Ånd - lige her til Michaelstiden.

I dansk kultur er ånd idag et næsten glemt begreb, ihvertfald for menigmand der ikke selv forholder sig til og stiller spørgsmål til sit eget væsen, til tanken eller tænkningen, til bibelen, eller andre religiøse tekster, eller til det religiøse i det hele taget.

Idag tager dog mange mennesker nye religiøse ideer til sig, hovedsageligt buddhisme og hinduisme, fra deres side af kommer begrebet igen til sin ret, og naturligvis er det fra en anden vinkel af, da det jo er en helt anden kultur der er tale om. Men det burde jo ikke hindre et nysgerrigt menneske i at stille spørgsmålet om man kan finde broer mellem disse religioners åndsbegreb og det kristne, eller vesterlandske åndsbegreb.

Udfra religionerne (de store) er det klart at menneskets egentlige væsen er et åndeligt væsen. Et ikke-fysisk væsen som samtidigt deltager i denne verden, og som naturligvis underligger denne verdens indflydelse, ingen er totalt uafhængig, ihvertfald ikke i starten. Og det er pointen. At vi opstår i livet som børn der er under kæmpe indflydelse af vores kultur, sprog, køn, den natur vi omgives af, vores familie og venner og deres sædvaner, med andre ord alt vi møder.
Ud af det er det meningen at ethvert menneske gennem sit liv udvikles af dette og så på et senere tidspunkt stiller sig overfor hele sin baggrund og ser på den, som om den tilhørte en fremmed, for på den måde at forholde sig til sig selv og til de andre mulige verdener som findes. At tage afstand og skabe objektivitet i tanken (er ihvertfald planen),,,

Vi er altså helt ånd, vågner op i dette liv og befinder os i en verden hvor vi ikke i starten har mange valg, fordi den verden vi vågner i somregel har begrænsede normer, men må som voksne stille os over denne og søge måden at forbedre og højne den verden vi kommer fra. Det er for de fleste mennesker en moralsk impuls som de aldrgi glemmer, problemet er desværre at vi ikke er enige, men det hører til det menneskelige væsen at opleve tingene forskelligt og derfor også løsningerne forskelligt, og først i det egentligt møde mellem de forskellige idealismer og behov for at skabe den bedre verden har den en mulighed for at opstå. Kun at acceptere den ene vision bliver altid til undertrykkelse af den anden vison, noget vores verden idag har glemt.

Ja, vi oplever virkeligt verden forskelligt, vore sansesystemer falder forskelligt ud. Man skal bare tænke på forskellen mellem en slagter og en hinduistisk veganer, eller mellem en kloakarbejder og en parfumesælger. Gennem vores kultur og valg i livet får vi mange gange endnu større retning væk fra hinanden, og oplever verden endnu mere forskelligt, men der er en pointe i det, nemlig at verden virkeligt er mangfacetteret, og at de forskellige verdensoplevelser i sig ikke er moralsk hævede over den ene eller den anden, men at det moralske er individuelt, og oftest slås vi også i livet med de forskellige moralske problemer i vore liv som fuldt ud berettiger at vi er forskellige og oplever vores verdener forskelligt.

Egentlig objektivitet opnår man først når man kan forstå og fuldt ud sætte sig ind i den andens måde at opleve verden på, såvel sansemæssigt som i tanke og moral. Deri ligger opgaven til den der vil søge ånden, for ånden er selv ikke ensidig, den søger sandheden i ethvert udsagn og søger at forstå enhver som denne nu engang er, for at forstå hele verden i sin mangfoldighed. Her er begrebet mangfoldighed helt på sin plads.
Det er åndens opgave at forstå mangfoldigheden af verdensforeteelserne, altså alt der sker i verden. ånden er favnende og lærende, og er hvad det angår først skabende når den lærer noget som den ikke havde troet kunne være en realitet, fordi de fleste mennesker somregel har nok i at fordømme og kræve at alle gør som den lokale kultur kræver, istedet for at indse at kultur i første omgang blot er en lokal hændelse. Åndskultur er ikke længere lokal, fordi ånden i sig er storsind, ikke blindhed, men åbenhed. Ikke amoralsk, men virkeligt moralsk vurderende, udfra den realitet som den forsøger at lære af.

En egentlig åndskultur kan kun eksistere hvis mennesker forsøger at lære af alle de udsagn som kulturen udtrykker, og samtidigt helt og holdent er saglig i sin vurdering af moralske og etiske problemer, specielt udfra det egne liv og den private levede virkelighed,
Ånd starter altid hos den enkelte, erkendelse og evnen til at forstå hvad alle meninger og hændelser betyder for den enkelte og for omgivelserne i større perspektiv. 
Modet til at stå overfor større perspektiver og indse at selvom de ikke behager en selv, at de kunne være rigtige, Modet til at tænke de tanker man ellers ikke turde tænke, fordi ens omgivelser siger at de er "forkerte". Der findes ikke forkerte tanker, der findes kun forkerte måder at sætte dem i forhold til virkeligheden på, dette er centralt.
Åndens verden er mangfoldighed, tankens arbejde består i at forstå, specielt det ubehagelige, det "vi ikke kan lide", og sætte disse tanker helt rigtigt i forhold til den verden man befinder sig i. Åndens opgave er at finde den absolutte moral og etik, helt klart udfra de mulige verdener, - hvad er det bedste at gøre af det mulige. (Frankl) Åndens opgave er, fordi den virkeligt er det guddommelige i enhver af os, at vedblivende kritisere de tanker vi tænker forkert i forhold til verden, og konstant skabe revurdering af det vi i første omgang troede var enkelt og letforståeligt, men som i et større perskeptiv måske ikke var så enkelt endda. - Fordi hele den åndelige verden som væver gennem os, som nornerne væver vore individuelle skæbner, er en verden fuld af modsætninger, indre kampe og stridigheder. Sålænge vi forbliver i et enkeltsporet idealsæt, uden at forholde det til os selv og vore egne indre kampe omkring det at bære idealer ind i virkeligheden, mærker vi heller ikke hvor voldsomme forskelle vi som mennesker lever i i denne verden.
Hvis vi indser hvor kompleks en verden vi lever i, skaber vi muligheden for at kunne leve i en fælles verden på trods af modsætningerne, men det er åndens arbejde, og de der ikke vil deltage i dette objektiviserende (og selvobjektiviserende) forsøg, kommer aldrig til at være del af en åndskultur, en kultur der vil sætte os fri mellem hinanden.
En åndskultur søger friheden i det at være menneske præcis som vi er, men skabende i forhold til sig selv og verden, befriende i tanken, specielt i forhold til vor egen indsnævrethed, skabende i verden, fordi ånden til enhver tid er det skabende element, udfra dens indsigt i verdensvirkeligheden.

Skam, seksualitet og ulovlige film - En totalt uantroposofisk tankestrøm som Steiner måske alligevel ville have billiget?

Nogle tanker omkring skam og kvindekroppen, som jeg måtte gennemtænke, fordi en kvinde skrev om en forfærdelig situation, at "private billeder og film, efter et opbrud af et parforhold, alligevel vises, og i værste tilælde kommer til at ligge på nettet, at det er et udtryk for en "Skam-kultur" og en speciel udskamning af kvindekroppen." At skam helt enkelt er et udtryk for en forkert kultur og opdragelse som er kvindeundertrykkende. Spørgsmålet er naturligvis ikke om det er forkert og forkasteligt at dele private film, hvilket det selvfølgeligt er. Spørgsmålet er om selve skammen kun er et kulturelt og et opdragelsesmæssigt problem, eller om det hænger sammen med hele vores historie og måske til og med vores biologi. Er der nogle voksne der - når de er i deres vågne og positive vinkel, vil udskamme andre? - Nej, det er en halvt bevidst gerning, det er et magtredskab og undertrykkelsesredskab mod dem man ikke kan lide og som sådant bruges det meget gerne idag. Som mobning og undertrykkelse. Skammen omkring kroppen - tror jeg - beror på noget andet.

Vi alle mærker hvis vi føler ubehag ved nogle andre mennesker i vores nærhed, men også omkring vores egen kropslighed, hvis vi selv føler at vi er urene. Nogle menneskers berøring oplever vi som "ulækker" eller "ubehagelig". Nogle menneskers hele væsen frastøder os, helt indtil en kropslig fornemmelse af ubehag ved disse mennesker. Det er kropslige fornemmelser som vi knapt kan ryste af os, selv i voksen alder. Jeg vil påstå at kvinder er endnu mere bevidste om dette end mænd, og at fornemmelsen omkring dette er meget mere klar hos kvinder. Teenagerpiger er vel dem der bader oftest ? - Mere end alle andre. Oplevelsen af skam omkring den egne kropslige urenhed er et urinstinkt. Se katte der frenetisk renser sigselv, alle dyr gør det. Og følelsen af skam omkring ens egen kropslige urenhed gør at man mærker vigtigheden af igen at blive ren.

Skam står overfor renhedsfølelsen, skam versus hel, ren og ujordisk. Hos unge mænd er det ikke nær så udpræget, men det er måske kun min iagtagelse? Nogle unge mænd kan stinke ret krast uden selv at have problemer med det, men sjældent unge kvinder.

Er skammen en naturlig ting?

Enhver af os alle ville føle os elendige hvis vi havde tisset i bukserne, også selv der ikke var nogen i nærheden, og vi alle oplever denne enorme skam omkring urenlighed.

HVIS en stakkels skoleelev lugter dårligt, risikerer denne på samme måde at blive voldsomt udskammet, fordi alle de andre børns urinstinkter tændes af.

Det handler om urindstinkter, rygmarvsreflekser, hormonsystemer. Hvorfor er kvinder bange for at deres kroppe bliver vist og set på nettet, hvorfor er det angstprovokerende når nogen ser kvindekroppen i en prækær situation? (De private billeder som det hele jo drejer sig om) Igen, urinstinktet. sexualitet er voldsomt ladet, vi alle har det som et af vores vigtigste temaer i livet, og vi alle har angst for at fremstå forkerte på området. Hvis nogen griner af en der således ses på en film er det naturligvis en voldsom mobbing, men vi kan ikke fjerne vores urinstinkter!

Det sker at man som mand kommer til at se en nøgen kvinde morgenen efter, og selvom man natten inden havde sex, så gør de fleste kvinder det selv automatisk, de beskytter deres køn. Hvorfor det? - Igen urinstinkter, intet er mere ladet end de seksuelle områder, intet har mere behov for at være hemmeligt, intet vil vi hellere fjerne fra en film, fordi det er noget vi alle selv oplever som hemmeligt, skjult, angstprovokerende, også selvom det det ikke engang er filmet. Var vi ikke lige sammen? Jo, men det var igår, idag er vi fremmede, det er en ny dag, og jeg gemmer min blusel.

Har instinkterne ret?

"Husk, at hvis du møder en farlig tiger i afrika, så skal du bare ignorere dine instinkter og lade som ingenting"... nej vel, vi alle ville løbe skrigende bort - det er niveauet der trigger angsten og skammen i os. Vi kan ikke ignorere vore instinkter, om vi vil eller ej.

Det vil glæde mig den dag vi ikke mobber hinanden og viser film på den måde, men ikke desto mindre, så kommer det stadigt til at tage de næste millioner af år inden det kommer så langt, indtil det, lav ikke sådanne film.

Jeg spørger mig selv om ikke selve følelsen af skammen er noget andet end selve instinktet. Selve følelsen burde gennem livet langsomt kunne frivristes skammen, følelsen af skam.
Her tror jeg at der ligger en vigtig pointeog et tveægget sværd, for hvis man har meget høje idealer om sin egen "renhed", så vil følelsen af skammen blive så meget større. Her tror jeg der ligger en vigtig pointe ifht hvordan fortrinsvis unge kvinder oplever deres kropslige skam idag, fordi de alle får at vide at de er gudinder og de hører hjemme blandt guderne. DEN følelse af adskillelse fra det jordiske, det skamfyldte, den vil gøre at disse kvinder i langt højere grad oplever deres egen skam som så meget værre, fordi de glemmer at de faktisk lever i en skamfuld verden (jorden, urenhed) da de måske tror at de kun er guddommelige og aldrig kan gøre noget forkert, og hvis, at de så hurtigt skal bade det væk. Det er et tidens tegn, det er ujordisk og det er usmart. 

Programmet skam handler også om noget moralsk, fordi vi skammer os når vi handler umoralsk, tingene kan let blandes sammen. Jo mere man oplever skam som en realitet, og jo mere problematisk man oplever den, jo mere kan man blande de to ting sammen.

I teksten omkring dette skamfulde som nævnes kort øverst stiller forfatteren sig mod kristendommens/religionens moral og mener at det er dens skyld (opdragelsen) at vi føler skam.
Men jeg mener at det er vendt på hovedet.

Selvfølgeligt har religionen indset skammen som realitet, det ændrer ikke ved urinstinktet, det bekræfter det blot. Derfor er religionen i sit væsen ikke kvindeforagtende, som forfatteren idag mener, men helt enkelt præcis i sin iagtagelse af verden og det menneskelige væsen.

Religionen tilbyder faktisk også hjælp mod oplevelsen af skam. Nemlig det at bade og fjerne skammen fra sin kropslighed gennem badet. (Jødedom, islam, hinduisme osv) Kristendommen derimod ser det lidt anderledes, nemlig at jesus bader sig i floden bliver døbt og gudsriget sænker sig ned i ham, at han bliver "ren" og guddommelig på den måde. Hvis man vil hjælpe unge kvinder at have mindre problemer med deres egen følelse af skam, så skal de huske at gudsriget er her, og at det kan befrie dem for deres skam.
Steiner stiller aldrig Jesu overvindelse af alle jordiske synder i tvivl, og vores mulighed for samme ved at tro på Jesus. Derimod sætter han spørgsmål ved om det er smart at tro at vi som mennesker er ujordiske og om det er godt at glemme sin jordiskhed? Noget med en eller anden modstandermagt i guess.

Oplevelsen af følelsen i sjælen og overgivelsen af samme - processen hos Steiner

Enhver følelse som man som menneske oplever gennem livet er en realitet som udspiller sig såvel i denne verden som i den åndelige verden.  følelsen af begær, lyst, smerte, glæde, sorg, begejstring er altsammen på denne side, deres åndelige macth er på den anden side.

Vi bruger vel stort set første halvdel af livet på at finde nydelse og nydelser, og dernæst, om vi vil eller ej, den sidste halvdel til at finde og opleve mere negative følelser, - Dette er vel den generelle udvikling, at man bygger op og nyder livet, og senere at livet i sine begrænsninger tager meget fra en, hvilket risikerer at føre til en række negative følelser.

Enhver følelsesmæssig oplevelse er del af en proces der først lærer en at deltage i livet, og siden af finde erkendelsen af det man oplevede under livet. 
Nydelsen af noget godt spiseligt forsvinder jo ikke, ikke før vi forlader jorden igen. Men jeg tror at de fleste har spist noget godt sammen med mennesker de egentligt ikke bryder sig om, hvilket så virker undergravende for oplevelsen af nydelsen, det smager pludseligt ikke længere himmelsk, fordi man gennem hele oplevelsen er irriteret over de andre mennesker, eller noget andet i situationen.
Følelsesmæssige oplevelser kan spille mod hinanden, og på den måde bliver den ene trukket ned og den anden kommer til at herske.
Var maden ikke lige så lækker som den var før? Jo da, absolut, men da mit sjælsrum er fuldt af modarbejtende følelser, kan således den ellers skønne følelse forsvinde.
Som konsekvens kan jeg vælge at opleve frustrationen over tabet af den ellers skønne følelse, eller at se bort fra frustrationen. De første mange gange man oplever dette skylder man somregel blot det hele på den irriterende anden, som man forsøger at huske ikke skal deltage en anden gang! Det er dog et problem som på længere distance burde kalde på ens egen bevidste oplevelse af hele situationen (ånden).
For en ting er givet, og det er at alt som frustrerer mig, samtidigt er noget som tilhører mig, ment på den måde at jeg kommer til at opleve det igen og igen i livet, indtil at jeg har fundet en måde at leve med det på som forhåbendligt ikke gør mig alt for trist.
Hvad vi alle bevidst eller ej, betyder og gør mod hinanden, falder uanset hvad tilbage til en selv. Hvorfor bliver jeg så frustreret? Det er det egentlige spørgsmål, ihvertfald i den proces der hedder at lære at leve med sine følelser. Dette er meget konkret karma. 
I ungdommen er dette stort set umuligt, de fleste hænger fast i sine følelser og lever kun i forhold til følelserne, hvilket på en måde er rigtigt - at man skal lære sine følelser at kende - men senere vil livet aftvinge enhver at se om denne kan leve med dobbeltheden af modstræbende følelser i livet, og hvilken betydning det i så fald har.

Gennem livet kommer man unægteligt til at ændre sin smag for dette eller hint, og vigtigt i den sammenhæng er det at smagen kan ændres og at den gør det, det er en vigtig erkendelse. Følelser kan ændres og de gør det gennem livet. Følelser kan vende sig helt om og vise hen til at det som man ellers var begejstret for før, nu overhovedet ikke er vigtigt længere. 
Erkendensen af følelsens foranderlighed er en utroligt vigtig erkendelse. Det er vigtigt at vide at den del af sjælen som vi som mennesker i det meste af livet tillægger den største vægt kan forvandle sig totalt, at alt hvad vi føler kan forvandles og forandres. Vi er ikke vore følelser, fordi de jo kan forvandles, vi har følelser og de kan forvandles.
Hvad betyder det for mig?
Det betyder i allerhøjeste grad at jeg ikke kun behøver at erkende og forstå mig selv som den der føler dette eller hint.  Jeg er også den der betragter mine følelser. Og jo længere jeg kommer i denne proces, og jo klarere dette bliver for mig, jo tydeligere bliver dette, og jo mere indser jeg at jeg også er den der forstår at jeg ikke kun er mine følelser. Min evne til at erkende og forstå vinder kraft. Min ånd vinder kraft i forhold til mine umiddelbare følelser og behov.
Dette er den største erkendelse i livet, at jo mindre jeg hænger fast i at jeg skal føle dette eller hint for at alt skal være tilfredsstillende i livet, jo mere frihed vinder jeg til ikke kun at gøre det rigtige overfor mig selv, men også for mine omgivelser, jeg vinder evnen til at være forstående og givende, istedet for at leve i at være uforstående og krævende. 
Kan man helt komme over sine behov og sine følelser?
Her tror jeg at man skal passe på, de kan nemlig sagtens forklæde sig, og give sig udtryk i andre sammenhænge, og udstille sine krav der også, men på en måde man selv i første omgang ikke er bevidst om, dette er på den ene side helt traditionel psykologi, men ikke desto mindre rigtigt, og jeg tror at vi alle kender den oplevelse, at man pludseligt "vågner" og indser at man er blivet "begærende og krævende" på et område man ellers ikke selv vidste at man var. Det stiller igen ens lavere væsen i perspektiv, og åndens opgave består i først at erkende det, og siden langsomt forvandle det, hvordan skal man ellers blive herre i eget hus?
Nu er det ikke detsamme som at man skal undertrykke al lyst og begejstring i sit liv, man skal bare med tiden lære at have det med i livet på en positiv måde, og ikke at det kommer til udtryk i negativitet over sine medmennesker. - Det er ihvertfald målet.
Begejstringen kan man jo også have overfor kunst og musik, børn eller hyggelige stunder med gode mennesker.

Er der noget der står overfor begejstringen?
Vi skal alle dø, og hvis vi tror det Steiner har skrevet op døden, så kommer selve vore følelser kun med os til en vis grænse, derefter kommer vi til at aflægge os disse. 
For den der hænger fast i sine følelser og begær bliver det en større kamp end for den der hænger mindre fast i disse, fordi følelserne helt enkelt ikke kan komme med os op i den højere åndelige verden.
Steiner beskriver dette som kamaloka, det sted hvor vi gør to ting.
Et, vi giver afkald på alle de følelser og begær vi stadig har fra livet, det er ikke en smuk proces, fordi begæret selv i vores normale liv opleves som en form for "brændende begær", men jo mindre denne brand gløder i en, jo mindre har man at slås med i kamaloka.
To, vi betaler af på det vi har forskyldt os mod andre, og det på den måde at vi oplever den følelse de havde i sig, da vi gjorde noget forkasteligt overfor dem. - Problemet her er kun at vi i det jordiske liv kan abstrahere fra ubehaget, hvis vi synes det er for ubehageligt, det kan vi ikke i kamaloka, her brænder det sig igennem, indtil oplevesen har givet os det fulde ubehag som vi har udsat vor omverden for... Dette er altsammen beskrevet klokkeklart hos Steiner

Der er en meget lang vej, det er en lang proces fra vi starter livet, forhåbentligt nydende, til at vi begynder at opfatte den personlige nydelse som sekundær, til at vi lærer at se bort fra den personlige nydelse, for istedetfor at leve for at hjælpe andre mennesker som det væsentlige, den egentlige skabelse i det sociale, hvor ånden, opbygget gennem livets erkendelser og møder med det begrænsede i at være menneske viser sit egentlige væsen, i at hjælpe, støtte og sætte rammer for de næste generationer, således at disse også kan finde frem til ånden gennem følelsens jungler.

Sjælens indhold ifølge Steiner

Nu da jeg sidste gang forsøgte at fremstille følelse, tanke og impulser (vilje) som sjælens domæner, vil jeg her tale om sjælens indhold.

For når vi en gang oplever at vore følelser spiller så stor en rolle i vore liv, da bliver vi også klar over at det vil forblive et centralt thema i vore liv. Og derfor forbringer mange også netop livet med at blive mættet på det område.

Sjælens søgen efter mættelse starter med en sukkerholdig drik og fortsætter gennem alskens nydelser af mad hele vejen over partnerskaberne til kunsten - og til det religiøse. Jo, der kan man også finde nydelse/behag, og da det er i mit sjælsrum jeg oplever nydelsen skaber hver og en af os en række nydelser som på den ene side er dybt individuelle, som vi jo er, over til også at relatere til vores kultur og vore gener.

Det som kan være forvirrende er at oplevelsen af et smukt stykke musik også er en sjælslig oplevelse, en nydelse, ligesom oplevelsen af billedkunst, og i øvrigt alle andre kunstarter. Dette er ikke detsamme som at sige at kunsten kun er nydelse, men at den kan vække den oplevelse hos enhver af os, hvis den rammer individet med dens indhold.

Der er dog en kæmpe forskel på at opleve nydelsen i et stykke kunst og det at opleve nydelse i et stykke chokolade. For det første er mediet to vidt forskellige ting. Et stykke chokolade er ret fysisk.
Oplevelsen af feks et stykke musik er på sin vis en ikke fysisk oplevelse, da det er indholdet af musikken man forholder sig til, altså det sjælelige der udtrykkes i musikken. Begge ting opleveles i ens sjælerum, sjælen bevæges af begge ting, begge oplevelser er nydelse.
Som Steiner beskriver i bogen "Teosofi" er det ret klart at Hele den følelsesmæssige side af sjælsrummet i første omgang slet ikke stiller spørgsmålet til kvaliteten af det oplevede, men blot at det kan nydes. Og at denne følelsesmæssige side spænder mellem mere jordiske nydelser helt op til rent åndelige nydelser, jo man kan også nyde forholdet til det åndelige, feks i forhold til at nyde sin deltagelse i en gudstjeneste, eller at nyde en smuk spirituel tekst/bibellæsning.
Det interessante er dog at Steiner samtidigt gør opmærksom på at alle disse følelser jo efter døden skal "aflægges", og at der i princip ikke er nogle følelser der i forhold til karma ikke skal aflægges, det skal de alle, men at vi alle tror at fine følelser er ånd og derfor noget vi skal søge i højere grad end nydelsen af chokolade. Det er sandt at vi skal søge det finere, men ikke for nydelsens skyld, for den skal stadig aflægges når vi en dag takker af, vi skal søge det sande, det gode og det skønne i oplevelsen, ikke som nydelse, men som iagtagelse. Al nydelse, siger Steiner, "aflægges efter besøget".
Oplevelsen af det sande, det gode og det skønne er skridtet over nydelsen og dermed skridtet op i et åndeligt niveau. Den der med ånden tager vi senere.
Nydelsen, sjælerummets følelsesmæssige oplevelser er nødvendige for at leve som menneske og for at komme ind i en iagtagelse af følelsens kvaliteter, og kan derfor ikke springes over i den menneskelige udvikling.

Hvad kan vi lære af tanke og vilje ud af sjælens rum?
Som beskrevet sidste uge danner vi vore tanker - i første omgang - i forhold til den oplevelse af verden vi har individuelt. Det er ikke detsamme som at tanken kun er individuel, men da vi vokser ind i et vist karmaforløb, så begrænses vore tanker somregel af en vist struktur, i forhold til karma, til vore kommende opgaver, og somregel stiller vores karma den opgave at vi bliver udfordrede og gennem mange udfordringer lærer at forstå noget vi ikke forstod før, og vore evne til at tænke og forstå ændres, bliver mere objektiv, penetrerer mere ind i virkeligheden, som den står i al sin ubehagelighed, hvis vi taler karma.
Nogle gange vil vi helt enkelt ikke forstå noget der for andre er elkelt og åbenlyst, vore følelser og umiddelbare fornemmelser understøtter en vis måde at se verden på, og vore idealer kan også til dels blænde os således at vi ikke forholder os til virkeligheden, men kun den del af virkeligheden som vi har lyst til at deltage i.
Således kan vi mange gange blive ved at slå hovederne mod mure, fordi vi nægter at indse at virkeligeheden er anderledes end vi vil have, indtil vi - ofte gennem lidelse - finder ud af at vi bliver nødt til at forholde vore tanker til virkeligheden, og at dette skridt samtidigt er skridtet til forståelse af virkeligheden og derfor samtidigt ophøjelsen af os selv til mere åndelige væsener, fra sjæl til ånd. Fra definition udfra vore karmiske baggrund til befrielse gennem erkendelse og forståelse - op til ånd.

Viljen, impulsen, er den der viser vejen vi går ind i livet. Den er generelt ubevidst, dog bliver den mere bevidst jo mere vi vågner i forhold til vort personlige karma. Hvorfor slår jeg hele tiden hovedet ind i væggen, hvorfor gør det altid ondt? Fordi verden har sine begrænsninger, og fordi jeg ubevidst ledes til at møde mine begrænsninger, for gennem mødet at finde forståelsen omend somregel gennem smerte.
Samtidigt ledes jeg også til at finde mine interesser i livet, det jeg er begejstret for, det jeg kommer til at få muligheden til at elske i livet, mit eventuelle job, min eventuelle partner. Viljen leder os alle ubevidst ind i livet på godt og ondt, det er en karma viser, en karma fortæller, en irriterenden ven der viser vejen, også selvom vi er tilfredse med det vi har og er lige nu.

Jeg skal forsøge af uddybe nogle af disse tanker yderligere i følgende tekster... Men sig hvis du har et spørgsmål i forhold til dette, så skal jeg se om jeg kan svare.

Sjæl og sjælerummet hos Steiner

Efter ønske fra Svend Erik Ibsen Houlberg

Hvad er så sjælen, hvis man skal definere den. 

Sjælen er det enkelte menneskes eget rum hvori individet oplever sin version af verden. Derfor er det for mig mere passende at kalde det sjælerummet.
Jeg forsøgte i forrige indlæg at beskrive forskellen mellem bevidstheden og sjælen (sjælerummet), men var nok ikke præcis nok.
Meget kort sammenfattet ser jeg begreberne Bevidsthed, jeg og ånd, som det der har med tanken om, overblikket over, sjælerummet. Som skridtet "over". - for klart at adskille sjælerummet fra dette.
Steiner redegør for hvordan følelse, vilje (impulser) og tanker udgør indholdet for individets sjælerum.
Jeg oplever min verden, og dermed mit sjælsrum, som de følelser jeg lever med, de impulser som vedblivende giver mig retning, og de tanker som jeg i første omgang oplever som nogle der helt enkelt går igennem mig og siden forsvinder.
Sjælen indbefatter så det jeg selv umiddelbart lever i, mit sjælerum, det der gør at vi oplever at leve i hver sin verden, fordi vi rent faktuelt oplever verden forskelligt. Og jo mere det har med individets følelser at gøre, jo mere klart er dette fænomen.
Vores følelsesverden er netop i allerhøjeste grad forskellig, i den grad at den ene kan opleve ulykke og forfærdelse over noget den anden oplever begejstring over, her kan man ikke sige andet end at vi lever i hver sin verden..
Følelseselementet er det er i yngre alder er det tydeligste element i sjælsrummet.
Impulserne (ubevidst vilje) som vi alle i mindre eller højere grad ligger under for har samme tendens. de styrer os og er i allerhøjeste grad individuelle. Den ene oplever en impuls i sig føre sig til at blive musiker, den anden kan ikke håndtere sine impulser og bliver kriminel eller afhængig. Det er impulser der styrer og som tager det meste af livet at komme til et overblik over, og lige så langt at begynde at kunne håndtere, så at de ikke er dem der altid bestemmer, men at personen har greb om dem.
Hvorfor tager Steiner tankerne med i  beskrivelsen af sjælerummet? Fordi vi oplever dem som vores helt egne, noget som vi fejlagtigt tror at andre mennesker overhovedet ikke kan opleve/tænke på samme måde, indtil vi senere i livet finder ud af at tankerne ikke er så forskellige endda, men at vi blot ikke tidligere forstod det. Er vi heldige at finde en sjæleven, så er det somregel en der kan forstå vore tanker om det vi føler.
Ofte har vi mange tanker om det vi oplever som "trauma" i livet, altså de ting som tynger os negativt, og har en række tanker i forhold til det som forsvarer og beskytter os mod den negative oplevelse. Vi bygger et helt slot af tanker omkring dette for at forsvare os og på den måde bliver vi meget personlige i vores tankeliv, faktuelt spiller tanken sig igen og igen som var det en gammel pladespiller der kørte i en rille. - Her er tanken fast i et meget individuelt forhold helt koncentreret omkring mit personlige liv og karma.
For sjælsrummet bliver tanken ofte en gentagelsesmaskine, mens tanken ikke kun er lavet til det, men også har andre formål. Blot for at klargøre hvad tanken laver i sjælsrummet.

Jeg håber at dette giver et klarere billede af hvad sjælsrummet er for individet.

Klart er det at sjælsrummet er noget vi i ungdommen sidder hjælpeløst fast i. Vi agerer en række følelser, impulser og tanker ud som var vi selv den ridsede plade på pladespilleren. Vi kan generelt ikke andet og mere, og det tager en del år inden vi begynder at tage bevidsthedens standpunkt overfor det vi oplever i vort sjælsrum.
Ofte hænger det sammen med når vi begynder at spørge om "hvorfor" det ene og det andet er så ubehagelivt, irriterende, frastødende" i livet.. Først der opstår behovet for og evnen til at tage afstand til indholdet.
Og derfra går en lang proces mod at lære at håndtere det der udspiller sig, men nu på en bevidst måde, og ikke blot i automatismer. Her kastes vi fra den ene side til den anden, mellem den ene vi ikke bryder os om og det andet som heller ikke er bedre, mens vi langsomt indser at det er livets betingelse, i samme øjeblik som vi "vågner", at befinde os i denne ubehagelige situation.

Det væsen der vågner er hos Steiner beskrevet som "jeget", eller "menneskeånden" - idag i vores moderne forståelsesramme kaldes det bevidstheden.
Da Steiner var meget præcis og opfattede det som vigtigt at man beskrev alt hvad som findes så eksakt som muligt var det for ham nødvendigt at beskrive hele dette "spil" fra flere vinkler af, og det kan gøre det meget svært at forstå. Hovedsagen er trods alt stadigt at man gør forsøget på at forstå dette, medtagende så meget som muligt.

Fra andre perspektiver er ånd, jeg og bevidsthed ikke detsamme, men det er et andet problem, det tager vi en anden gang.