"There is no self to understand but only the thought which creates the self."
"Der er ikke noget selv, men kun den tanke som skaber selvet"
Fra: Free Collection of Selected Krishnamurti Quotes on Love, Fear, Freedom, Nature, Suffering, Beauty, Meditation, Time, and Death
Ideen er let at følge, at selvet ikke er noget i sig, men kun et som vi selv skaber når vi tænker over selvet.
Der er kun et lille problem.
Hvem er det der tænker tanken over selvet?
Tanken er rettelig noget som jeg betragter indefra mens jeg skaber den, eller mens den vandrer forbi min bevidstheds iagtagelse, eller rettere selvets iagtagelse, for at blive i det sprogbrug.
Det er måske det helt store kattespring som man bør overveje hvis man vil forstå hvad selvet er, at intet af det som vi som mennesker iagtager hverken inde eller ude for vores sjæls rum, iagtages uden en iagtager, og denne er selvet.
Selvet kalder man i forskellige sammenhænge også andre ting, som feks "Jeget", eller man siger bevidstheden, som er et delaspekt af selvet, eller Sjælen, eller ånden. Alle sammen samme forsøg på at forklare og fastholde det "noget" der iagtager det vi iagtager være sig som vore tanker eller følelser, forestillinger, eller kropslige/sanselige oplevelser.
Det er klart at man kan hævde at selvet kun findes når man tænker på det, ligesom at man kan hævde at legoklodsen ikke findes før jeg træder på den, men glemmer man ikke at man slet ikke kan tænke uden af man samtidigt hører sine tanker i sig? At man slet ikke kan tænke uden at tankerne høres af en selv? Lige så vel som at legoklodsen hele tiden findes, men først bliver relevant for mig når jeg træder på den? Jeg træder på den, jeg bliver bevidst om at det gør ondt, jeg bliver irriteret osv. Hele tiden er det jeg, eller det samme som vi kalder selvet som iagtager/oplever den verden som vi har omkring selvet.
Dog er det interessant at man kan tænke selvet også, at selve iagtageren kan forsøge at ophæve sig til en tanke mens iagtageren iagtager sine aktioner!
Let beskrevet kan man måske sige at selvet/jeg lever i en verden af udefrakommende oplevelser, følelser, tanker, hukommelsesbilleder og ikke mindst viljesimpulser.
Viljesimpulserne er lidt en blanding af alle de andre iagtagelser, men blot således af de mange gange helt uden grund "popper op" i min bevidsthed (iagtageligt for mit selv/jeg) - og tilsyneladende har sin egen vilje og ambitioner som noget jeg bør og skal udføre.
Om Viljesimpulserne er der meget at sige og meget at lære, for de har deres helt egne ideer om hvad de vil med os, og ofte kan det være ret frustrerende og man kan opleve at lide under dem, men de kan jo også være en fantastisk ledetråd til hvad man nu end skal i ens eget liv. Ingen tvivl om at psykologernes/coachernes ubevidste er et meget relevant sted at finde sin vej udfra, fordi dette udtrykker en hel verden som konstituerer det som mit selv konstituerer sig selv på og "danser på".
Der er ingen tvivl om at det kan være frustrerende at leve og lide, så der er ingen diskussion om at buddhismens forsøg på at komme væk fra lidelsen ved at fjerne sig fra "egoet" er værd at se på. Men det er ikke det samme som at komme væk fra sig selv, fordi det helt enkelt ikke er muligt, fordi selvet til sidste ende altid er det der iagtager lidelsen, også selvom disse er forbundne med de viljesimpulser som vi ikke kan styre, som indimellem leder os ned i mørket og lidelsen. Omvendt ledes vi også ind i vores fremtid hvis vi lærer os selv godt nok at kende, - og her specielt vore viljesimpulser, men fremfor alt at forstå de intentioner som ligger gemt i viljesimpulserne.
Det er den vigtigste spaltning at forstå, at selvet altid iagtager, også al dets lidelse som jo tilhører "Egoet" som er det "for tæt på jorden faldne selv".
Jeg er og lever stærkt i mine følelser, så tæt at jeg ikke kan komme væk fra dem også når de gør ondt. Mine tanker er også forbundet med denne "alt for jordiske forbundethed" i form af tvangen og ønskerne.
Det er ikke let at se at den del af mig der er ego. Nogle gange ligger så tæt indtil selvet at de næsten bliver til et, men det er den eneste måde at forstå hvorfor vi som mennesker helst vil glemme selvet, og nøjes med at leve i lidelsen, fortvivlelsen og vreden over verdens elendighed (eller blindt i passionen), helst uden blot at give slip på denne, fordi vi ikke kan uden gennem lidelse... At vi ikke kan give slip og komme til en ren iagtagelse, uden lidelsen, en ren selvs -oplevelse af verden.
Karma er det ego-element vi er født med, selvet er her blot iagtageren, indtil vi befrier os fra de negativt ladede karmadele, som ofte kan tage det meste af et liv, indtil det er selvet blot iagtageren, men jo mere vil befrier os selv, jo mere kan vi være den blot iagtagende, med kærlighed iagtagende, med omsorg for det lidende ego iagtagende... Dette er dog proces, og mange gange voldsomt frustrerende proces, men dog proces - og som dette noget der med tiden og gennem livet gerne skulle blive lettere end i ungdommen. Fremfor alt skulle det gerne bringe en visdom over iagtagelsen af processerne som man gennemgår i adskillelsen af selv og ego. Og denne visdom, det er karanteren af selvet, at det er bæreren af visdommen, hævet over egoets leven i tingene.
Det er ikke en kvalitetsforskel, at det ene er bedre end det andet, det er helt enkelt en realitet, at noget har en hævet funktion, mens andet er i tingene.
Så nej, der er altid et selv, det er iagtager alt indefra, også vore tanker, også når vi tænker over vore tanker, og dette selv er i sin karakter hævet over tingene, betragter og lærer og finder visdom gennem erfaring.
Ånd hed det i gamle dage da vi havde en kristen forståelsesramme.
Klart at dette omhandler "Jeget", det lavere og højere jeg, i antroposofisk sprogbrug, men sagen er densamme.
