At erhverve nye egenskaber - at forstå, at erkende.

Som barn havde jeg den fantastiske oplevelse at jeg var begejstret for at kunne læse, det vil sige, at jeg virkeligt gerne ville lære at læse, og det inden at jeg faktisk kunne. Saa jeg øvede lydene fra bogstaverne, fra de sammensatte lyde, indtil jeg kunne læse enkelte ord, og indtil den specielle dag hvor jeg tog fat i fars store politikenavis og læste en rubrikoverskrift.

Den store oplevelse af at de lyde - fra bogstaverne - som jeg havde fået til at give mening i form af en sætning, faldt ned over mig som en ren guddommelig oplevelse. Jeg havde åbnet en helt ny verden, og den var smuk og spændende, og jeg havde selv fundet vejen ind i denne oplevelse, for det havde krævet en del øvelse fra min side af, - så vi ser lige lidt bort fra lærernes anstrengelser lige her...

Jeg nævner denne oplevelse, fordi jeg brød igennem til en helt ny forståelse af livet efter den. Tekster kunne læses, jeg kom ind i de "voksnes" verden på den måde, fordi jeg kunne læse det de skrev. 

Var jeg blevet en anden? Nej, jeg var stadig den samme, men her var der i allerhøjeste grad tale om bevidsthedsudvidelse, eller bevidsthedsudvikling. Jeg kunne noget mere, jeg havde fået nye egenskaber, jeg kunne forstå tekster, de gav mening.

Da jeg første gang i terapien forstod at det faktuelt var min historie, som i MIN, jeg stod overfor. At jeg ikke kunne give andre skylden (også selvom terapien i princip udgår fra det indtegrerede fra ens egen historie), men blot måtte lære at indse at det handlede om mit liv, mine følelser, min måde at forstå verden på, mine impulser ind i livet. Da vågnede jeg op overfor at jeg faktuelt var herren i mit liv, well faktuelt at det som var blevet min historie, først og fremmest var mit karma, mit tilvalgte liv (Hvis vi tager Steiners ord for gode varer) Og at jeg kun ved at kæmpe mig igennem smerten som var forbundet med det som nu engang var netop mit karma, kunne finde en vej videre, ind i et liv som jeg ville kunne bruge til mere, end det jeg var gået ind i terapien med. Da jeg vågnede op til det, da jeg indså det i sin fulde konsekvens, da var det også en "bryden igennem til en helt ny forståelse af livet".
Jeg var næppe lige så fornøjet over den oplevelse som jeg var over den nyerhvervede evne til at kunne læse som barn, men det var ihvertfald en ny og stor indsigt, en helt ny forståelse af livet, og det bragte som princip en vigtig ny egenskab til mig, ind i mit liv, ind i min evne til at coache andre mennesker gennem deres skæbnekampe, nemlig evnen til at være meget klar og konkret overfor de valg som mennesker tager sig i sine liv, at de virkeligt selv vælger om de giver sig ind i en ny læringsproces, eller om de forsøger at snige sig udenom "sig selv", eller skal vi ikke bare sige det som det er, den læring som karma forsøger at give dem?

Der er erfaringer igennem livet som gør at man afgørende tager nye skridt i livet, de giver en vedvarende nye evner og indsigter, gør at man forandres som menneske, at man begynder at se nye sider af livet, at livet for en bliver et afgørende andet. Det er de skridt jeg gerne vil fejre.
De er skridt fra et stadie i et menneskes liv til et nyt og højere. Jo, netop højere, fordi man derved vinder nye egensaber og faktisk kan bruge dem, udover de gamle man havde. - eller rent af guddommelige og inspirerede skridt i ens liv, måske er de netop det? Måske er det netop som Wim Wenders viser i "Himlen over Berlin", at der står en engel over ens skulder når man oplever et sådant skridt i livet. For mig er der kvalitativt noget helt rigtigt i netop det.

Jeg vil hermed blot opfordre læseren til at se tilbage i sin historie og se om han ikke har oplevet lignende oplevelser i livet, hvor det at "indse og forstå noget nyt" samtidigt oplevedes som noget absolut fantastisk og stort, større end det normale i livet af indlæring. Måske var der en gang en engel der kom forbi og trykkede en på skulderen og viste en retningen? 

Selv tager jeg den oplevelse mere seriøst i mit voksne liv nu, for mig er det en form for tro, og dermed sagt at det er mere oplevelse end det er tro, det er oplevet tro, og det er det som jeg ser som den eneste måde at finde et nyt ståsted i noget religiøst, eller spirituelt, at det kommer fra en konkret oplevelse af at der var noget der var større i livet, netop mens jeg oplevede at verden de facto blev en forståelse, en visdom større.

Det gamle begreb ånd var netop udtryk for hvorvidt men kunne integrere den form for visdom i sin tænkning, altså konkret oplevet indsigt af hvad der er større i livet, hvad der gør os til mere mennesker, til bedre mennesker, til mennesker der udfra disse oplevelser ville have svært ved at være umoralske, ihvertfald på netop disse områder. - Indsigten, visdommen som man havde lært og erkendt blev på visse opråder til moral, og det at man også kunne tænke denne moral, det var ånd. Og en person som havde ånd, det var en man lyttede til, fordi man selv kunne mærke at man selv også oplevede kvaliteten af det talte som noget der var større, noget der var evigt.

Tak for at du læste dette. Du er velkommen til at kommentere eller kritisere.

Det "fine" i själen

Jeg har længe oplevet en todelthed omkring Det "fine" i sjælen.

På den ene side tror jeg at alle har en barndomsoplevelse af den rene uskyldige barnesjæls tro på det gode i mennesket, på noget der er rent og fint og uskyldigt. På den anden side sker der et spring fra barndommens oplevelse af renhed til begejstringen og vildskaben for at komme ind i livet med fuldt firspring!
Jeg taler naturligvis om kærligheden, om en barnesjæls tilstand af tro i sig, uden tvivl, og til ungdommens "kasten sig ud i livet" med alle de konsekvenser det har.
Det er ikke en moraliseren, det er først en erkendelse af sjælens dobbelthed. "Who cares" om moralisering i vor tid, hvis man ikke selv kan se hvad det handler om, hvis det ikke giver mening, saa kan vi som individer ikke bruge det alligevel.
Vi gaar alle ind i ungdommens kamp i haabet for at elske og nyde, og finde den eneste ene, hver gang. Ingen kigger tilbage. Og alle oplever vi mere end en gang skuffelsen over at det ikke helt blev så, skuffelsen over tabet af en vi virkeligt troede paa, en som vi elskede, en som var mere end en tilfældig erobring.
Vi kan ikke ændre det, men det er heller ikke uden konsekvenser.
Et moralsk spørgsmaal kommer først op hvis jeg begynder at veje oplevelsen - og den er personlig for hver en af os - af hvorvidt tabet var erobringen værd. Her ikke kun set i et enkelt tab, versus en erobring, men derimod alle tabene, versus alle erobringerne.
Vi vil altid i sjælen være skuffede over det tab vi helst aldrig ville have haft, og det er ikke noget der bare forsvinder, men kan jeg overdøve det ved altid at være vinderen, der i det mindste har bedre og mere spændende erobringer, der således overdøver den smerte jeg har over tabet? Spiller musikken højt nok? hvornår bliver det min egen oplevelse af hulhed, oplevelsen af at jeg kan kaste oplevelser ned i hullet af min sjæl, men stadig ikke løbe fra det oprindelige sår?

Men jeg taler først og fremmest om todeltheden, for jeg oplever at den er reel. At vi havde en tro i os hver og en, men at vi mistede den da vi begav os ind i livet. Før eller siden kom såret, skuffelsen, oplevelsen af svigt og tab, og det behøver ikke engang være som en del af "kærlighedslivet", men det er meget ofte der det finder sted. Det kan ogsaa helt enkelt være samme oplevelser af tab fra barndommen af, tab som gjorde at man ikke fandt tilbage til sin barnetro igen, men forblev i en tilstand af evig skuffelse over livet, tab af tro på livet og ikke mindst tab af tro på at det det gode findes i livet.

Vi stiller vores hele tro paa livet overfor kærligheden, fandt vi den, tabte vi den, hvordan tabte vi den, gør det stadig ondt, sværter det stadig hverdagen? - også selvom det måske dækker over sår som vi har med os fra tidligere af, sår som vi ikke kan forstå, måske fordi de kommer fra et sted i barndommen som vi har glemt. - Eller måske fra tidligere?

Var der en grund til at vi skulle opleve tabet, gjorde den os til bedre mennesker?
Da vi alle har oplevet dette, så er det vel et relevant spörgsmaal?
Da vi alle måske stadig søger at fylde hullet med larmende extase/ligegyldighed, er det vel stadigt et relevant spørgsmål?
Kommer man nogensinde op af hullet igen og forbi behovet for extase til at overdøve tabet?
Genfinder man nogensinde igen barnetroen på livet, på trods af tabet og det gabende hul i ens egen sjæl?
Jeg tror at mange finder i deres børnebørns rene sjæle, rene og naive, ligesom vi selv var det, inden vi mødte livets vildskab.
Men er der nogen måde at leve med sjælens tab midt i livet, uden selv sjælslige at måtte gå til grunde og konstant søge selvbekræftelse i "kærligheden"?
Det sted kan enhver kun finde selv, men der er kun et ord der dækker og som virkeligt virker, og det er ordet "tro". Vi behøver ikke tænke det som et religiøst ord, fordi enhver tro som vi virkeligt har til livet gælder.
Så hvor har vi hver for sig en oplevelse af tro i livet, for det er den eneste reelle hjælp til at komme ud over lidelsen på, til at dæmpe smerten over tabet med, til at stoppe den konstante søgen af kærligheden hos en anden - den kærlighed som vi måske også selv oplever er meningsløs og blot en opfyldning af tomheden i den egne sjæl - hvor er den tro? Hvad i livet giver mig tro på livet, hvor er det henne?
Hvis vi ikke finder eller har en indre tro i livet, saa vil vi altid jagte extasen.
Faktisk kan vi sagtens befinde os et sted i livet hvor kampen mellem de to virkeligheder spiller bold i vores sjæl, den ene dag har jeg troen, den næste ikke, den ene dag må jeg søge extasen, den næste behøver jeg ikke.
Forstå mig ret, jeg har ingen moralske bekymringer overfor nydelsen og extasen. Det er som det er. Livet skal også nydes, det skal leves, derfor er extasen også vigtig. Det er blot den dag man selv vågner og oplever at man fylder et tomrum at man måske selv undrer hvad det er der sker, om det virkeligt er det man selv ville, om det liv for en selv er nok?
Uhada.. Kan man have troen i extasen og nydelsen. Joda, det kan man godt, men jeg tror at vi alle per instinkt ved at den ikke virkeligt holder, hvis man tager hele livet i betragtning, fordi det er en løgn overfor det stille væsen som barnet har inden ungdomslivet begynder. Kan vi paa den måde genfinde stilheden og den indre ro? Kan vi selv opleve en tro til livet som ikke forsvinder når den umiddelbare nydelse er forbi og den almindelige hverdag begynder igen? Be my guest.

Kan troen som kvalitet i livet hæves op så at det begynder at dække hullet og tabet?
Jeg tror at det er muligt, men det er uanset hvad en individuel arbejdsproces, at genfinde det som udgør en tro for en selv i livet, uanset hvad det måtte være. Men hvis man ikke går ind i livet med samme søgen efter at finde og opleve noget at tro på, som man gør det når man søger extasen, finder man det så?
Selve kvaliteten af troen er helt anderledes end extasen, troen levet i det stille, i livet selv. I at sidde i sin have med en kop kaffe, i at pleje sin rose og være et med oplevelsen, i at bære den oplevelse med ind i resten af livet i det stille, i at lade det stille langsomt tage sit indtog i sit liv, i at indse og opleve at skønhed og stilhed for en selv fylder hullet og tabet, - hvis det nu er sådan det er... Hvis det ikke er så det er, så er der stadig en fortvivlelse der taler, og der kunne stadig være et behov for at søge noget at tro på, noget der kan leve i et stille rum, udenfor tid og sted, fordi det er der vi kom fra.

Kan man leve med både troen og extasen?
Vi bliver nok nødt til det i dette liv. Jeg tror på at troen binder os til jorden og extasen giver os nydelsen. Der er dog altid en trussel i extasen, for den kan være utilgivende og den kan altid ruinere ens liv hvis man binder sig til den. Hvis ikke den er det ekstra som man nyder når det en sjælden gang drypper af, hvis man crawer den, så kan den meget vel igen vælte ens liv og vælte en ned i hullet igen.

Hvad KAN vi saa tänke?

 Der er forbudte tanker, unødvendige tanker, underlige tanker og forkerte tanke, blandet ind mellem de rigtige, fornuftige og nyttige tanker.
Men ingen spørger om hvad vi KAN tænke, for det burde vel også være et spørgsmål, så her giver jeg en bold op.

Det første og letteste at se og forstå er at alle bøger jo er opskrevne tanker. Uanset hvordan vi vender og drejer dette er i det mindste alle udtalte ord og nedfældte tanker i form af ord, noget der för eller siden har været tænkt.

Dertil kommer vel alt der er og har været konstrueret som feks bygninger, veje, byer, lande, huse, værktøjer, selv en blyant var jo først en tanke inden den blev udformet og produceret. Faktisk, hvis du ser ud over din by, eller dit stykke land og gør dig selv forestillingen hvad der ville blive tilbage, hvis man ikke havde tænkt, saa ville du befinde dig i en urskov, jungle eller sump, eller lignende.

Hvad med vore sprog?
Hvis man følger grammatikken, saa er det tydeligt at der er en logik indbygget i sprogene, det var med sikkerhed ikke det der var først, først talte man helt enkelt, men man KAN tænke dette, og derfor findes grammatikken.

Vis mig en videnskab, alt fra biologi, kemi, fysik, matematik som vel er tænkningens højborg, hele humoniore videnskaberne, sprog, filosofi, musik, samfundsvidenskab, økonomividenskab vælg selv, de er alle videnskaber der kan tænkes, hvis man tager sig tiden til det. Jeg ville her aldrig tale om hvorvidt de har ret, eller er "sande", det er her ikke mit spørgsmål, men blot at de kan tænkes. Omvendt, forestil dig en verden hvor man ikke kunne tænke sig videnskaberne? Vi ville väre tilbage i urskoven eller junglen.

Psykologien, psykiatrien, religionen, coachingen, skuespillet, filmkunsten, musik, samfundsvidenskab,, all forsøg paa indsigt i det menneskelige drama? Der findes udsøgte forsøg paa forklaringer for alle disse områder af den menneskelige eksistens. Jeg siger ikke hvilke er de rigtige, men blot at hvis man tager et enkelt område som feks depression, saa er der skrevet mindst en milion bøger om dette og hvordan man kan forsøge at håndtere dette problem, og de er skrevet udfra millioner af forskellige forsøg og vinkler paa at tænke problemet så rigtigt som muligt. - Fordi nogen har tænkt, eller i det mindste forsøgt at gennemtænke problemet.

Historisk går vi vel fra samfund hvor det var sværere og derfor kun for de enkelte ledere, muligt at gennemtænke de problemer som vi stod overfor, til et moderne samfund hvor vi faktisk alle kan, og bør forsøge at tænke de ting igennem som vi står overfor. Det er den menneskelige mulighed, og det er vores største styrke som mennesker, hvis vi bruger denne rigtigt. Men vi har muligheden, det er givet, så det er kun op til den enkelte om denne vil tænke, eller nøjes med at grynte ved sin madskål og kun reagere udfra sine reflekser og sin natur!

Ja, forkerte måder at tænke på kan komme i brug, det er lige så givet som det er muligt at bruge tanken rigtigt overfor det rigtige problem. Det er der desværre masser af eksempler på. derom er der også skrevet mange bøger, fordi det naturligvis er en stor fare. Men ret beset er der vel ikke noget vi ikke må tænke? At jeg i dag tænker en tanke som er dum og forkert, og til og med måske udtaler denne! Måske er det netop redningen at andre kan høre den og dermed forsøge at korrigere mig, hvis de selv kan forstå en bedre måde at bruge netop denne tanke og denne kontekst på? Hvad nu hvis jeg aldrig får korrektur på mine forkerte tanker, er chancen for at jeg opbygger flere slotte af forkerte tanker ikke større? Jeg tror paa dialogen, at man skal have lov til at udtale sine tanke og derefter få korrigeret dem der ikke fungerer ordentligt, jeg tror faktisk ikke at vi har noget valg. For hvis ikke vi korrigerer hinandens forkert anvendte tanker, så risikere de virkeligt at bundfælde sig i meget destruktive tanker, for de findes ogsaa, i allerhøjeste grad.

Der er ingen garanti for at vi kan korrigere hinandens tanker, fordi disse ofte sidder meget hårdt fast i ganske bestemte sammenhænge som vi ikke gerne opgiver at tænke ud fra. Vi tænker somregel i en vis kontekst med det samme vi møder et problem, egentligt ville det være bedre hvis vi forsøgte at gentænke verden hvergang vi gik i gang med at gennemtænke en ny situation, måske er der noget vi ikke havde tænkt først?

I vores tid hvor visse tanker forsøges at gøres forbudte må man retteligt spørge sigselv om dette er den rigtige vej? Har de mennesker der vil indskrænke vore muligheder for at tænke gennemtænkt alt, så at de i alle henseender ved bedre end resten af os? Det er selv i dag en meget udtalt idioti at tro at man ved det hele, ikke desto mindre er det en meget vigtig del af vores moderne politik. Jeg tænker ikke at det hjælper os. Alle vil have friheden til at tænke det de selv i første omgang oplever som værende rigtigt. Og alle vil have muligheden til at udtale det også.

Hvis man ser paa hvad Steiner faktisk har gjort, saa er han vel en af dem der har tænkt i flest forskellige områder af livet og fra flest forskellige vinkler. Jeg tror at han er enig med mig i at vi hellere skal tænke tingene igennem, fremfor at lade være. Men vigtigere, at tankerne skal bruges på den rigtige måde og de rigtige steder, og at det nok er den sværeste opgave.

Der er områder af tænkningen der er sværere end andre, og derfor mener nogle at det hele blot er "tro, følelser" osv, og ser meget skeptisk på dette, hvilket for mig er i orden, men bedre ville det naturligvis være hvis de selv forsøgte at gennemtænke disse omraader istedet for blot at kritisere inden de har forsøgt dette. men det er et helt område for sig, det vender vi tilbage til.

Jeg haaber at du vil kommentere, det ville glæde mig, måske har jeg ikke tænkt ret?