Enhver følelse som man som menneske oplever gennem livet er en realitet som udspiller sig såvel i denne verden som i den åndelige verden. følelsen af begær, lyst, smerte, glæde, sorg, begejstring er altsammen på denne side, deres åndelige macth er på den anden side.
Vi bruger vel stort set første halvdel af livet på at finde nydelse og nydelser, og dernæst, om vi vil eller ej, den sidste halvdel til at finde og opleve mere negative følelser, - Dette er vel den generelle udvikling, at man bygger op og nyder livet, og senere at livet i sine begrænsninger tager meget fra en, hvilket risikerer at føre til en række negative følelser.
Enhver følelsesmæssig oplevelse er del af en proces der først lærer en at deltage i livet, og siden af finde erkendelsen af det man oplevede under livet.
Nydelsen af noget godt spiseligt forsvinder jo ikke, ikke før vi forlader jorden igen. Men jeg tror at de fleste har spist noget godt sammen med mennesker de egentligt ikke bryder sig om, hvilket så virker undergravende for oplevelsen af nydelsen, det smager pludseligt ikke længere himmelsk, fordi man gennem hele oplevelsen er irriteret over de andre mennesker, eller noget andet i situationen.
Følelsesmæssige oplevelser kan spille mod hinanden, og på den måde bliver den ene trukket ned og den anden kommer til at herske.
Var maden ikke lige så lækker som den var før? Jo da, absolut, men da mit sjælsrum er fuldt af modarbejtende følelser, kan således den ellers skønne følelse forsvinde.
Som konsekvens kan jeg vælge at opleve frustrationen over tabet af den ellers skønne følelse, eller at se bort fra frustrationen. De første mange gange man oplever dette skylder man somregel blot det hele på den irriterende anden, som man forsøger at huske ikke skal deltage en anden gang! Det er dog et problem som på længere distance burde kalde på ens egen bevidste oplevelse af hele situationen (ånden).
For en ting er givet, og det er at alt som frustrerer mig, samtidigt er noget som tilhører mig, ment på den måde at jeg kommer til at opleve det igen og igen i livet, indtil at jeg har fundet en måde at leve med det på som forhåbendligt ikke gør mig alt for trist.
Hvad vi alle bevidst eller ej, betyder og gør mod hinanden, falder uanset hvad tilbage til en selv. Hvorfor bliver jeg så frustreret? Det er det egentlige spørgsmål, ihvertfald i den proces der hedder at lære at leve med sine følelser. Dette er meget konkret karma.
I ungdommen er dette stort set umuligt, de fleste hænger fast i sine følelser og lever kun i forhold til følelserne, hvilket på en måde er rigtigt - at man skal lære sine følelser at kende - men senere vil livet aftvinge enhver at se om denne kan leve med dobbeltheden af modstræbende følelser i livet, og hvilken betydning det i så fald har.
Gennem livet kommer man unægteligt til at ændre sin smag for dette eller hint, og vigtigt i den sammenhæng er det at smagen kan ændres og at den gør det, det er en vigtig erkendelse. Følelser kan ændres og de gør det gennem livet. Følelser kan vende sig helt om og vise hen til at det som man ellers var begejstret for før, nu overhovedet ikke er vigtigt længere.
Erkendensen af følelsens foranderlighed er en utroligt vigtig erkendelse. Det er vigtigt at vide at den del af sjælen som vi som mennesker i det meste af livet tillægger den største vægt kan forvandle sig totalt, at alt hvad vi føler kan forvandles og forandres. Vi er ikke vore følelser, fordi de jo kan forvandles, vi har følelser og de kan forvandles.
Hvad betyder det for mig?
Det betyder i allerhøjeste grad at jeg ikke kun behøver at erkende og forstå mig selv som den der føler dette eller hint. Jeg er også den der betragter mine følelser. Og jo længere jeg kommer i denne proces, og jo klarere dette bliver for mig, jo tydeligere bliver dette, og jo mere indser jeg at jeg også er den der forstår at jeg ikke kun er mine følelser. Min evne til at erkende og forstå vinder kraft. Min ånd vinder kraft i forhold til mine umiddelbare følelser og behov.
Dette er den største erkendelse i livet, at jo mindre jeg hænger fast i at jeg skal føle dette eller hint for at alt skal være tilfredsstillende i livet, jo mere frihed vinder jeg til ikke kun at gøre det rigtige overfor mig selv, men også for mine omgivelser, jeg vinder evnen til at være forstående og givende, istedet for at leve i at være uforstående og krævende.
Kan man helt komme over sine behov og sine følelser?
Her tror jeg at man skal passe på, de kan nemlig sagtens forklæde sig, og give sig udtryk i andre sammenhænge, og udstille sine krav der også, men på en måde man selv i første omgang ikke er bevidst om, dette er på den ene side helt traditionel psykologi, men ikke desto mindre rigtigt, og jeg tror at vi alle kender den oplevelse, at man pludseligt "vågner" og indser at man er blivet "begærende og krævende" på et område man ellers ikke selv vidste at man var. Det stiller igen ens lavere væsen i perspektiv, og åndens opgave består i først at erkende det, og siden langsomt forvandle det, hvordan skal man ellers blive herre i eget hus?
Nu er det ikke detsamme som at man skal undertrykke al lyst og begejstring i sit liv, man skal bare med tiden lære at have det med i livet på en positiv måde, og ikke at det kommer til udtryk i negativitet over sine medmennesker. - Det er ihvertfald målet.
Begejstringen kan man jo også have overfor kunst og musik, børn eller hyggelige stunder med gode mennesker.
Er der noget der står overfor begejstringen?
Vi skal alle dø, og hvis vi tror det Steiner har skrevet op døden, så kommer selve vore følelser kun med os til en vis grænse, derefter kommer vi til at aflægge os disse.
For den der hænger fast i sine følelser og begær bliver det en større kamp end for den der hænger mindre fast i disse, fordi følelserne helt enkelt ikke kan komme med os op i den højere åndelige verden.
Steiner beskriver dette som kamaloka, det sted hvor vi gør to ting.
Et, vi giver afkald på alle de følelser og begær vi stadig har fra livet, det er ikke en smuk proces, fordi begæret selv i vores normale liv opleves som en form for "brændende begær", men jo mindre denne brand gløder i en, jo mindre har man at slås med i kamaloka.
To, vi betaler af på det vi har forskyldt os mod andre, og det på den måde at vi oplever den følelse de havde i sig, da vi gjorde noget forkasteligt overfor dem. - Problemet her er kun at vi i det jordiske liv kan abstrahere fra ubehaget, hvis vi synes det er for ubehageligt, det kan vi ikke i kamaloka, her brænder det sig igennem, indtil oplevesen har givet os det fulde ubehag som vi har udsat vor omverden for... Dette er altsammen beskrevet klokkeklart hos Steiner
Der er en meget lang vej, det er en lang proces fra vi starter livet, forhåbentligt nydende, til at vi begynder at opfatte den personlige nydelse som sekundær, til at vi lærer at se bort fra den personlige nydelse, for istedetfor at leve for at hjælpe andre mennesker som det væsentlige, den egentlige skabelse i det sociale, hvor ånden, opbygget gennem livets erkendelser og møder med det begrænsede i at være menneske viser sit egentlige væsen, i at hjælpe, støtte og sætte rammer for de næste generationer, således at disse også kan finde frem til ånden gennem følelsens jungler.
