Det "fine" i själen

Jeg har længe oplevet en todelthed omkring Det "fine" i sjælen.

På den ene side tror jeg at alle har en barndomsoplevelse af den rene uskyldige barnesjæls tro på det gode i mennesket, på noget der er rent og fint og uskyldigt. På den anden side sker der et spring fra barndommens oplevelse af renhed til begejstringen og vildskaben for at komme ind i livet med fuldt firspring!
Jeg taler naturligvis om kærligheden, om en barnesjæls tilstand af tro i sig, uden tvivl, og til ungdommens "kasten sig ud i livet" med alle de konsekvenser det har.
Det er ikke en moraliseren, det er først en erkendelse af sjælens dobbelthed. "Who cares" om moralisering i vor tid, hvis man ikke selv kan se hvad det handler om, hvis det ikke giver mening, saa kan vi som individer ikke bruge det alligevel.
Vi gaar alle ind i ungdommens kamp i haabet for at elske og nyde, og finde den eneste ene, hver gang. Ingen kigger tilbage. Og alle oplever vi mere end en gang skuffelsen over at det ikke helt blev så, skuffelsen over tabet af en vi virkeligt troede paa, en som vi elskede, en som var mere end en tilfældig erobring.
Vi kan ikke ændre det, men det er heller ikke uden konsekvenser.
Et moralsk spørgsmaal kommer først op hvis jeg begynder at veje oplevelsen - og den er personlig for hver en af os - af hvorvidt tabet var erobringen værd. Her ikke kun set i et enkelt tab, versus en erobring, men derimod alle tabene, versus alle erobringerne.
Vi vil altid i sjælen være skuffede over det tab vi helst aldrig ville have haft, og det er ikke noget der bare forsvinder, men kan jeg overdøve det ved altid at være vinderen, der i det mindste har bedre og mere spændende erobringer, der således overdøver den smerte jeg har over tabet? Spiller musikken højt nok? hvornår bliver det min egen oplevelse af hulhed, oplevelsen af at jeg kan kaste oplevelser ned i hullet af min sjæl, men stadig ikke løbe fra det oprindelige sår?

Men jeg taler først og fremmest om todeltheden, for jeg oplever at den er reel. At vi havde en tro i os hver og en, men at vi mistede den da vi begav os ind i livet. Før eller siden kom såret, skuffelsen, oplevelsen af svigt og tab, og det behøver ikke engang være som en del af "kærlighedslivet", men det er meget ofte der det finder sted. Det kan ogsaa helt enkelt være samme oplevelser af tab fra barndommen af, tab som gjorde at man ikke fandt tilbage til sin barnetro igen, men forblev i en tilstand af evig skuffelse over livet, tab af tro på livet og ikke mindst tab af tro på at det det gode findes i livet.

Vi stiller vores hele tro paa livet overfor kærligheden, fandt vi den, tabte vi den, hvordan tabte vi den, gør det stadig ondt, sværter det stadig hverdagen? - også selvom det måske dækker over sår som vi har med os fra tidligere af, sår som vi ikke kan forstå, måske fordi de kommer fra et sted i barndommen som vi har glemt. - Eller måske fra tidligere?

Var der en grund til at vi skulle opleve tabet, gjorde den os til bedre mennesker?
Da vi alle har oplevet dette, så er det vel et relevant spörgsmaal?
Da vi alle måske stadig søger at fylde hullet med larmende extase/ligegyldighed, er det vel stadigt et relevant spørgsmål?
Kommer man nogensinde op af hullet igen og forbi behovet for extase til at overdøve tabet?
Genfinder man nogensinde igen barnetroen på livet, på trods af tabet og det gabende hul i ens egen sjæl?
Jeg tror at mange finder i deres børnebørns rene sjæle, rene og naive, ligesom vi selv var det, inden vi mødte livets vildskab.
Men er der nogen måde at leve med sjælens tab midt i livet, uden selv sjælslige at måtte gå til grunde og konstant søge selvbekræftelse i "kærligheden"?
Det sted kan enhver kun finde selv, men der er kun et ord der dækker og som virkeligt virker, og det er ordet "tro". Vi behøver ikke tænke det som et religiøst ord, fordi enhver tro som vi virkeligt har til livet gælder.
Så hvor har vi hver for sig en oplevelse af tro i livet, for det er den eneste reelle hjælp til at komme ud over lidelsen på, til at dæmpe smerten over tabet med, til at stoppe den konstante søgen af kærligheden hos en anden - den kærlighed som vi måske også selv oplever er meningsløs og blot en opfyldning af tomheden i den egne sjæl - hvor er den tro? Hvad i livet giver mig tro på livet, hvor er det henne?
Hvis vi ikke finder eller har en indre tro i livet, saa vil vi altid jagte extasen.
Faktisk kan vi sagtens befinde os et sted i livet hvor kampen mellem de to virkeligheder spiller bold i vores sjæl, den ene dag har jeg troen, den næste ikke, den ene dag må jeg søge extasen, den næste behøver jeg ikke.
Forstå mig ret, jeg har ingen moralske bekymringer overfor nydelsen og extasen. Det er som det er. Livet skal også nydes, det skal leves, derfor er extasen også vigtig. Det er blot den dag man selv vågner og oplever at man fylder et tomrum at man måske selv undrer hvad det er der sker, om det virkeligt er det man selv ville, om det liv for en selv er nok?
Uhada.. Kan man have troen i extasen og nydelsen. Joda, det kan man godt, men jeg tror at vi alle per instinkt ved at den ikke virkeligt holder, hvis man tager hele livet i betragtning, fordi det er en løgn overfor det stille væsen som barnet har inden ungdomslivet begynder. Kan vi paa den måde genfinde stilheden og den indre ro? Kan vi selv opleve en tro til livet som ikke forsvinder når den umiddelbare nydelse er forbi og den almindelige hverdag begynder igen? Be my guest.

Kan troen som kvalitet i livet hæves op så at det begynder at dække hullet og tabet?
Jeg tror at det er muligt, men det er uanset hvad en individuel arbejdsproces, at genfinde det som udgør en tro for en selv i livet, uanset hvad det måtte være. Men hvis man ikke går ind i livet med samme søgen efter at finde og opleve noget at tro på, som man gør det når man søger extasen, finder man det så?
Selve kvaliteten af troen er helt anderledes end extasen, troen levet i det stille, i livet selv. I at sidde i sin have med en kop kaffe, i at pleje sin rose og være et med oplevelsen, i at bære den oplevelse med ind i resten af livet i det stille, i at lade det stille langsomt tage sit indtog i sit liv, i at indse og opleve at skønhed og stilhed for en selv fylder hullet og tabet, - hvis det nu er sådan det er... Hvis det ikke er så det er, så er der stadig en fortvivlelse der taler, og der kunne stadig være et behov for at søge noget at tro på, noget der kan leve i et stille rum, udenfor tid og sted, fordi det er der vi kom fra.

Kan man leve med både troen og extasen?
Vi bliver nok nødt til det i dette liv. Jeg tror på at troen binder os til jorden og extasen giver os nydelsen. Der er dog altid en trussel i extasen, for den kan være utilgivende og den kan altid ruinere ens liv hvis man binder sig til den. Hvis ikke den er det ekstra som man nyder når det en sjælden gang drypper af, hvis man crawer den, så kan den meget vel igen vælte ens liv og vælte en ned i hullet igen.