Det gyldne overblik.

 I en tid med saa mange meninger kan det forekomme mærkeligt at ville tale om et eventuelt gyldent overblik, fordi alle jo hver forsig påstår at have ret i deres absolutte meninger.
Tag feminismen i dag, nykapitalismen, genderideologien, EU tilbederne, BLM, Covidforkæmperne, konspirationsteoretikere og ikke mindst veganerne! Bare roligt, der er mange flere, men lige nu synes det mig at disse er største på skyen og dem vi ser og hører mest.

Jeg siger ikke noget om deres meninger i sig, måske har nogle af dem ret, sikkert har de da det, i nogle af deres meninger. Måske er det det rigtige paa mange punkter, måske er det det allervigtigste lige nu, men måske ikke. Så det er vel ikke ideerne som alle har jeg kan udtale mig imod. 
Det jeg kan udtale mig imod er hvor hurtigt folk griber fast i deres faste mønstre af ideer, ofte uargumenterede ideer, noget som man har lært er rigtigt - udenad - uden selv at gennemtænke det, men blot fordi det føles rigtigt. 

Vi kan vel hurtigt konkludere at hvis man gør sig afhængig af "følelsen " af at det er rigtigt, at man så måske selv burde overveje om andre mennesker kunne have andre følelser?

Meget ofte er det nok for de mennesker der har de forskellige retninger af ideer og idealismer, af den ene og den anden art. De er tilfredse.

Måske har de tom "tænkt den" igennem, og mener at de står paa en solid grund? Og hvis det virkeligt er så, hvorfor er der så så stor kamp de forskellige sider mod hinanden? for der er med garanti folk på begge sider af meningsudvekslinger der har tænkt sine ideer igennem og kommet frem til at de er absolut korrekte. 

 - Men er de det på alle livets områder... Og her bliver det pludseligt svært, fordi vi hver for sig kun ser få af livets områder i de liv vi konkret fører. Ved jeg hvordan den veganske genderidentificerende oplever sit liv? Ved denne hvordan underchefen i slagteriet oplever sit liv og sine problemer i livet, det som denne kæmper med? For vi alle kæmper med noget, det er stensikkert.

Hermed det største problem smidt paa bordet. 

Vi kender de facto ikke nok til hinandens livsproblemer til med skråsikkerhed let at kunne tale ned om vore meningsmodstandere.

Vil vi overhovedet det, eller "ved" vi allerede at vi har "ret"? 

De fleste er meget tilfredse med deres ideer og har allerede "ret", ihvertfald i deres egen forestillingsverden.

Hvad skulle vi så gøre for at komme til at få en bedre vurdering af hvad der ret, og derfor vigtigere og bedre i vurderingen af ideerne ifht de livets problemer som vi alle individuelt står og kæmper med?

Der er i sidste ende ikke andet at gøre end at forsøge at lære den andens ideer at kende og 1. gennemtænke disse ideer. 2. forsøge virkeligt at leve sig ind i dem, for på den måde at opleve hvad nytten og værdien er i dem, udfra hver deres blikvinkel.

Om det er en større opgave, ja, absolut. Men vi har ikke andre muligheder hvis vi vil forsøge at danne os overblik. Punktum

Kun hvis vi aldrig opgiver kampen for at se den andens ståsted og argument som det vigtigste i vores liv, i det mindste for en stund, mens vi sætter os i deres sted, får vi muligheden for at få og danne os det nødvendige overblik. (Dette er en øvelse, det er ikke farligt, men sundt for tænkningen)

Jeg er bange for at det ikke er særligt let, det er faktisk skidesvært. Men heldigvis har andre mennesker før os jo forsøgt detsamme, så vi er jo ikke alene med dette.

Jeg har ikke lyst til at opsætte regler og krav på denne form for indsigt, hvad der skal til, hvad jeg vil kræve af en der skal kunne udtale sig med det gyldnge overblik, dertil er det alt for svært. Det er kun hvis man virkeligt lever en tid, i de andres sko, at man kan se verden fra deres blikvinkel af. og der er mange parametre af tænkning, følen og forståelse der skal til for at "være der", alt for mange til hurtigt at kunne reducere de rigtige måleredskaber for det rigtige standpunkt.

Jeg hævder naturligvis selv at jeg KAN staa der (en solbeskinnet dag), når jeg tager min egen indsigt alvorligt og ikke lader mig føre med i den ene tanke eller den anden, men istedet blot forsøger at forholde mig objektivt, både ifht min tænkning og min følen omkring de ideer jeg står overfor, og det er naturligvis også baseret på erfaring fra livet, og de uendeligt mange møder med mennesker med forskellige ideer og livsstile.

Jeg hævder at jeg kan, AT ENHVER kan, hvis han vil, stille sig over sine første tanker og følelser og højne sine ideer og indsigter fra den verden han har lært at kende gennem sit hele liv. At enhver kan stille sig over sine første idealismer som han eller hun har levet med, erkendt, indset konsekvenserne af og stille dem i det rigtige perspektiv. Men IKKE uden at give afkald paa det specielle indre krav om altid at ville have ret. - Det ville saa være en förste regel.

Det er først naar man ved at man kan tage fejl i sine vurderinger af den ene og den anden ide, at man ogsaa lagsomt opbygger evnen til at se ind i disse ideer og deres reale konsekvenser for den verden de eksisterer i.

Så hvis du vil have det gyldne overblik over ideerne, så må du først lære dem at kende, du må først leve med dem længe nok til at de bliver værdifulde for dig, du må prøve at føle konsekvenserne af begge siders ideer, ikke kun tænke dem. De må blive virkelighed for dig, og det er somregel smerteligt.

Det er igen problemet ånd, eller indsigt, som jo er samme sag. At masser af ideer og idealismer kan synes så uendeligt "rigtige", men de i forhold til virkelighedens verden ender i gigantiske tragedier (se feks kommunismen i rusland, facismen i europa). Alene erkendensen af disse idealismers konsekvenser, for jo, i begge lejre var de jo "idealister" omkring deres faste tro på at vide hvad der var rigtigt for verden. - Og alt de skulle have gjort var at spørge og se på deres ofre, så ville de have vidst at verden alligevel ikke var så enkel som deres ideologier førte dem til at tro.

Idealer og idiologier er i allerhøjeste grad livsfarlige, faktisk helt konkret livsfarlige. Og at forsöge at se over idealerne og ideologierne kræver mange års tænkning, anskuelse og forsøg paa indsigt, altsamme udfra ovenstaaende minimumskrav. Så enten tager vi det seriøst i vor tid, eller vi falder i samme problemer som vi har gjort gennem historien. Forsimplede idealismer, som igen igen myrder millioner af uskyldige mennesker, som vi måske ikke kender, eller måske var det naboen, hvor vi sidenhen undrer os - mange år efter - var det virkeligt nødvendigt, for det har mange ekstremister senere måttet leve med, at de åa venner og naboer dø, måske at de selv hjalp til, for først mange år senere at indse at det "måske var at gå lidt for langt"?

Really, var det at gå lidt for langt? Det er vel et mildt udtryk.

Vi falder tilbage paa vilddyret hvergang vi lader vores forsimplede idealismer "smadre modstanden", og det er ekstremt farligt for de mennesker der er på den "forkerte side". DENNE FARE ER MEGET STOR I DAG.

Jeg tror det er på tide at skabe en organisation der faktisk advarer mod disse tendenser. For det er tydeligt at vi alle har tendens til at "ryge i gryden" indimellem, specielt når vi forglemmer os, når vi "har en dårlig dag".

Hvad skal man så se på?
På hvor langt ude et ideal, eller en samling af idealismer fører mennesker fra det kunne se de lidelser man påfører andre. Der er ALTID en skjult idealisme bag ondskab, men ofte ser folk den ikke selv. Glem ikke at at krig og vrede sagtens kan benytte sig af "fine" argumenter, af fine "ideer og idealer", mens de bomber folk ihjel.

Eller, og det er måske vigtigere, se på kontoret, se den lille verden i det daglige.
Der er altid en som ende som syndebuk for alles misbehag. Er han det? Er det virkeligt ham der er den dumme og forkerte i alt hvad han gör, fordi "vi gør jo alt rigtigt". "Rigtigt" betyder for det meste at man har et forstået eller ikke forstået begreb for hvad der er rigtigt eller forkert, og derfor en begvedliggende idealisme, et bagvedliggende ideal.

Er det virkeligt ham (syndebukken paa kontoret) der er skyld i at alt er forkert, eller har vi glemt at se på hvad vi bedømmer og fordømmer ham for? 

HER ser man hurtigt at vi alle gør dette, fordømmer og misbedømmer udfra alt for hurtige idealer og idealistiske forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. - Og her ser man ogsaa hurtigt hvor gode vi er til at lade andre mennesker lide for at de er "forkerte". FORDI det er en indbygget mekanisme i det at være menneske, at se det "ideelle", og lade dem der ikke er "i skyen af det perfekte" blive dem der bliver uddømt, og udskældt.

Vi gør det som mennesker hele livet, vi kan slet ikke lade være. Det er en menneskelig betingelse, et menneskeligt problem. at vi dømmer og fordømmer, smider folk i kasser - alle gør det. Det er vores evne til at tænke, faktisk hele vores tankesystem, som vi jo alle er afhængige af, der er automatik udøver "sortering", fordi det er betingelsen for tænkningen selv. Du kan ikke tænke uden at ligge "ting i skuffer". Du kan ikke have meninger uden at have lagt meningerne i skuffer af "rigtigt og forkert". Det er simpelthen ikke muligt. Selv blandt de idealister der mener at man ikke skal bruge logik i vor tid, fordi den netop fungerer som ovenfor beskrevet. Det er blot forkert, fordi de selv anvender logikken til at afvikle logikken. - OG ikke mindst fordi de selv blot bruger nye kasser, hvor de saa tillader sig at hade den ene gruppe og elske den anden.

Vi SKAL bruge vor tænkning, men vi skal bare ikke lade den fare afsted med os, uden selv at forsøge at se hvilket farer der er indbygget i den.

Vores tænkning og følen er selv i vores hverdag en fare, hvis vi det går ud over andre, det vi selv føler og tænker. Derfor råber jeg til forsigtighed. forsigtighed ifht at uddømme andre der ikke er perfekte ifht dit ideal, idealet, specielt de idealer som er svære at gennemskue.

Brug nu forsigtigheden, fordøm ikke for hurtigt. Har du selv siddet i syndebukkens position? Ved du selv hvor svært det er at eksistere der?

OG det skal samtidigt ikke afråde for at rent faktisk dømme. Fordi vi eller selv havner i en ny idealisme der hedder at vi "ikke må dømme", "fordi alt er lige godt", det er det ikke. 

Der er ting, hændelser og ideer der selvfølgeligt skal stoppes og på hvert sit sted ikke accepteres, men hvilke! Det kan man kun danne sig et forhold til hvis man altid udgaar fra et forsigtighedsprincip.

Her står så altid et forsigtighedsprincip overfor et handlingsprincip, fordi begge er nødvendige i eksistensen. Og kun hvis man benytter sig af begge dele kan man håbe på, at man med tiden faar skabt sig et gyldent overblik. - Fordi forudsætningen for et sådant er at man arbejder med at skabe det. Der er tale om en proces. en udvikling gennem hele livet. Jo flere erfaringer og jo mere man har gennemtænkt de forskellige scenarier, jo mere skaber man muligheden for at danne sig et gyldent overblik. - Og det er i sandhed blevet nødvendigt i vores tid at flere gør dette arbejde.

At erhverve nye egenskaber - at forstå, at erkende.

Som barn havde jeg den fantastiske oplevelse at jeg var begejstret for at kunne læse, det vil sige, at jeg virkeligt gerne ville lære at læse, og det inden at jeg faktisk kunne. Saa jeg øvede lydene fra bogstaverne, fra de sammensatte lyde, indtil jeg kunne læse enkelte ord, og indtil den specielle dag hvor jeg tog fat i fars store politikenavis og læste en rubrikoverskrift.

Den store oplevelse af at de lyde - fra bogstaverne - som jeg havde fået til at give mening i form af en sætning, faldt ned over mig som en ren guddommelig oplevelse. Jeg havde åbnet en helt ny verden, og den var smuk og spændende, og jeg havde selv fundet vejen ind i denne oplevelse, for det havde krævet en del øvelse fra min side af, - så vi ser lige lidt bort fra lærernes anstrengelser lige her...

Jeg nævner denne oplevelse, fordi jeg brød igennem til en helt ny forståelse af livet efter den. Tekster kunne læses, jeg kom ind i de "voksnes" verden på den måde, fordi jeg kunne læse det de skrev. 

Var jeg blevet en anden? Nej, jeg var stadig den samme, men her var der i allerhøjeste grad tale om bevidsthedsudvidelse, eller bevidsthedsudvikling. Jeg kunne noget mere, jeg havde fået nye egenskaber, jeg kunne forstå tekster, de gav mening.

Da jeg første gang i terapien forstod at det faktuelt var min historie, som i MIN, jeg stod overfor. At jeg ikke kunne give andre skylden (også selvom terapien i princip udgår fra det indtegrerede fra ens egen historie), men blot måtte lære at indse at det handlede om mit liv, mine følelser, min måde at forstå verden på, mine impulser ind i livet. Da vågnede jeg op overfor at jeg faktuelt var herren i mit liv, well faktuelt at det som var blevet min historie, først og fremmest var mit karma, mit tilvalgte liv (Hvis vi tager Steiners ord for gode varer) Og at jeg kun ved at kæmpe mig igennem smerten som var forbundet med det som nu engang var netop mit karma, kunne finde en vej videre, ind i et liv som jeg ville kunne bruge til mere, end det jeg var gået ind i terapien med. Da jeg vågnede op til det, da jeg indså det i sin fulde konsekvens, da var det også en "bryden igennem til en helt ny forståelse af livet".
Jeg var næppe lige så fornøjet over den oplevelse som jeg var over den nyerhvervede evne til at kunne læse som barn, men det var ihvertfald en ny og stor indsigt, en helt ny forståelse af livet, og det bragte som princip en vigtig ny egenskab til mig, ind i mit liv, ind i min evne til at coache andre mennesker gennem deres skæbnekampe, nemlig evnen til at være meget klar og konkret overfor de valg som mennesker tager sig i sine liv, at de virkeligt selv vælger om de giver sig ind i en ny læringsproces, eller om de forsøger at snige sig udenom "sig selv", eller skal vi ikke bare sige det som det er, den læring som karma forsøger at give dem?

Der er erfaringer igennem livet som gør at man afgørende tager nye skridt i livet, de giver en vedvarende nye evner og indsigter, gør at man forandres som menneske, at man begynder at se nye sider af livet, at livet for en bliver et afgørende andet. Det er de skridt jeg gerne vil fejre.
De er skridt fra et stadie i et menneskes liv til et nyt og højere. Jo, netop højere, fordi man derved vinder nye egensaber og faktisk kan bruge dem, udover de gamle man havde. - eller rent af guddommelige og inspirerede skridt i ens liv, måske er de netop det? Måske er det netop som Wim Wenders viser i "Himlen over Berlin", at der står en engel over ens skulder når man oplever et sådant skridt i livet. For mig er der kvalitativt noget helt rigtigt i netop det.

Jeg vil hermed blot opfordre læseren til at se tilbage i sin historie og se om han ikke har oplevet lignende oplevelser i livet, hvor det at "indse og forstå noget nyt" samtidigt oplevedes som noget absolut fantastisk og stort, større end det normale i livet af indlæring. Måske var der en gang en engel der kom forbi og trykkede en på skulderen og viste en retningen? 

Selv tager jeg den oplevelse mere seriøst i mit voksne liv nu, for mig er det en form for tro, og dermed sagt at det er mere oplevelse end det er tro, det er oplevet tro, og det er det som jeg ser som den eneste måde at finde et nyt ståsted i noget religiøst, eller spirituelt, at det kommer fra en konkret oplevelse af at der var noget der var større i livet, netop mens jeg oplevede at verden de facto blev en forståelse, en visdom større.

Det gamle begreb ånd var netop udtryk for hvorvidt men kunne integrere den form for visdom i sin tænkning, altså konkret oplevet indsigt af hvad der er større i livet, hvad der gør os til mere mennesker, til bedre mennesker, til mennesker der udfra disse oplevelser ville have svært ved at være umoralske, ihvertfald på netop disse områder. - Indsigten, visdommen som man havde lært og erkendt blev på visse opråder til moral, og det at man også kunne tænke denne moral, det var ånd. Og en person som havde ånd, det var en man lyttede til, fordi man selv kunne mærke at man selv også oplevede kvaliteten af det talte som noget der var større, noget der var evigt.

Tak for at du læste dette. Du er velkommen til at kommentere eller kritisere.

Det "fine" i själen

Jeg har længe oplevet en todelthed omkring Det "fine" i sjælen.

På den ene side tror jeg at alle har en barndomsoplevelse af den rene uskyldige barnesjæls tro på det gode i mennesket, på noget der er rent og fint og uskyldigt. På den anden side sker der et spring fra barndommens oplevelse af renhed til begejstringen og vildskaben for at komme ind i livet med fuldt firspring!
Jeg taler naturligvis om kærligheden, om en barnesjæls tilstand af tro i sig, uden tvivl, og til ungdommens "kasten sig ud i livet" med alle de konsekvenser det har.
Det er ikke en moraliseren, det er først en erkendelse af sjælens dobbelthed. "Who cares" om moralisering i vor tid, hvis man ikke selv kan se hvad det handler om, hvis det ikke giver mening, saa kan vi som individer ikke bruge det alligevel.
Vi gaar alle ind i ungdommens kamp i haabet for at elske og nyde, og finde den eneste ene, hver gang. Ingen kigger tilbage. Og alle oplever vi mere end en gang skuffelsen over at det ikke helt blev så, skuffelsen over tabet af en vi virkeligt troede paa, en som vi elskede, en som var mere end en tilfældig erobring.
Vi kan ikke ændre det, men det er heller ikke uden konsekvenser.
Et moralsk spørgsmaal kommer først op hvis jeg begynder at veje oplevelsen - og den er personlig for hver en af os - af hvorvidt tabet var erobringen værd. Her ikke kun set i et enkelt tab, versus en erobring, men derimod alle tabene, versus alle erobringerne.
Vi vil altid i sjælen være skuffede over det tab vi helst aldrig ville have haft, og det er ikke noget der bare forsvinder, men kan jeg overdøve det ved altid at være vinderen, der i det mindste har bedre og mere spændende erobringer, der således overdøver den smerte jeg har over tabet? Spiller musikken højt nok? hvornår bliver det min egen oplevelse af hulhed, oplevelsen af at jeg kan kaste oplevelser ned i hullet af min sjæl, men stadig ikke løbe fra det oprindelige sår?

Men jeg taler først og fremmest om todeltheden, for jeg oplever at den er reel. At vi havde en tro i os hver og en, men at vi mistede den da vi begav os ind i livet. Før eller siden kom såret, skuffelsen, oplevelsen af svigt og tab, og det behøver ikke engang være som en del af "kærlighedslivet", men det er meget ofte der det finder sted. Det kan ogsaa helt enkelt være samme oplevelser af tab fra barndommen af, tab som gjorde at man ikke fandt tilbage til sin barnetro igen, men forblev i en tilstand af evig skuffelse over livet, tab af tro på livet og ikke mindst tab af tro på at det det gode findes i livet.

Vi stiller vores hele tro paa livet overfor kærligheden, fandt vi den, tabte vi den, hvordan tabte vi den, gør det stadig ondt, sværter det stadig hverdagen? - også selvom det måske dækker over sår som vi har med os fra tidligere af, sår som vi ikke kan forstå, måske fordi de kommer fra et sted i barndommen som vi har glemt. - Eller måske fra tidligere?

Var der en grund til at vi skulle opleve tabet, gjorde den os til bedre mennesker?
Da vi alle har oplevet dette, så er det vel et relevant spörgsmaal?
Da vi alle måske stadig søger at fylde hullet med larmende extase/ligegyldighed, er det vel stadigt et relevant spørgsmål?
Kommer man nogensinde op af hullet igen og forbi behovet for extase til at overdøve tabet?
Genfinder man nogensinde igen barnetroen på livet, på trods af tabet og det gabende hul i ens egen sjæl?
Jeg tror at mange finder i deres børnebørns rene sjæle, rene og naive, ligesom vi selv var det, inden vi mødte livets vildskab.
Men er der nogen måde at leve med sjælens tab midt i livet, uden selv sjælslige at måtte gå til grunde og konstant søge selvbekræftelse i "kærligheden"?
Det sted kan enhver kun finde selv, men der er kun et ord der dækker og som virkeligt virker, og det er ordet "tro". Vi behøver ikke tænke det som et religiøst ord, fordi enhver tro som vi virkeligt har til livet gælder.
Så hvor har vi hver for sig en oplevelse af tro i livet, for det er den eneste reelle hjælp til at komme ud over lidelsen på, til at dæmpe smerten over tabet med, til at stoppe den konstante søgen af kærligheden hos en anden - den kærlighed som vi måske også selv oplever er meningsløs og blot en opfyldning af tomheden i den egne sjæl - hvor er den tro? Hvad i livet giver mig tro på livet, hvor er det henne?
Hvis vi ikke finder eller har en indre tro i livet, saa vil vi altid jagte extasen.
Faktisk kan vi sagtens befinde os et sted i livet hvor kampen mellem de to virkeligheder spiller bold i vores sjæl, den ene dag har jeg troen, den næste ikke, den ene dag må jeg søge extasen, den næste behøver jeg ikke.
Forstå mig ret, jeg har ingen moralske bekymringer overfor nydelsen og extasen. Det er som det er. Livet skal også nydes, det skal leves, derfor er extasen også vigtig. Det er blot den dag man selv vågner og oplever at man fylder et tomrum at man måske selv undrer hvad det er der sker, om det virkeligt er det man selv ville, om det liv for en selv er nok?
Uhada.. Kan man have troen i extasen og nydelsen. Joda, det kan man godt, men jeg tror at vi alle per instinkt ved at den ikke virkeligt holder, hvis man tager hele livet i betragtning, fordi det er en løgn overfor det stille væsen som barnet har inden ungdomslivet begynder. Kan vi paa den måde genfinde stilheden og den indre ro? Kan vi selv opleve en tro til livet som ikke forsvinder når den umiddelbare nydelse er forbi og den almindelige hverdag begynder igen? Be my guest.

Kan troen som kvalitet i livet hæves op så at det begynder at dække hullet og tabet?
Jeg tror at det er muligt, men det er uanset hvad en individuel arbejdsproces, at genfinde det som udgør en tro for en selv i livet, uanset hvad det måtte være. Men hvis man ikke går ind i livet med samme søgen efter at finde og opleve noget at tro på, som man gør det når man søger extasen, finder man det så?
Selve kvaliteten af troen er helt anderledes end extasen, troen levet i det stille, i livet selv. I at sidde i sin have med en kop kaffe, i at pleje sin rose og være et med oplevelsen, i at bære den oplevelse med ind i resten af livet i det stille, i at lade det stille langsomt tage sit indtog i sit liv, i at indse og opleve at skønhed og stilhed for en selv fylder hullet og tabet, - hvis det nu er sådan det er... Hvis det ikke er så det er, så er der stadig en fortvivlelse der taler, og der kunne stadig være et behov for at søge noget at tro på, noget der kan leve i et stille rum, udenfor tid og sted, fordi det er der vi kom fra.

Kan man leve med både troen og extasen?
Vi bliver nok nødt til det i dette liv. Jeg tror på at troen binder os til jorden og extasen giver os nydelsen. Der er dog altid en trussel i extasen, for den kan være utilgivende og den kan altid ruinere ens liv hvis man binder sig til den. Hvis ikke den er det ekstra som man nyder når det en sjælden gang drypper af, hvis man crawer den, så kan den meget vel igen vælte ens liv og vælte en ned i hullet igen.

Hvad KAN vi saa tänke?

 Der er forbudte tanker, unødvendige tanker, underlige tanker og forkerte tanke, blandet ind mellem de rigtige, fornuftige og nyttige tanker.
Men ingen spørger om hvad vi KAN tænke, for det burde vel også være et spørgsmål, så her giver jeg en bold op.

Det første og letteste at se og forstå er at alle bøger jo er opskrevne tanker. Uanset hvordan vi vender og drejer dette er i det mindste alle udtalte ord og nedfældte tanker i form af ord, noget der för eller siden har været tænkt.

Dertil kommer vel alt der er og har været konstrueret som feks bygninger, veje, byer, lande, huse, værktøjer, selv en blyant var jo først en tanke inden den blev udformet og produceret. Faktisk, hvis du ser ud over din by, eller dit stykke land og gør dig selv forestillingen hvad der ville blive tilbage, hvis man ikke havde tænkt, saa ville du befinde dig i en urskov, jungle eller sump, eller lignende.

Hvad med vore sprog?
Hvis man følger grammatikken, saa er det tydeligt at der er en logik indbygget i sprogene, det var med sikkerhed ikke det der var først, først talte man helt enkelt, men man KAN tænke dette, og derfor findes grammatikken.

Vis mig en videnskab, alt fra biologi, kemi, fysik, matematik som vel er tænkningens højborg, hele humoniore videnskaberne, sprog, filosofi, musik, samfundsvidenskab, økonomividenskab vælg selv, de er alle videnskaber der kan tænkes, hvis man tager sig tiden til det. Jeg ville her aldrig tale om hvorvidt de har ret, eller er "sande", det er her ikke mit spørgsmål, men blot at de kan tænkes. Omvendt, forestil dig en verden hvor man ikke kunne tænke sig videnskaberne? Vi ville väre tilbage i urskoven eller junglen.

Psykologien, psykiatrien, religionen, coachingen, skuespillet, filmkunsten, musik, samfundsvidenskab,, all forsøg paa indsigt i det menneskelige drama? Der findes udsøgte forsøg paa forklaringer for alle disse områder af den menneskelige eksistens. Jeg siger ikke hvilke er de rigtige, men blot at hvis man tager et enkelt område som feks depression, saa er der skrevet mindst en milion bøger om dette og hvordan man kan forsøge at håndtere dette problem, og de er skrevet udfra millioner af forskellige forsøg og vinkler paa at tænke problemet så rigtigt som muligt. - Fordi nogen har tænkt, eller i det mindste forsøgt at gennemtænke problemet.

Historisk går vi vel fra samfund hvor det var sværere og derfor kun for de enkelte ledere, muligt at gennemtænke de problemer som vi stod overfor, til et moderne samfund hvor vi faktisk alle kan, og bør forsøge at tænke de ting igennem som vi står overfor. Det er den menneskelige mulighed, og det er vores største styrke som mennesker, hvis vi bruger denne rigtigt. Men vi har muligheden, det er givet, så det er kun op til den enkelte om denne vil tænke, eller nøjes med at grynte ved sin madskål og kun reagere udfra sine reflekser og sin natur!

Ja, forkerte måder at tænke på kan komme i brug, det er lige så givet som det er muligt at bruge tanken rigtigt overfor det rigtige problem. Det er der desværre masser af eksempler på. derom er der også skrevet mange bøger, fordi det naturligvis er en stor fare. Men ret beset er der vel ikke noget vi ikke må tænke? At jeg i dag tænker en tanke som er dum og forkert, og til og med måske udtaler denne! Måske er det netop redningen at andre kan høre den og dermed forsøge at korrigere mig, hvis de selv kan forstå en bedre måde at bruge netop denne tanke og denne kontekst på? Hvad nu hvis jeg aldrig får korrektur på mine forkerte tanker, er chancen for at jeg opbygger flere slotte af forkerte tanker ikke større? Jeg tror paa dialogen, at man skal have lov til at udtale sine tanke og derefter få korrigeret dem der ikke fungerer ordentligt, jeg tror faktisk ikke at vi har noget valg. For hvis ikke vi korrigerer hinandens forkert anvendte tanker, så risikere de virkeligt at bundfælde sig i meget destruktive tanker, for de findes ogsaa, i allerhøjeste grad.

Der er ingen garanti for at vi kan korrigere hinandens tanker, fordi disse ofte sidder meget hårdt fast i ganske bestemte sammenhænge som vi ikke gerne opgiver at tænke ud fra. Vi tænker somregel i en vis kontekst med det samme vi møder et problem, egentligt ville det være bedre hvis vi forsøgte at gentænke verden hvergang vi gik i gang med at gennemtænke en ny situation, måske er der noget vi ikke havde tænkt først?

I vores tid hvor visse tanker forsøges at gøres forbudte må man retteligt spørge sigselv om dette er den rigtige vej? Har de mennesker der vil indskrænke vore muligheder for at tænke gennemtænkt alt, så at de i alle henseender ved bedre end resten af os? Det er selv i dag en meget udtalt idioti at tro at man ved det hele, ikke desto mindre er det en meget vigtig del af vores moderne politik. Jeg tænker ikke at det hjælper os. Alle vil have friheden til at tænke det de selv i første omgang oplever som værende rigtigt. Og alle vil have muligheden til at udtale det også.

Hvis man ser paa hvad Steiner faktisk har gjort, saa er han vel en af dem der har tænkt i flest forskellige områder af livet og fra flest forskellige vinkler. Jeg tror at han er enig med mig i at vi hellere skal tænke tingene igennem, fremfor at lade være. Men vigtigere, at tankerne skal bruges på den rigtige måde og de rigtige steder, og at det nok er den sværeste opgave.

Der er områder af tænkningen der er sværere end andre, og derfor mener nogle at det hele blot er "tro, følelser" osv, og ser meget skeptisk på dette, hvilket for mig er i orden, men bedre ville det naturligvis være hvis de selv forsøgte at gennemtænke disse omraader istedet for blot at kritisere inden de har forsøgt dette. men det er et helt område for sig, det vender vi tilbage til.

Jeg haaber at du vil kommentere, det ville glæde mig, måske har jeg ikke tænkt ret?

"There is no self"

 "There is no self to understand but only the thought which creates the self."

"Der er ikke noget selv, men kun den tanke som skaber selvet"

Fra: Free Collection of Selected Krishnamurti Quotes on Love, Fear, Freedom, Nature, Suffering, Beauty, Meditation, Time, and Death

Ideen er let at følge, at selvet ikke er noget i sig, men kun et som vi selv skaber når vi tænker over selvet.

Der er kun et lille problem.

Hvem er det der tænker tanken over selvet?

Tanken er rettelig noget som jeg betragter indefra mens jeg skaber den, eller mens den vandrer forbi min bevidstheds iagtagelse, eller rettere selvets iagtagelse, for at blive i det sprogbrug.

Det er måske det helt store kattespring som man bør overveje hvis man vil forstå hvad selvet er, at intet af det som vi som mennesker iagtager hverken inde eller ude for vores sjæls rum, iagtages uden en iagtager, og denne er selvet.

Selvet kalder man i forskellige sammenhænge også andre ting, som feks "Jeget", eller man siger bevidstheden, som er et delaspekt af selvet, eller Sjælen, eller ånden. Alle sammen samme forsøg på at forklare og fastholde det "noget" der iagtager det vi iagtager være sig som vore tanker eller følelser, forestillinger, eller kropslige/sanselige oplevelser. Det er klart at man kan hævde at selvet kun findes når man tænker på det, ligesom at man kan hævde at legoklodsen ikke findes før jeg træder på den, men glemmer man ikke at man slet ikke kan tænke uden af man samtidigt hører sine tanker i sig? At man slet ikke kan tænke uden at tankerne høres af en selv? Lige så vel som at legoklodsen hele tiden findes, men først bliver relevant for mig når jeg træder på den? Jeg træder på den, jeg bliver bevidst om at det gør ondt, jeg bliver irriteret osv. Hele tiden er det jeg, eller det samme som vi kalder selvet som iagtager/oplever den verden som vi har omkring selvet.

Dog er det interessant at man kan tænke selvet også, at selve iagtageren kan forsøge at ophæve sig til en tanke mens iagtageren iagtager sine aktioner!

Let beskrevet kan man måske sige at selvet/jeg lever i en verden af udefrakommende oplevelser, følelser, tanker, hukommelsesbilleder og ikke mindst viljesimpulser.

Viljesimpulserne er lidt en blanding af alle de andre iagtagelser, men blot således af de mange gange helt uden grund "popper op" i min bevidsthed (iagtageligt for mit selv/jeg) - og tilsyneladende har sin egen vilje og ambitioner som noget jeg bør og skal udføre.

Om Viljesimpulserne er der meget at sige og meget at lære, for de har deres helt egne ideer om hvad de vil med os, og ofte kan det være ret frustrerende og man kan opleve at lide under dem, men de kan jo også være en fantastisk ledetråd til hvad man nu end skal i ens eget liv. Ingen tvivl om at psykologernes/coachernes ubevidste er et meget relevant sted at finde sin vej udfra, fordi dette udtrykker en hel verden som konstituerer det som mit selv konstituerer sig selv på og "danser på".

Der er ingen tvivl om at det kan være frustrerende at leve og lide, så der er ingen diskussion om at buddhismens forsøg på at komme væk fra lidelsen ved at fjerne sig fra "egoet" er værd at se på. Men det er ikke det samme som at komme væk fra sig selv, fordi det helt enkelt ikke er muligt, fordi selvet til sidste ende altid er det der iagtager lidelsen, også selvom disse er forbundne med de viljesimpulser som vi ikke kan styre, som indimellem leder os ned i mørket og lidelsen. Omvendt ledes vi også ind i vores fremtid hvis vi lærer os selv godt nok at kende, - og her specielt vore viljesimpulser, men fremfor alt at forstå de intentioner som ligger gemt i viljesimpulserne.

Det er den vigtigste spaltning at forstå, at selvet altid iagtager, også al dets lidelse som jo tilhører "Egoet" som er det "for tæt på jorden faldne selv".

Jeg er og lever stærkt i mine følelser, så tæt at jeg ikke kan komme væk fra dem også når de gør ondt. Mine tanker er også forbundet med denne "alt for jordiske forbundethed" i form af tvangen og ønskerne. Det er ikke let at se at den del af mig der er ego. Nogle gange ligger så tæt indtil selvet at de næsten bliver til et, men det er den eneste måde at forstå hvorfor vi som mennesker helst vil glemme selvet, og nøjes med at leve i lidelsen, fortvivlelsen og vreden over verdens elendighed (eller blindt i passionen), helst uden blot at give slip på denne, fordi vi ikke kan uden gennem lidelse... At vi ikke kan give slip og komme til en ren iagtagelse, uden lidelsen, en ren selvs -oplevelse af verden.

Karma er det ego-element vi er født med, selvet er her blot iagtageren, indtil vi befrier os fra de negativt ladede karmadele, som ofte kan tage det meste af et liv, indtil det er selvet blot iagtageren, men jo mere vil befrier os selv, jo mere kan vi være den blot iagtagende, med kærlighed iagtagende, med omsorg for det lidende ego iagtagende... Dette er dog proces, og mange gange voldsomt frustrerende proces, men dog proces - og som dette noget der med tiden og gennem livet gerne skulle blive lettere end i ungdommen. Fremfor alt skulle det gerne bringe en visdom over iagtagelsen af processerne som man gennemgår i adskillelsen af selv og ego. Og denne visdom, det er karanteren af selvet, at det er bæreren af visdommen, hævet over egoets leven i tingene.

Det er ikke en kvalitetsforskel, at det ene er bedre end det andet, det er helt enkelt en realitet, at noget har en hævet funktion, mens andet er i tingene.

Så nej, der er altid et selv, det er iagtager alt indefra, også vore tanker, også når vi tænker over vore tanker, og dette selv er i sin karakter hævet over tingene, betragter og lærer og finder visdom gennem erfaring.

Ånd hed det i gamle dage da vi havde en kristen forståelsesramme.

Klart at dette omhandler "Jeget", det lavere og højere jeg, i antroposofisk sprogbrug, men sagen er densamme.

Ånd - lige her til Michaelstiden.

I dansk kultur er ånd idag et næsten glemt begreb, ihvertfald for menigmand der ikke selv forholder sig til og stiller spørgsmål til sit eget væsen, til tanken eller tænkningen, til bibelen, eller andre religiøse tekster, eller til det religiøse i det hele taget.

Idag tager dog mange mennesker nye religiøse ideer til sig, hovedsageligt buddhisme og hinduisme, fra deres side af kommer begrebet igen til sin ret, og naturligvis er det fra en anden vinkel af, da det jo er en helt anden kultur der er tale om. Men det burde jo ikke hindre et nysgerrigt menneske i at stille spørgsmålet om man kan finde broer mellem disse religioners åndsbegreb og det kristne, eller vesterlandske åndsbegreb.

Udfra religionerne (de store) er det klart at menneskets egentlige væsen er et åndeligt væsen. Et ikke-fysisk væsen som samtidigt deltager i denne verden, og som naturligvis underligger denne verdens indflydelse, ingen er totalt uafhængig, ihvertfald ikke i starten. Og det er pointen. At vi opstår i livet som børn der er under kæmpe indflydelse af vores kultur, sprog, køn, den natur vi omgives af, vores familie og venner og deres sædvaner, med andre ord alt vi møder.
Ud af det er det meningen at ethvert menneske gennem sit liv udvikles af dette og så på et senere tidspunkt stiller sig overfor hele sin baggrund og ser på den, som om den tilhørte en fremmed, for på den måde at forholde sig til sig selv og til de andre mulige verdener som findes. At tage afstand og skabe objektivitet i tanken (er ihvertfald planen),,,

Vi er altså helt ånd, vågner op i dette liv og befinder os i en verden hvor vi ikke i starten har mange valg, fordi den verden vi vågner i somregel har begrænsede normer, men må som voksne stille os over denne og søge måden at forbedre og højne den verden vi kommer fra. Det er for de fleste mennesker en moralsk impuls som de aldrgi glemmer, problemet er desværre at vi ikke er enige, men det hører til det menneskelige væsen at opleve tingene forskelligt og derfor også løsningerne forskelligt, og først i det egentligt møde mellem de forskellige idealismer og behov for at skabe den bedre verden har den en mulighed for at opstå. Kun at acceptere den ene vision bliver altid til undertrykkelse af den anden vison, noget vores verden idag har glemt.

Ja, vi oplever virkeligt verden forskelligt, vore sansesystemer falder forskelligt ud. Man skal bare tænke på forskellen mellem en slagter og en hinduistisk veganer, eller mellem en kloakarbejder og en parfumesælger. Gennem vores kultur og valg i livet får vi mange gange endnu større retning væk fra hinanden, og oplever verden endnu mere forskelligt, men der er en pointe i det, nemlig at verden virkeligt er mangfacetteret, og at de forskellige verdensoplevelser i sig ikke er moralsk hævede over den ene eller den anden, men at det moralske er individuelt, og oftest slås vi også i livet med de forskellige moralske problemer i vore liv som fuldt ud berettiger at vi er forskellige og oplever vores verdener forskelligt.

Egentlig objektivitet opnår man først når man kan forstå og fuldt ud sætte sig ind i den andens måde at opleve verden på, såvel sansemæssigt som i tanke og moral. Deri ligger opgaven til den der vil søge ånden, for ånden er selv ikke ensidig, den søger sandheden i ethvert udsagn og søger at forstå enhver som denne nu engang er, for at forstå hele verden i sin mangfoldighed. Her er begrebet mangfoldighed helt på sin plads.
Det er åndens opgave at forstå mangfoldigheden af verdensforeteelserne, altså alt der sker i verden. ånden er favnende og lærende, og er hvad det angår først skabende når den lærer noget som den ikke havde troet kunne være en realitet, fordi de fleste mennesker somregel har nok i at fordømme og kræve at alle gør som den lokale kultur kræver, istedet for at indse at kultur i første omgang blot er en lokal hændelse. Åndskultur er ikke længere lokal, fordi ånden i sig er storsind, ikke blindhed, men åbenhed. Ikke amoralsk, men virkeligt moralsk vurderende, udfra den realitet som den forsøger at lære af.

En egentlig åndskultur kan kun eksistere hvis mennesker forsøger at lære af alle de udsagn som kulturen udtrykker, og samtidigt helt og holdent er saglig i sin vurdering af moralske og etiske problemer, specielt udfra det egne liv og den private levede virkelighed,
Ånd starter altid hos den enkelte, erkendelse og evnen til at forstå hvad alle meninger og hændelser betyder for den enkelte og for omgivelserne i større perspektiv. 
Modet til at stå overfor større perspektiver og indse at selvom de ikke behager en selv, at de kunne være rigtige, Modet til at tænke de tanker man ellers ikke turde tænke, fordi ens omgivelser siger at de er "forkerte". Der findes ikke forkerte tanker, der findes kun forkerte måder at sætte dem i forhold til virkeligheden på, dette er centralt.
Åndens verden er mangfoldighed, tankens arbejde består i at forstå, specielt det ubehagelige, det "vi ikke kan lide", og sætte disse tanker helt rigtigt i forhold til den verden man befinder sig i. Åndens opgave er at finde den absolutte moral og etik, helt klart udfra de mulige verdener, - hvad er det bedste at gøre af det mulige. (Frankl) Åndens opgave er, fordi den virkeligt er det guddommelige i enhver af os, at vedblivende kritisere de tanker vi tænker forkert i forhold til verden, og konstant skabe revurdering af det vi i første omgang troede var enkelt og letforståeligt, men som i et større perskeptiv måske ikke var så enkelt endda. - Fordi hele den åndelige verden som væver gennem os, som nornerne væver vore individuelle skæbner, er en verden fuld af modsætninger, indre kampe og stridigheder. Sålænge vi forbliver i et enkeltsporet idealsæt, uden at forholde det til os selv og vore egne indre kampe omkring det at bære idealer ind i virkeligheden, mærker vi heller ikke hvor voldsomme forskelle vi som mennesker lever i i denne verden.
Hvis vi indser hvor kompleks en verden vi lever i, skaber vi muligheden for at kunne leve i en fælles verden på trods af modsætningerne, men det er åndens arbejde, og de der ikke vil deltage i dette objektiviserende (og selvobjektiviserende) forsøg, kommer aldrig til at være del af en åndskultur, en kultur der vil sætte os fri mellem hinanden.
En åndskultur søger friheden i det at være menneske præcis som vi er, men skabende i forhold til sig selv og verden, befriende i tanken, specielt i forhold til vor egen indsnævrethed, skabende i verden, fordi ånden til enhver tid er det skabende element, udfra dens indsigt i verdensvirkeligheden.

Skam, seksualitet og ulovlige film - En totalt uantroposofisk tankestrøm som Steiner måske alligevel ville have billiget?

Nogle tanker omkring skam og kvindekroppen, som jeg måtte gennemtænke, fordi en kvinde skrev om en forfærdelig situation, at "private billeder og film, efter et opbrud af et parforhold, alligevel vises, og i værste tilælde kommer til at ligge på nettet, at det er et udtryk for en "Skam-kultur" og en speciel udskamning af kvindekroppen." At skam helt enkelt er et udtryk for en forkert kultur og opdragelse som er kvindeundertrykkende. Spørgsmålet er naturligvis ikke om det er forkert og forkasteligt at dele private film, hvilket det selvfølgeligt er. Spørgsmålet er om selve skammen kun er et kulturelt og et opdragelsesmæssigt problem, eller om det hænger sammen med hele vores historie og måske til og med vores biologi. Er der nogle voksne der - når de er i deres vågne og positive vinkel, vil udskamme andre? - Nej, det er en halvt bevidst gerning, det er et magtredskab og undertrykkelsesredskab mod dem man ikke kan lide og som sådant bruges det meget gerne idag. Som mobning og undertrykkelse. Skammen omkring kroppen - tror jeg - beror på noget andet.

Vi alle mærker hvis vi føler ubehag ved nogle andre mennesker i vores nærhed, men også omkring vores egen kropslighed, hvis vi selv føler at vi er urene. Nogle menneskers berøring oplever vi som "ulækker" eller "ubehagelig". Nogle menneskers hele væsen frastøder os, helt indtil en kropslig fornemmelse af ubehag ved disse mennesker. Det er kropslige fornemmelser som vi knapt kan ryste af os, selv i voksen alder. Jeg vil påstå at kvinder er endnu mere bevidste om dette end mænd, og at fornemmelsen omkring dette er meget mere klar hos kvinder. Teenagerpiger er vel dem der bader oftest ? - Mere end alle andre. Oplevelsen af skam omkring den egne kropslige urenhed er et urinstinkt. Se katte der frenetisk renser sigselv, alle dyr gør det. Og følelsen af skam omkring ens egen kropslige urenhed gør at man mærker vigtigheden af igen at blive ren.

Skam står overfor renhedsfølelsen, skam versus hel, ren og ujordisk. Hos unge mænd er det ikke nær så udpræget, men det er måske kun min iagtagelse? Nogle unge mænd kan stinke ret krast uden selv at have problemer med det, men sjældent unge kvinder.

Er skammen en naturlig ting?

Enhver af os alle ville føle os elendige hvis vi havde tisset i bukserne, også selv der ikke var nogen i nærheden, og vi alle oplever denne enorme skam omkring urenlighed.

HVIS en stakkels skoleelev lugter dårligt, risikerer denne på samme måde at blive voldsomt udskammet, fordi alle de andre børns urinstinkter tændes af.

Det handler om urindstinkter, rygmarvsreflekser, hormonsystemer. Hvorfor er kvinder bange for at deres kroppe bliver vist og set på nettet, hvorfor er det angstprovokerende når nogen ser kvindekroppen i en prækær situation? (De private billeder som det hele jo drejer sig om) Igen, urinstinktet. sexualitet er voldsomt ladet, vi alle har det som et af vores vigtigste temaer i livet, og vi alle har angst for at fremstå forkerte på området. Hvis nogen griner af en der således ses på en film er det naturligvis en voldsom mobbing, men vi kan ikke fjerne vores urinstinkter!

Det sker at man som mand kommer til at se en nøgen kvinde morgenen efter, og selvom man natten inden havde sex, så gør de fleste kvinder det selv automatisk, de beskytter deres køn. Hvorfor det? - Igen urinstinkter, intet er mere ladet end de seksuelle områder, intet har mere behov for at være hemmeligt, intet vil vi hellere fjerne fra en film, fordi det er noget vi alle selv oplever som hemmeligt, skjult, angstprovokerende, også selvom det det ikke engang er filmet. Var vi ikke lige sammen? Jo, men det var igår, idag er vi fremmede, det er en ny dag, og jeg gemmer min blusel.

Har instinkterne ret?

"Husk, at hvis du møder en farlig tiger i afrika, så skal du bare ignorere dine instinkter og lade som ingenting"... nej vel, vi alle ville løbe skrigende bort - det er niveauet der trigger angsten og skammen i os. Vi kan ikke ignorere vore instinkter, om vi vil eller ej.

Det vil glæde mig den dag vi ikke mobber hinanden og viser film på den måde, men ikke desto mindre, så kommer det stadigt til at tage de næste millioner af år inden det kommer så langt, indtil det, lav ikke sådanne film.

Jeg spørger mig selv om ikke selve følelsen af skammen er noget andet end selve instinktet. Selve følelsen burde gennem livet langsomt kunne frivristes skammen, følelsen af skam.
Her tror jeg at der ligger en vigtig pointeog et tveægget sværd, for hvis man har meget høje idealer om sin egen "renhed", så vil følelsen af skammen blive så meget større. Her tror jeg der ligger en vigtig pointe ifht hvordan fortrinsvis unge kvinder oplever deres kropslige skam idag, fordi de alle får at vide at de er gudinder og de hører hjemme blandt guderne. DEN følelse af adskillelse fra det jordiske, det skamfyldte, den vil gøre at disse kvinder i langt højere grad oplever deres egen skam som så meget værre, fordi de glemmer at de faktisk lever i en skamfuld verden (jorden, urenhed) da de måske tror at de kun er guddommelige og aldrig kan gøre noget forkert, og hvis, at de så hurtigt skal bade det væk. Det er et tidens tegn, det er ujordisk og det er usmart. 

Programmet skam handler også om noget moralsk, fordi vi skammer os når vi handler umoralsk, tingene kan let blandes sammen. Jo mere man oplever skam som en realitet, og jo mere problematisk man oplever den, jo mere kan man blande de to ting sammen.

I teksten omkring dette skamfulde som nævnes kort øverst stiller forfatteren sig mod kristendommens/religionens moral og mener at det er dens skyld (opdragelsen) at vi føler skam.
Men jeg mener at det er vendt på hovedet.

Selvfølgeligt har religionen indset skammen som realitet, det ændrer ikke ved urinstinktet, det bekræfter det blot. Derfor er religionen i sit væsen ikke kvindeforagtende, som forfatteren idag mener, men helt enkelt præcis i sin iagtagelse af verden og det menneskelige væsen.

Religionen tilbyder faktisk også hjælp mod oplevelsen af skam. Nemlig det at bade og fjerne skammen fra sin kropslighed gennem badet. (Jødedom, islam, hinduisme osv) Kristendommen derimod ser det lidt anderledes, nemlig at jesus bader sig i floden bliver døbt og gudsriget sænker sig ned i ham, at han bliver "ren" og guddommelig på den måde. Hvis man vil hjælpe unge kvinder at have mindre problemer med deres egen følelse af skam, så skal de huske at gudsriget er her, og at det kan befrie dem for deres skam.
Steiner stiller aldrig Jesu overvindelse af alle jordiske synder i tvivl, og vores mulighed for samme ved at tro på Jesus. Derimod sætter han spørgsmål ved om det er smart at tro at vi som mennesker er ujordiske og om det er godt at glemme sin jordiskhed? Noget med en eller anden modstandermagt i guess.