Steiner taler meget og gerne om reinkarnation og karma. Det er et centralt emne, ikke kun fordi det er et eller andet religiøst tema som interesserer ham, men fordi det er et centralt tema, hvis man vil forstå hvad det er der driver det enkelte individ, til hvad, hvorhen, på trods af.
En forståelse af mennesket der ikke indeholder ideen om karma og reinkarnation kommer til sine begrænsninger, fordi det enkelte menneskes historie og intentioner helt enkelt spænder sig over dets inkarnationsrække. Hvis vi tager Steiner alvorligt.
Psykologien brugte mange år på at forstå det ubevidste, Jung, Freud, Adler, Frankl søgte alle at forstå vores ubevidste, det som driver os den ene vej, og siden den anden vej, som driver folk til succes såvel som til katastrofe, til glæde og lykke i livet som til undergang og desperation. Idag nøjes psykologien i højere grad med at se hvad man så kan gøre ved tingene, nu da de engang er som de er, en meget vigtig pointe - den kan man diskutere i evighed, men først når man overvejer at se tingene udfra et perspektiv af personligt karma, af personlig delagtighed i en åndelig verden, så har man måske bedre en mulighed for at forstå dybet af livet, i form af både lidelsen og glæden?
Hvad er det der ændrer sig ved en erkendelse af karma, versus en forståelse af hvor "jeg er lige nu" som jeg har hørt ofte i terapien? Oplevelsen af at tilhøre en verden der er større end mig selv. Lidelsen forbliver, smerten forbliver, glæden ligeså, problemerne også, men blikvinklen er en anden.
Der er en meget vigtig pointe i at forstå at jeg lige nu er her, kommer herfra, og at min lidelse har et personligt historisk perspektiv (barndom somregel), det er sandt at traumaet blev åbnet i barndommen - somregel. Men man kan ligeså godt sige at traumaet fandt sin form i denne tid, som det var forberedt i den åndelige verden som konsekvens af ens karma, og som mulighed for at genskabe det hele menneske, som vi alle stræber imod at blive i dette liv (bevidst eller ubevidst). Og hvis man følger Steiners ide her, så siger han jo klart at englene, ja alle hierakierne var med til at danne og udbygge det kommende livs karma for enhver af os, for at hjælpe os tilbage til at blive hele mennesker igen.
Pointen er at komme til oplevelsen af at englene virkeligt er her for os, de står lige bag køleskabet og hænger over indgangsdøren til vore alles hjem. Det religiøse perspektiv stiller altid lidelsen ind i et større perspektiv, et perspektiv der giver enhver muligheden i at leve i forhold til den religiøse virkelighed, englene, troen på at det jeg skaber i dette liv, omend det synes mig uendeligt småt, at det alligevel i et større perspektiv, ikke kun er nødvendigt, men også rigtigt og godt.
Det er meget få mennesker forundt at skabe en ny og bedre virkelighed for menneskeheden, at ændre historien til det bedre, at forvandle menneskeheden til noget smukkere og visere. Resten af os sidder med brødsmuler i hånden og undrer os over at "det var det".
Spørgsmålet er, og det er også det centrale hos Steiner, at det vi har at gøre godt med, at vi anvender det på bedste vis, for vores karma er lige her, lige her og nu, og der er ikke andet, - og dette er som det skal være, hvis vi husker at englene ser os over skulderen, når vi vel gør det bedste i enhver situation som vi kan. Steiner pointerer at det konkret er så.
Dette er ikke en mekanisme for at holde mennesker fast i noget usundt, at man skal nyde sin "slavetilværelse", nej, enhver situation i livet byder op til egenvurdering. Er jeg selv på det rette sted, kan jeg skabe noget godt her hvor jeg er? På trods af de kampe jeg har med mine medmennesker? Kan jeg forblive i dette håb, så at min gnist ikke forsvinder, mit ønske om at forbedre den verden jeg nu engang lever i?
Disse spørgsmål lever enhver af os konstant med, hvis vi altså føler nogen forpligtelse ifht vores eget karma, vores egen inkarnation i dette liv, vores livs skjulte agenda.
Det er i spændet mellem oplevelsen af håb og mulighed på den ene side, og tro på at englene viser vej, også i det små, måske mest af alt når vi ligger på bunden af vores eksistens, at ideen om en personligt engel giver mening, - En engel der er der for at hjælpe en på sin vej.
Steiner var ikke i tvivl om at livet kan være forfærdeligt, han gav alt fra bønner til meditationer til mennesker der stod midt i deres lidelse, til forældre til døde soldater under krigen, til alle former for menneskelig lidelse.
Spørgsmålet er hvorvidt lidelsen også kan være en skaber for det fremtidige liv, for noget hos den enkelte som han end ikke selv var bevidst om? Om lidelsen åbner for andre perspektiver i livet, og om den giver andre ressourcer end blot at være et slag i ansigtet.
"Ingen erkendelse uden lidelse" så jeg et sted som et meme, tror det var i en buddhistisk gruppe, og det er måske pointen i lidelsen. Man kan ikke se den mens man står i den, men hvis man kan bære lidelsen med en vis indre tro, en indre sikkerhed om at der også i lidelsen er en vej, så kan lidelsen blive lettere at bære, og evnen til at bære den med tiden blive større?
Det største problem i vores tid, er sandsynligvis at den erkendelse som de fleste mennesker får af deres lidelse, ikke på nogen måde ses i vore samfund. Det bliver stiltigende ignoreret, at mennesker opnår visdom i livet, dybde, indre ro overfor livets øvrige storme, fordi vi lever i en popkultur hvor kun det ydre ses. - Som kultur mister vi værdien af lidelsen, men det ligger jo implicit i tabet af den kristne kultur i vesten. At Jesus led og døde spiller ingen rolle i vores kultur længere, at ingen mennesker forbinder sig med den ide. Det er et kæmpe tab, for vi alle går igennem lidelse i livet. Men det er vores kulturs karma, den har også en engel der forsøger at hjælpe, men igen, den er der kun når nogen lider med den og det er et personligt karma, også det.
