Mytologi og tænkning

De fleste af os tænker ikke over i hvor høj grad vi til hverdag lever udfra både en tankemæssig struktur som er en helt relevant beskrivelse af verden. Den tankeverden jeg taler om her er fortællingernes verden, drømmenes verden, det som Carl Gustav Jung beskrev som det ubevidste, det hvorfra vi henter vores myter, legender og religioner.
Denne verden er sit eget væsen, men vi kan tænke den, da vores tanke har netop den evne til at favne enhver realitet vi forsøger at favne, eller som vi tiltrækkes af.
Sikkert er det at vi ogsaa kan tiltrækkes af umoralske og forkerte mytologier, eller det hele, hvis alt går galt kan misbruges, dog er det samtidigt givet at vi netop lever i disse verdener, ikke fordi vi er onde eller dumme, men fordi de matcher de egentlige kræfter der står bag dette univers vi lever i.
Det interessante er ikke i sig om nogen, med baggrund i psykologien, statistisk psykologi og den biologiske begrundede psykologi kan finde fysiske baggrunde for disse realiteter, det interessante er at det har eksisteret sålænge menneskeheden har eksisteret.
Tag turen tilbage 5-10.000 aar til indien og se deres templer som viser forskellige mytiske billeder og fortæller forskellige historier, som idag stadig er relevante.
Myter og legender findes der fra hele jorden, selv i norden har vi de nordiske gudesagaer som vi deler med de andre germanske folk (nordiske, tyskere, hollændere).
Myterne har til enhver tid været det som samlede den generelle verdensoplevelse hos de enkelte folk, og ja, visse myter taler mod hinanden hos de forskellige folk, men igen, myter er ikke præcise, måske netop fordi der skal være mulighed for at tolke dem i alle sine forskellige muligheder.
Betyder det så at de ikke gælder, nu når vi ser at de ikke er enige?
Nej, det betyder egentligt bare at vi enten ikke evner at forstaa dem i deres forskellighed, eller at vi overser en meget vigtig detaille, nemlig at de forskellige folk paa jorden ogsaa til en vis grad virkeligt levede forskelligt, og paa den måde var langt mere forskellige for tusinder af år siden, end idag, og at deres konkrete livsstil spillede en stor rolle i kulturen, saavel som i guddyrkelsen. Sikkert er der brug for flere guder omkring det kolde element paa grønland end i indien?
Idag er spørgsmålet vel snarere om vi som mennesker har evnen til at strække os op og forsøge at forstå myter i al deres komplexitet, for det er mindstemålet hvis man vil forstå en myte, - eller om vi hellere vil latterliggøre det vi ikke kan forstå, eller opgiver efter 5 sekunder. Er det forkert hellere at ville forblive "realist" ifht. mytiske forestillinger? Nej, men det er meget kortsynet, og det kan ikke forklare hvorfor vi som menneskehed konstant leder efter vore myter i bøger, film, serier, popsange, osv. At man ikke vil indse at man lever i en myternes verden konstant er ikke detsamme som at man ikke gør det.
Bare en forestiling omkring "den sande kærlighed" bevæger os ud i en mytologi omkring temaet kærlighed. Vi ved alle at den eksisterer, vi ved at det er den største kraft som findes, den som giver os mest i livet hvis vi kan opleve den, og savnes mest i livet når vi ikke har den. Naturligvis beskrives den med i mytologierne, på den ene eller den anden måde, alt efter de forskellige kulturers struktur. Derfor ser vi hvordan kulturer kan tolke og tænke kærligheden forskelligt, fordi hele kulturen som kærligheden forsöger at eksistere i, selv stiller krav til den måde den udfolder sig på.
Altsaa må vi indse at myterne kan tale mod hinanden, men samtidigt at det egentligt slet ikke er pointen. Pointen er at indse at selvom myterne kan tale mod hinanden, netop at de samtidigt viser hen til to forskellige måder at søge svar i højere forståelser på. Myterne giver os muligheden til at søge det højere, på mange forskellige måder, hvis dette skulle interessere os.
Tænkningens opgave i den sammenhæng består så i at huske at en mytologi ikke umiddelbart beskriver virkeligheden, men at den viser hen til den åndelige virkelighed der udspiller sig bag mytens fremstilling, og at denne virkelighed er end anden end de direkte udtalte ord, og at de alle befinder sig i en kontekst som vi først skal lære at befinde os i, nemlig en kontekst som er mangfacetteret.
Kan tænkningen håndtere at to myter umiddelbart taler mod hinanden? Ja selvfølgeligt kan den det, men man må først lære sig at det netop ofte forholder sig sådan.
Her er det guld værd at huske Kants ord om at man skal ikke kun læse, men også kunne argumentere fra sin modstanders argument, for at være sikker på at man har forstået det han egentligt ville sige. - Her beskrevet med mine ord.
 - Hvorfor i alverden skal man det? Fordi først naar man forstår hele opbygningen af den andens argument og hele verdensforstaaelse bag argumentet, så ved man ogsaa bedre om man selv (ens egne tanker) står paa solid grund.
Mytologi er jo bare tanker! Ja, og nej.
Vi forstår dem med vores tanker, men de udspiller sig ligesåvel i vore følelser som i de dramaer som udspiller sig overalt omkring vores hele liv.
På den måde ser man måske tydeligt hvad tanken kan, den kan forsöge at beskrive den mytiske realitet, og jo mere præcis og mangfoldig tanken bliver jo bedre kan den forstå mytologiens væsen, og dermed samtidigt menneskets væsen, som jo netop er spundet ind i mytologien, såsnart det træder ind i denne verden.
Kravet til tanken stopper dog ikke der.
For man kan ligesåvel forstå tingene med sin tænkning på den helt rigtige måde som man kan gå forbi helt centrale punkter i mytologien og tænkningen, fordi de ikke passer i ens egne forudindtagede tanker og ideer. Derfor er tankens næsten hellige opgave, hvis man altsaa tager det alvorligt, altid at undersøge om de ideer man tager som "givede og sikre" igen og igen. For oftest er de største fejl i  tænkningen hos den enkelte, netop at denne ikke tjekkede sine grundliggende ideer.
Altid, som i altid gør forsøget at stå på den andens synspunkt, i den andens sko, tal dennes ord og tanker, argumenter disse, for at bliver lidt mere sikker... ofte mærker man selv at man nok burde have brugt lidt mere tid lige der, men glemmer det ligesaa hurtigt igen, fordi man bedre kan li sine egne tanker... Ja, tanker kan også blive til ispinde, nogle smager bedre end andre...
Således har vi i mange år valgt unødvendige krige mod andres ideslotte, fordi de til det ydre syntes forkerte ifht. vore egne ideslotte, og fordi de måske faktisk også er uantagelige, men vi ved det ikke før vi er helt sikre, har stået længe nok i den andens sko og tanker til at have den nødvendlige sikkerhed.
Hvis man ikke har evnen eller viljen til at gøre sig denne anstrengelse, så er det spørgsmaalet om man virkeligt har lyst til at påtage sig den skyld der ligger i at forsøge at udertrykke andre mennesker med sin (mangelhafte) tænkning, blot fordi man føler sin egen berettigelse udfra sit eget livs smerte.
Smerten er der for alle, tolkningen af årsagerne er noget helt andet. Det burde vi have lärt at 100 års kommunisme, facisme, socialisme, nazisme, maoisme, der alle startede fra samme udgangspunkt, at "vi sulter, lider armod og smerte, og nogen er skyldige" - og så finder man en uigennemtænkt årsag, og dræber millioner af uskyldige mennesker, blot fordi man ikke har lært at tænke tingene igennem, eller fordi man bedre kunne li den ene tanke, var en smule "forelsket" i den, istedet for i evnen til at sætte sig over den.