Steiner og kristendommen

 I vores humanistiske tid kan det for mange mennesker være svært at at forholde sig til kristendommen, den er jo også konsekvent blevet latterliggjort og forsøgt udstillet som tåbernes religion. Det er den ikke.

Kristendommen er fyldt af mytologisk realitet, arketypiske mytologier, som Jung nok ville have formuleret det, og det er naturligvis for det første let at latterliggøre, hvis man tager det konkret, og 2 temmeligt svært at forstå at sådanne ting er reelle, specielt hvis man befinder sig i et socialistisk korstog, og det er jo det som vores tid har været fyldt af siden Marx - som i øvrigt selv havde sin egen mytologi, men den er der ikke mange der har forsøgt at kompromittere på samme vis.

Kristendommen er fikseret omkring et menneske, en person, som selvom han var menneske alligevel var fyldt af det guddommelige, altså stort set modsat det vi somregel oplever os selv fyldt af.

Kampen i det enkelte individ, mellem det personlige moralske og de personlige begær og forfald er i højeste grad stadig relevant idag, hvilket fører til at enhver der oplever denne kamp i sig jo enten kan forsøge at finde sin egen religion (new age og post new age), og det er jo det de fleste i norden forsøger at gøre idag, eller også at finde ud af hvad der nu var af moralske kvaliteter i vore tidligere religioner - det er nok mere en mangelvare idag.

Er der stadig nogen der af sigselv læser bibelen?

Er der stadig nogen der forsøger at forstå hvad det var jesus kristus var og hvad han ville og gjorde? Eller rækker det at vi har en masse forestillinger fra "gamle dage" som vi forsøger at kigge lidt på indimellem, eller er der her en opgave som ligger og venter på enhver der vil se mennesket udspændt mellem et moralsk væsen der i det mindste forsøger at forstå sin egen situation, kæmpende for ikke at forfalde til sig egen manglende moralitet - Og mennesket der lever i sin umoralitet, uden at være sig bevidst om hvad dette har som konsekvenser, og måske også være imod at se på det umoralske som en realitet. - Det er jo nok mest der vi befinder os idag.

Det moralske har konsekvenser, det mærker vi før eller senere i livet - alle. Vi alle har punkter i livet hvor vi vender tilbage og spørger os selv, eller en god ven, hvorfor gjorde jeg det? Hvordan kunne jeg gøre det. Vist går der mange gange mange år før vi indser at vi har haft en destruktiv indflydelse på vores medmennesker, men det kommer alligevel for de fleste af os. - Nogle nøjes med at kaste dette væk fra sig og forkynde en anden religion#, ved at sige at "Det var hans eller hendes egen skyld". Men det kan aldrig være pointen, fordi Jesus klart lærer os at vi selv er ansvarlige for det vi gør mod andre mennesker. (#Nihilismen)

Det onde er på samme måde en realitet, det burde ikke være til at se bort fra, hvis man bare har læst en brøkdel af vores historie sidste århundrede, så ved man i hvor høj grad det onde har regeret i menneskeheden, hvor mange mennesker det har ødelagt og dræbt, og hvor lidt vi har lært af det, hvilket jo er en vigtig del for det onde, at sørge for at vi glemmer at det er til. Vi er selv nødt til at huske at det onde eksisterer, også som ideer der florerer rundt mellem os, og det er somregel her at det bliver svært...

Steiner beskriver en verden der er bag denne vores fysiske verden, han beskriver hvordan denne interagerer med vores fysiske verden, og hvordan vi kan komme til at forstå disse sammenhænge (Hvordan opnår man erkendelse af den åndelige verden). _Udfra det alene er det klart at han befatter sig med samtlige religioner der har haft sin historiske plads, hvordan man kan forstå dem udfra og i forhold til den tid vi lever i nu, og hvilken rolle de udspiller i vores tid og for vores menneskehed.

Kristendommen kan aldrig være en tvang, det er absurd, det kan man sige sig selv. Det har Steiner klartgjort fra begyndelsen af, da han selv kom til en erkendelse af at denne beskriver det helt centrale af den åndelige verden, nemlig at kristus som Gud steg ned på jorden og blev den gud der idag lever her blandt menneskene.

Det i tegnefilm morsomt fremstillede dilemma mellem en forførerisk lille djævel versus en lille engel der sidder og hvisker en noget i ørene, noget som man skal handle efter - det er helt konkret, også her findes jesus, helt konkret. Han findes i enhver af os i ethvert dilemme i livet. Han vandrer med når vi elsker og når vi sørger eller er ensomme, han er virkeligt og konkret her.

Pointen for Steiner er ikke hvorvidt man kan opleve at han er der, for det kommer automatisk jo mere man forsøger at forbinde sig med det gode, det moralske, sandheden og kærligheden - at man oplever at det har en reel karakter. Pointen for Steiner var at fortælle om den centrale skikkelse i verdensudviklingen, den skikkelse som oppebærer hele verdensvisdommen og som lærer os om kærlighedens væsen og lever i kærligheden i enhver af os. 

Det var Steiners pointe, at kristendommen ikke er en religion mellem alle de andre religioner, at kristus ikke var en religiøs figur som de andre, men at kristus var en virkelighed som han kunne se i den åndelige verden, og at denne virkelighed var blevet den åndelige verdens centrale punkt, og oppebærer af al visdom som således blev tilgængelig gennem et personligt forhold til kristus.

At bibelens historier viser hen til den største visdom og evne til at elske på trods af, kan man hurtigt forstå, hvis man vil. Men Steiner redegør i rundt regnet 1 af 6 foredrag (ca 1000 foredrag) han holder om hvad det er og hvordan man kan forstå det, det er det nye, og det svære. 

Så kristendommen er ikke kun en historie fra for 2000 år siden, nej det er en historie der udspiller sig idag i hvert menneskes hjerte og tænkning. Alle de dramaer og arketypiske forhold vi forsøger at forstå, kan forstås gennem kristendommen, fordi kristus blev den åndelige verdens centrum. Steiner siger ikke at det er let, det er det aldrig, men det er muligt. For som han siger i "hvordan opnår man erkendelse af den højere verden", så kan man ikke forvente sig at komme til den indsigt i den åndelige verdens virkelighed, uden at kæmpe med disse problemer i sit hjerte, nogle gange gennem et helt liv.

Og det er måske pointen i den verdslige kristendom, at man ikke kommer til visdom om livet uden at have hjertet med. Mindre klart for en verdslig forståelse er det at man heller ikke kommer til visdom uden at have tanken med, men det er stadig sandt. Man skal til bunden af begge realiteter for at finde svarene, svarene til de mytologiske forestillinger som Jesus står midt i sit liv for 2000 år siden, og som siden da lever iblandt os, hvis vi forbinder os med dem.

Ps:

Det bør siges at Steiner i sin ungdom var stiv modstander af kristendommen, og først da han forstod den kosmiske konsekvens af denne blev overbevist af dens vigtighed og centrale punkt i verdens-virkeligheden.