En skovl tænkte jeg.
Indimellem ser man en ting som man ikke rigtigt ved hvad er, indtil man kommer tät nok paa. Så først "slår det en", og man ved eksakt hvad det er.
Det interessante er ikke hvad det er, men at vores iagtagelse fungerer på den måde. Fordi den "henter" samtidigt ordet/begrebet som vi kalder den ting vi iagtager.
Altså ser vi først "et -eller -andet" og pludseligt ser vi hvad det er, og det er i det øjeblik vi ser at det var en skovl der stod ude i skuret, før troede vi at det måske var en indbrudstyv?
Der er altså en tid før "ord og begreb", og en tid efter, hvor "ord og begreb" klinger i mine tanker og samtidigt stemmer med det der findes ude i verden.
Kan jeg kalde det en tanke?
Er det en tanke blot fordi jeg giver en skovl navnet skovl?
Er det ord og begreb der dukker op i min bevidsthed når jeg indser at skovlen er en skovl overhovedet en tanke?
Det første er en iagtagelse af noget jeg ikke kan benævne, jeg ved ikke hvad det er, helt konkret.
Det næste er at et ord dukker op i mit bevidste rum, dette ord har somregel ikke tid til at diskutere om jeg nu synes det er et passende ord at bruge i denne sammenhæng, det sker meddetsamme.
Alt hvad vi har navn for (ord) i denne verden fungerer på samme måde.
Fra barnsben har vi opbygget en verden af ord der matcher enhver iagtagelse som vi har af elementer i den verden vi lever i.
Hvergang vi lærer noget nyt i skolealderen, så bygger vi konkret nye ord ind. Verdenskortet med billedet af Angola husker jeg fra nu af altid som "en form af et land med et navn der er Angola, og i øvrigt en hovedstad der hedder Luanda" - sandsynligvis har kortet også en farve, grønt var farven på mit kort.
Men på et tidspunkt bliver vi teenagere...
Og vi får følelser.
Og disse er meget magtfulde og vi bliver nødt til at kalde dem noget. Dertil bruger vi mængder at samtale med andre mennesker i samme alder for overhovedet at kunne håndtere disse mærkelige følelser der kommer i tide og utide. Vi læser alt fra romaner til erindringer fra andre der også havde følelser, for at forsøge at forstå hvad det er der sker. - Vi er landet i en helt ny verden.
Er det ikke dette vi bruger det meste af ungdommmen på?
Alt er forvirrende nyt og spænnende.
På et tidspunkt lærer vi også vore tanker at kende...
Vi lærer dem at kende som nogen der bor udenfor. Nogen kan man se på som om de ikke kun var mine, men måske også tilhørte nogen andre, at andre måske også har tænkt dem før mig? At tanker også kan betragtes udefra...
Og den der ser godt efter, kan se at tankerne læner sig op ad hinanden, støtter hinanden og at de alle er enige om at de er fuldt berettigede netop der de står, og så ofte står de det forkerte sted i skuret, "en tyv" tænker de, og det var blot en skovl.
I øvrigt skriver Steiner også om dette i sin " psykosofi, ..." GA 115 - hvis det interesserer nogen.
Kommenter gerne, feltet er frit.
