åndelige verden, og at denne virkelighed var blevet den åndelige verdens centrale punkt, og oppebærer af al visdom som således blev tilgængelig gennem et personligt forhold til kristus.

At bibelens historier viser hen til den største visdom og evne til at elske på trods af, kan man hurtigt forstå, hvis man vil. Men Steiner redegør i rundt regnet 1 af 6 foredrag (ca 1000 foredrag) han holder om hvad det er og hvordan man kan forstå det, det er det nye, og det svære. 

Så kristendommen er ikke kun en historie fra for 2000 år siden, nej det er en historie der udspiller sig idag i hvert menneskes hjerte og tænkning. Alle de dramaer og arketypiske forhold vi forsøger at forstå, kan forstås gennem kristendommen, fordi kristus blev den åndelige verdens centrum. Steiner siger ikke at det er let, det er det aldrig, men det er muligt. For som han siger i "hvordan opnår man erkendelse af den højere verden", så kan man ikke forvente sig at komme til den indsigt i den åndelige verdens virkelighed, uden at kæmpe med disse problemer i sit hjerte, nogle gange gennem et helt liv.

Og det er måske pointen i den verdslige kristendom, at man ikke kommer til visdom om livet uden at have hjertet med. Mindre klart for en verdslig forståelse er det at man heller ikke kommer til visdom uden at have tanken med, men det er stadig sandt. Man skal til bunden af begge realiteter for at finde svarene, svarene til de mytologiske forestillinger som Jesus står midt i sit liv for 2000 år siden, og som siden da lever iblandt os, hvis vi forbinder os med dem.

Ps:

Det bør siges at Steiner i sin ungdom var stiv modstander af kristendommen, og først da han forstod den kosmiske konsekvens af denne blev overbevist af dens vigtighed og centrale punkt i verdens-virkeligheden.