Ånd - lige her til Michaelstiden.

I dansk kultur er ånd idag et næsten glemt begreb, ihvertfald for menigmand der ikke selv forholder sig til og stiller spørgsmål til sit eget væsen, til tanken eller tænkningen, til bibelen, eller andre religiøse tekster, eller til det religiøse i det hele taget.

Idag tager dog mange mennesker nye religiøse ideer til sig, hovedsageligt buddhisme og hinduisme, fra deres side af kommer begrebet igen til sin ret, og naturligvis er det fra en anden vinkel af, da det jo er en helt anden kultur der er tale om. Men det burde jo ikke hindre et nysgerrigt menneske i at stille spørgsmålet om man kan finde broer mellem disse religioners åndsbegreb og det kristne, eller vesterlandske åndsbegreb.

Udfra religionerne (de store) er det klart at menneskets egentlige væsen er et åndeligt væsen. Et ikke-fysisk væsen som samtidigt deltager i denne verden, og som naturligvis underligger denne verdens indflydelse, ingen er totalt uafhængig, ihvertfald ikke i starten. Og det er pointen. At vi opstår i livet som børn der er under kæmpe indflydelse af vores kultur, sprog, køn, den natur vi omgives af, vores familie og venner og deres sædvaner, med andre ord alt vi møder.
Ud af det er det meningen at ethvert menneske gennem sit liv udvikles af dette og så på et senere tidspunkt stiller sig overfor hele sin baggrund og ser på den, som om den tilhørte en fremmed, for på den måde at forholde sig til sig selv og til de andre mulige verdener som findes. At tage afstand og skabe objektivitet i tanken (er ihvertfald planen),,,

Vi er altså helt ånd, vågner op i dette liv og befinder os i en verden hvor vi ikke i starten har mange valg, fordi den verden vi vågner i somregel har begrænsede normer, men må som voksne stille os over denne og søge måden at forbedre og højne den verden vi kommer fra. Det er for de fleste mennesker en moralsk impuls som de aldrgi glemmer, problemet er desværre at vi ikke er enige, men det hører til det menneskelige væsen at opleve tingene forskelligt og derfor også løsningerne forskelligt, og først i det egentligt møde mellem de forskellige idealismer og behov for at skabe den bedre verden har den en mulighed for at opstå. Kun at acceptere den ene vision bliver altid til undertrykkelse af den anden vison, noget vores verden idag har glemt.

Ja, vi oplever virkeligt verden forskelligt, vore sansesystemer falder forskelligt ud. Man skal bare tænke på forskellen mellem en slagter og en hinduistisk veganer, eller mellem en kloakarbejder og en parfumesælger. Gennem vores kultur og valg i livet får vi mange gange endnu større retning væk fra hinanden, og oplever verden endnu mere forskelligt, men der er en pointe i det, nemlig at verden virkeligt er mangfacetteret, og at de forskellige verdensoplevelser i sig ikke er moralsk hævede over den ene eller den anden, men at det moralske er individuelt, og oftest slås vi også i livet med de forskellige moralske problemer i vore liv som fuldt ud berettiger at vi er forskellige og oplever vores verdener forskelligt.

Egentlig objektivitet opnår man først når man kan forstå og fuldt ud sætte sig ind i den andens måde at opleve verden på, såvel sansemæssigt som i tanke og moral. Deri ligger opgaven til den der vil søge ånden, for ånden er selv ikke ensidig, den søger sandheden i ethvert udsagn og søger at forstå enhver som denne nu engang er, for at forstå hele verden i sin mangfoldighed. Her er begrebet mangfoldighed helt på sin plads.
Det er åndens opgave at forstå mangfoldigheden af verdensforeteelserne, altså alt der sker i verden. ånden er favnende og lærende, og er hvad det angår først skabende når den lærer noget som den ikke havde troet kunne være en realitet, fordi de fleste mennesker somregel har nok i at fordømme og kræve at alle gør som den lokale kultur kræver, istedet for at indse at kultur i første omgang blot er en lokal hændelse. Åndskultur er ikke længere lokal, fordi ånden i sig er storsind, ikke blindhed, men åbenhed. Ikke amoralsk, men virkeligt moralsk vurderende, udfra den realitet som den forsøger at lære af.

En egentlig åndskultur kan kun eksistere hvis mennesker forsøger at lære af alle de udsagn som kulturen udtrykker, og samtidigt helt og holdent er saglig i sin vurdering af moralske og etiske problemer, specielt udfra det egne liv og den private levede virkelighed,
Ånd starter altid hos den enkelte, erkendelse og evnen til at forstå hvad alle meninger og hændelser betyder for den enkelte og for omgivelserne i større perspektiv. 
Modet til at stå overfor større perspektiver og indse at selvom de ikke behager en selv, at de kunne være rigtige, Modet til at tænke de tanker man ellers ikke turde tænke, fordi ens omgivelser siger at de er "forkerte". Der findes ikke forkerte tanker, der findes kun forkerte måder at sætte dem i forhold til virkeligheden på, dette er centralt.
Åndens verden er mangfoldighed, tankens arbejde består i at forstå, specielt det ubehagelige, det "vi ikke kan lide", og sætte disse tanker helt rigtigt i forhold til den verden man befinder sig i. Åndens opgave er at finde den absolutte moral og etik, helt klart udfra de mulige verdener, - hvad er det bedste at gøre af det mulige. (Frankl) Åndens opgave er, fordi den virkeligt er det guddommelige i enhver af os, at vedblivende kritisere de tanker vi tænker forkert i forhold til verden, og konstant skabe revurdering af det vi i første omgang troede var enkelt og letforståeligt, men som i et større perskeptiv måske ikke var så enkelt endda. - Fordi hele den åndelige verden som væver gennem os, som nornerne væver vore individuelle skæbner, er en verden fuld af modsætninger, indre kampe og stridigheder. Sålænge vi forbliver i et enkeltsporet idealsæt, uden at forholde det til os selv og vore egne indre kampe omkring det at bære idealer ind i virkeligheden, mærker vi heller ikke hvor voldsomme forskelle vi som mennesker lever i i denne verden.
Hvis vi indser hvor kompleks en verden vi lever i, skaber vi muligheden for at kunne leve i en fælles verden på trods af modsætningerne, men det er åndens arbejde, og de der ikke vil deltage i dette objektiviserende (og selvobjektiviserende) forsøg, kommer aldrig til at være del af en åndskultur, en kultur der vil sætte os fri mellem hinanden.
En åndskultur søger friheden i det at være menneske præcis som vi er, men skabende i forhold til sig selv og verden, befriende i tanken, specielt i forhold til vor egen indsnævrethed, skabende i verden, fordi ånden til enhver tid er det skabende element, udfra dens indsigt i verdensvirkeligheden.